Nedenståede kommentar blev givet til artiklen: Drenge skød på 13-årig under røveri, af Niels Gandrup, Jydste Vestkysten, 28. juni 2008
Mange steder har man indført "Teen courts" som en option for unge - teknisk set uden en nedre aldersgrænse, men hvor at myndighederne og forældrene siger god for at de er moden nok til at deltage.
Det er en domstol, som superviseres af en dommer, men hvor alle aktører er teenagere og hvor at konsekvenserne består af skriftlige opgaver, undskyldninger til ofre og forældre, samfundstjeneste, stuearrest og obligatorisk jurytjeneste, når konsekvenserne er afsonet. Forældrene skal være tilstede i retten og de skal svare under vidneansvar som de ville have gjort det ellers.
Formålet er at vise de unge, hvordan at domstolssystemet virker uden at de skal slæbe rundt på straffeattester og uden at de for alvor bliver sendt på institution, hvor at de hurtigt finder en plads i hakkeordenen blandt de større børn, men også lærer en hel masse uheldige vaner.
Det ville være en passende følge at de måtte blive målt på deres handlinger af nogle som de formentlig vægter tungere end os gamle saltstøtter.Alt for mange unge ved ikke hvad de enkelte handlinger koster. De forstår ikke hvor at alvorligt selv ganske små forskelle i deres handlinger kan blive. Havde de listet mobil og penge ud af drengens lommer havde det være tyveri. Havde de blot taget det ud af hånden på drengen imens at han stod måbende tilbage havde det været ran. Men det øjeblik at han giver et pip fra sig, bliver det røveri og så kan det være lige meget om de havde truet med en kuglepen eller en softgun. Røveri er det og det er en meget alvorlig sag.
Det samme kunne vi se i vinterferien, da unge brændte containere af. Havde de brugt en mukkert havde det været hærværk med bødestraf til følge. Nu blev det brandstiftelse og det er lig med ødelagte fremtidsmuligheder.
De unge forstår bare ikke forskellen på de juridiske termer. Nok ved de at de har begået noget kriminel, men når der skal ganske meget til inden at de skal fjernes, da det nemt koster samfundet 100.000 kr. om måneden, så får alt for mange lov til at lave en masse skidt inden at hammeren falder og når den så falder taler vi om den næstbedste løsning, for sjælden er løsningen uden for hjemmet den bedste.
Men havde vi "Teen courts" så var det en noget-for-noget handel: "Accepter din konsekvens og afson den, så er du kvit med samfundet, men sker det ikke så finder samfundet et andet logi til dig."
I en tid, hvor at man taler om 16 års valgrets alder og hvor at dobbeltindkomstsamfundet reelt beordrer de unge til at leve deres liv selv, når de forlader SFO-systemet, så må de også få mulighed for at demonstrere at de er så modne at de kan tage personligt ansvar for deres handlinger ved at stå frem og indrømme disse foran deres ligemænd, når de træder ved siden af.Indfør derfor "Teen Courts" så vores sociale system ikke belastes af unge, der som alle mennesker begår fejl, men som vælger at tage ansvaret for dem.
mandag den 30. juni 2008
torsdag den 26. juni 2008
Udsatte børn strander på akutinstitutioner
Udsatte børn strander på akutinstitutioner, Politiken, 26. juni 2008
Der er en del årsager til at unge ikke kan komme videre fra akutinstitutioner:
1) Der er ikke penge til en permanent løsning. Tidligere har det være rapporteret at unge, som bliver dømt til institutionsophold bliver fanget imellem to kasser. Når de er på den lukkede institution, så betaler en kasse, men når der er lagt en plan, så skal en anden kasse betale. En kasse som i forvejen er spændt hårdt for. (Ungdomssanktion: Kommuner svigter unge kriminelle , Bladet Socialpædagogen, 20. februar 2004 nr. 4)
2) Mange kommuner har ikke overblik over de ressourcer de råder over. Faktum er at Danmark har mange anbragte børn. Vi har en ide om at det at flytte børn til et miljø med færre valg og mere struktur som fagligt kaldes "forsimplet setting". Men anbringelser koster. 100.000 kr. er ingenting. Hvad gør man f.eks. i Finland, hvor at almindelige skoler rummer svære tilfælde?
3) Landet har slet ikke pladserne og de pladser som der er koster ekstra mange penge, da det handler om udbud og efterspørgsel. Et sært paradoks er Tvind koncernen, der er registreret som en kult af Rick A. Ross Institutet i New Jersey. (Tvind skovler stadig penge ind, Berlingske, 17. juni 2008). Ofte ved kommunerne ikke hvem de handler med. (Politikere kender ikke til Tvind, Danmarks Radio, 27. februar 2008). Hvorfor belønne en koncern med den ene hånd, når den anden er fuld beskæftiget med at føre sag mod selvsamme koncern?
For at komme problemet til livs, så må vi forhindre at så mange fjernes fra hjemmet. Dels må der ligges kraftigt pres på kommunerne, så de straffes alvorligt ved tvangfjernelser i sager, hvor at der kunne have været sat forebyggende ind. Måske skal regningen selv i de tilfælde hvor at der er tale om varetægtsfængslinger også havde hos kommunen, hvis ankestyrelsen finder at der har været svigt.
Men vi bør også indføre "Teen courts" til at fange de unge, som er på vej ud på en kriminel løbebane. "Teen courts" bygger principielt på indlæring. Indlæring af de unge, som er sigtet, men også af de unge, som skal dømme. Her er ingen straffeattester, her er intet afbrudt skoleforløb, her er en mulighed for at forholde sig til egne handlinger og afsone konsekvensen i nærområdet.
Vi bør se på selvudviklingslejre. I byen Blue Springs in Missouri afholder man hvert år en sommer Boot camp. Her kan unge med domme deltage mod at få slettet resten af deres straf, så de kan starte på en frisk efter sommerferien, men denne Boot camp som foregår i byen i dagtimerne tiltrækker også mange unge, som ikke har været straffet. De kommer for at bevise overfor sig selv og deres nærmeste at de kan stå distancen. Det giver en ganske anderledes positiv ånd end man oplever på institutioner og genopdragelseslejre. Resultaterne taler også for sig selv. Markant færre laver ny kriminalitet end det er tilfældet med børn, der har været anbragt.
Endvidere bør vi se på at udvikle en dansk udgave af det amerikanske National Guard Youth ChalleNGe Program. Vi har et velfungerende VEU-system, vi har kaserner som er under afvikling. Her er en oplagt mulighed for at lave noget for de unge, som enten er gået i stå eller føler det svært at bryde med bandemiljøer. Her kan de selv vælge at trække sig ud af samfundet og få værktøjer til at finde deres ressourcer og komme igang igen.
En deltalje, som kendetegner dette amerikanske program er dens bruge af mentorer. Vores undervisningsminister promoverer også brugen af mentorer, for de beklagelige fakta er at vi aldrig har formået at bryde den sociale arv. Vi har brug for at flere gennemfører en ungdomsuddannelse, men de voksne i hjemmet ikke har gjort det, så er det svært for dem at være den støtte, som børnene har brug for.
Noget skal der gøres. Når diverse ministre råber op om forældreansvar, så viser udenlandske erfaringer at vi får FLERE anbringelser. Mange forældre vil så kræve prævensiv anbringelse for at forhindre at de bliver gjort økonomisk og juridisk ansvarlig for deres barns handlinger. Det bliver en bombe under vores system.
Sæt derfor forebyggende ind og indfør til en start "Teen courts", så vi kan lære den næste generation om personligt ansvar og at tage ansvar for egne handlinger. Når dette sker, vil antallet af anbringelser blive reduceret og denne ulykkelige situation med børn, som hænger fast vil blive fjernet.
Der er en del årsager til at unge ikke kan komme videre fra akutinstitutioner:
1) Der er ikke penge til en permanent løsning. Tidligere har det være rapporteret at unge, som bliver dømt til institutionsophold bliver fanget imellem to kasser. Når de er på den lukkede institution, så betaler en kasse, men når der er lagt en plan, så skal en anden kasse betale. En kasse som i forvejen er spændt hårdt for. (Ungdomssanktion: Kommuner svigter unge kriminelle , Bladet Socialpædagogen, 20. februar 2004 nr. 4)
2) Mange kommuner har ikke overblik over de ressourcer de råder over. Faktum er at Danmark har mange anbragte børn. Vi har en ide om at det at flytte børn til et miljø med færre valg og mere struktur som fagligt kaldes "forsimplet setting". Men anbringelser koster. 100.000 kr. er ingenting. Hvad gør man f.eks. i Finland, hvor at almindelige skoler rummer svære tilfælde?
3) Landet har slet ikke pladserne og de pladser som der er koster ekstra mange penge, da det handler om udbud og efterspørgsel. Et sært paradoks er Tvind koncernen, der er registreret som en kult af Rick A. Ross Institutet i New Jersey. (Tvind skovler stadig penge ind, Berlingske, 17. juni 2008). Ofte ved kommunerne ikke hvem de handler med. (Politikere kender ikke til Tvind, Danmarks Radio, 27. februar 2008). Hvorfor belønne en koncern med den ene hånd, når den anden er fuld beskæftiget med at føre sag mod selvsamme koncern?
For at komme problemet til livs, så må vi forhindre at så mange fjernes fra hjemmet. Dels må der ligges kraftigt pres på kommunerne, så de straffes alvorligt ved tvangfjernelser i sager, hvor at der kunne have været sat forebyggende ind. Måske skal regningen selv i de tilfælde hvor at der er tale om varetægtsfængslinger også havde hos kommunen, hvis ankestyrelsen finder at der har været svigt.
Men vi bør også indføre "Teen courts" til at fange de unge, som er på vej ud på en kriminel løbebane. "Teen courts" bygger principielt på indlæring. Indlæring af de unge, som er sigtet, men også af de unge, som skal dømme. Her er ingen straffeattester, her er intet afbrudt skoleforløb, her er en mulighed for at forholde sig til egne handlinger og afsone konsekvensen i nærområdet.
Vi bør se på selvudviklingslejre. I byen Blue Springs in Missouri afholder man hvert år en sommer Boot camp. Her kan unge med domme deltage mod at få slettet resten af deres straf, så de kan starte på en frisk efter sommerferien, men denne Boot camp som foregår i byen i dagtimerne tiltrækker også mange unge, som ikke har været straffet. De kommer for at bevise overfor sig selv og deres nærmeste at de kan stå distancen. Det giver en ganske anderledes positiv ånd end man oplever på institutioner og genopdragelseslejre. Resultaterne taler også for sig selv. Markant færre laver ny kriminalitet end det er tilfældet med børn, der har været anbragt.
Endvidere bør vi se på at udvikle en dansk udgave af det amerikanske National Guard Youth ChalleNGe Program. Vi har et velfungerende VEU-system, vi har kaserner som er under afvikling. Her er en oplagt mulighed for at lave noget for de unge, som enten er gået i stå eller føler det svært at bryde med bandemiljøer. Her kan de selv vælge at trække sig ud af samfundet og få værktøjer til at finde deres ressourcer og komme igang igen.
En deltalje, som kendetegner dette amerikanske program er dens bruge af mentorer. Vores undervisningsminister promoverer også brugen af mentorer, for de beklagelige fakta er at vi aldrig har formået at bryde den sociale arv. Vi har brug for at flere gennemfører en ungdomsuddannelse, men de voksne i hjemmet ikke har gjort det, så er det svært for dem at være den støtte, som børnene har brug for.
Noget skal der gøres. Når diverse ministre råber op om forældreansvar, så viser udenlandske erfaringer at vi får FLERE anbringelser. Mange forældre vil så kræve prævensiv anbringelse for at forhindre at de bliver gjort økonomisk og juridisk ansvarlig for deres barns handlinger. Det bliver en bombe under vores system.
Sæt derfor forebyggende ind og indfør til en start "Teen courts", så vi kan lære den næste generation om personligt ansvar og at tage ansvar for egne handlinger. Når dette sker, vil antallet af anbringelser blive reduceret og denne ulykkelige situation med børn, som hænger fast vil blive fjernet.
En sag lige til ungdomsdomstolen
Teenager anholdt for uorden, Jydske Vestkysten, Af Sophie Grønlund Sondrup, 26 juni 2008
En ung mand på 17 år går amok i hjemmet og smadrer et vindue. På vej i byen ryger der et vindue mere i kroen. En typisk lovovertrædelse begået i affekt, som ligger godt til en ungdomsdomstol.
Uden at vide hvad en jury bestående af jævnaldrene måtte finde frem til, så kunne en passende palette af konsekvenser være:
1) Undskyldning til forældrene i retten
2) Skriftlig undskyldning til kroen, som mistede et vindue.
3) Økonomisk kompensation til kroen. Fejning af gårdsplads eller fortorv ud mod kirken.
4) Et kursus i vredeshåndtering
5) Jury-tjans
Det er i sådanne sager om små-vandalisme at samfundet har en gylden mulighed for at lære de unge om personligt ansvar. Måtte folketinget dog snart se lyset.
En ung mand på 17 år går amok i hjemmet og smadrer et vindue. På vej i byen ryger der et vindue mere i kroen. En typisk lovovertrædelse begået i affekt, som ligger godt til en ungdomsdomstol.
Uden at vide hvad en jury bestående af jævnaldrene måtte finde frem til, så kunne en passende palette af konsekvenser være:
1) Undskyldning til forældrene i retten
2) Skriftlig undskyldning til kroen, som mistede et vindue.
3) Økonomisk kompensation til kroen. Fejning af gårdsplads eller fortorv ud mod kirken.
4) Et kursus i vredeshåndtering
5) Jury-tjans
Det er i sådanne sager om små-vandalisme at samfundet har en gylden mulighed for at lære de unge om personligt ansvar. Måtte folketinget dog snart se lyset.
torsdag den 29. maj 2008
"Weekenders"
"Bech: Send unge i weekendfængsel", TV2 nyhederne, 29. maj 2008
Umiddelbar en god ide, men ikke uden problemer.
Overbelægning
Samme dag bragte overskriften "Fængselsdomme hober sig op". Faktum er at vi har lange ventelister til fængslerne. Hvor skal pladserne skaffes henne?
Spørgsmål 2 er hvem, som bliver sendt hjem på weekend for at skabe plads.
Helte-dyrkelse
Vær sikker på at de unge, som vender tilbage mandag til deres lokalområde ikke græder foran deres kammerater. De har selvfølgelig ikke haft det godt, men deres indespærring vil i visse miljøer give dem en højere status blandt ligesindede. Der vil blive set op til dem som de barske.
Negativ erfaringsudveksling
Når de er derinde og de møder andre fanger, som bor der fast, så kan der ske en række ting. Tiden skal de til at have gå.
Afsones tiden i et fængselmiljø med sparsom underholdningsmuligheder, så vil tiden gå med lystfiskerhistorier om hvor mange slemme ting, de har lavet og om alle de andre gange at de er sluppet fra det. De faste vil belære dem om at de kan finde på mange andre ting, som de slet ikke har tænkt på endnu. Er weekendsfangen et ungt menneske med knap så meget selvtillid, så kan de faste måske ligefrem lokke eller true den unge til at tage lidt pulver eller en mobil-telefon med i endetarmen via deres kontakter udenfor. Dvs. at weekendsfangen bliver rodet ind i endnu mere kriminalitet. Jvf. udenlandske erfaringer, så tilhører weekendsfanger bunden i den hakkeorden, som eksisterer i fængsler.
Afsones tiden derimod på en ungdomsinstitution så risikerer man at den unge stilles BEDRE end i hjemmet. Berlingske Tidende bragte en artikel med titlen "Gettoens stemme", hvor at en af de unge sagde:
Det var lige som at være i en ungdomsklub, der var poolbord, videospil, computer og styrketræning, og det var nemt at få både hash og mobiltelefoner ind.
Vi fik lov til at leje film fra Blockbuster, og hvis vi smadrede ovnen, blev der bestilt pizzaer udefra. Vi var også til Royal League kamp i Parken og i biografen.
De unge vil ved sådanne anbringelser opfatte straffen som en belønning.
Kan man så bruge denne løsning overhovedet?
Jo, man kan, men der skal følge noget lærdom med.
Umiddelbar en god ide, men ikke uden problemer.
Overbelægning
Samme dag bragte overskriften "Fængselsdomme hober sig op". Faktum er at vi har lange ventelister til fængslerne. Hvor skal pladserne skaffes henne?
Spørgsmål 2 er hvem, som bliver sendt hjem på weekend for at skabe plads.
Helte-dyrkelse
Vær sikker på at de unge, som vender tilbage mandag til deres lokalområde ikke græder foran deres kammerater. De har selvfølgelig ikke haft det godt, men deres indespærring vil i visse miljøer give dem en højere status blandt ligesindede. Der vil blive set op til dem som de barske.
Negativ erfaringsudveksling
Når de er derinde og de møder andre fanger, som bor der fast, så kan der ske en række ting. Tiden skal de til at have gå.
Afsones tiden i et fængselmiljø med sparsom underholdningsmuligheder, så vil tiden gå med lystfiskerhistorier om hvor mange slemme ting, de har lavet og om alle de andre gange at de er sluppet fra det. De faste vil belære dem om at de kan finde på mange andre ting, som de slet ikke har tænkt på endnu. Er weekendsfangen et ungt menneske med knap så meget selvtillid, så kan de faste måske ligefrem lokke eller true den unge til at tage lidt pulver eller en mobil-telefon med i endetarmen via deres kontakter udenfor. Dvs. at weekendsfangen bliver rodet ind i endnu mere kriminalitet. Jvf. udenlandske erfaringer, så tilhører weekendsfanger bunden i den hakkeorden, som eksisterer i fængsler.
Afsones tiden derimod på en ungdomsinstitution så risikerer man at den unge stilles BEDRE end i hjemmet. Berlingske Tidende bragte en artikel med titlen "Gettoens stemme", hvor at en af de unge sagde:
Det var lige som at være i en ungdomsklub, der var poolbord, videospil, computer og styrketræning, og det var nemt at få både hash og mobiltelefoner ind.
Vi fik lov til at leje film fra Blockbuster, og hvis vi smadrede ovnen, blev der bestilt pizzaer udefra. Vi var også til Royal League kamp i Parken og i biografen.
De unge vil ved sådanne anbringelser opfatte straffen som en belønning.
Kan man så bruge denne løsning overhovedet?
Jo, man kan, men der skal følge noget lærdom med.
- Til en start så må man ikke blande weekendfangerne med det faste klientel.
- Sekundært så skal fængslet ligge i lokalområdet.
- Forældrene skal med i processen. Det at den unge kan se at forældrene er kede af, får dem til at tænke sig om. De er ikke uden medfølelse.
- Sidst og ikke mindst, så skal de unge udenfor og arbejde i weekenden, så de andre unge kan se at det ikke er sjovt og at der ikke dannes myter.
tirsdag den 27. maj 2008
At udfordre misbrugerne
Skriver stil som straf for narko, TV2 nyhederne, 27. maj 2008En ung mand blev af en australsk dommer beordret en teenager til at skrive en reseachet stil på 2000 ord om farerne ved at tage stoffer, da han blev taget med ecstasy og erkendte et årelangt misbrug.
Det var kun en del af straffen, som også omfattede 100 timers samfundstjeneste.
Dommeren håber med denne dom at få den unge mand til at tænke over sit forbrug.
Det er ikke helt dumt. Det er min opfattelse at såfremt at vi vælger at indføre ungdomsdomstole også må vælge at give visse unge mennesker en udfordring.
Vi har i den voksne befolkning et gennemsnitlig alkoholforbrug på ca. 11 liter uden at det sætter væsentlige spor i den måde at vi lever på. Det kræver en tilvænning af de unge mennesker at kunne begå sig socialt i dette miljø og det opleves en sjælden gang at nogle unge har svært ved at sige stop. De udvikler et decideret misbrug.
Vi husker måske alle disse to historier.
Påvirkede børn i detention efter stenkast mod politi , BT, 23. juli 2007
Fulde drenge måtte køres hjem af politi, P4 Bornholm, 01. marts. 2008
Og det er synd for børnene, men virker man fordømmende, så skaber man blot trods.
Derfor må børnene istedet provokeres til at prøve en udfordring. Kraftig reduktion i straffen, såfremt at de ved overdreven alkoholforbrug i en periode vælger at bære en speciel fodlænke og føre journal over hvad de indtager.
Derved kan børnene selv være med til at finde ud af om de tilhører den ganske lille marginal gruppe, som f.eks. ikke kan tåle alkohol. De kan selv drage konklusionen, som kunne lyde på afholdenhed eller hjælp til at holde denne.
Det samme med narkoforbrug. Træffes en person med narkotika eller påvirket, så udfodre denne ved at lade familien få 5-6 hjemmetests med hjem og så ring til dem på tilfældige tidspunkter, hvor at testen så skal laves med det samme. Det vil kræve at den unge skal kobles til et "where-about" system, hvor at man passende kan leje sig ind hos Dansk Idrætsforbund, der har et sådan. Kan professionelle sportsfolk leve med at oplyse hvor at de er, kan unge mennesker under mistanke for at være i nød også klare dette.
Men der skal være noget at handle med. Dvs. at man er nød til at have alternativer i form af samfundstjeneste, hvis den unge afslår at tage imod udfordringen.
Allerførst er man dog nød til at etablere ungdomsdomstole, så man kan få et forum hvor at unge mennesker, som lever under et psykisk pres for at optræde som en succes i en grad, vi ikke kan sætte os ind i, kan få lov til at tale og blive bedømt af nogle på deres egen niveau.
Når 6 millioner kroner IKKE er for meget.
Seks millioner for en anbragt, Nordjyske, 25 maj 2008
Artiklen er lavet for at provokere og det er helt i orden.
Reaktionerne er da heller ikke udeblevet og der er med det samme forslag om at finde på andre og billige løsninger. Løsninger, som ligger mindre vægt på det medmenneskelige og mere vægt på straf.
Men nu har jeg på min side Secret prisons for teens (link) en register over utrolig mange amerikanske løsninger - også en for unge med manglende empati. Dem behandler man bla. med aversions terapi dvs. at de render rundt med en rygsæk med batterier og så kan plejerne efter behov trykke på en fjernbetjening, hvorefter at de får et chok som sender dem i gulvet. Derved lærer de at vælge rigtig fra forkert. Læs mere her: School of Shock (link)
Er det billigere? Ikke marginal.
Er det umenneskelig? De fleste vil mene det.
Der var sikkert også nogen som så udsendelsen: De mishandlede børn på DR2 igår. Den handler også om genopdragelse, blot hos den amerikanske efterskolekæde WWASP.
Er det billigere? Det koster 3.000 dollars pr. måned.
Er det et umenneskelig system? De fleste vil mene det.
Et eller andet sted så vil der være mennesker, som kræver speciel dyr behandling. Vi kan vælge at give dem det eller putte dem i fængsel til 55.800 kr. pr. måned jvf. kriminalforsorgens egne tal.Problemet med fængsel er at de så stadig er syge, når de kommmer ud, er voksne og har flere kræfter.
Er der så slet ingen ting, som vi kan gøre? Jo, for da jeg byggede "Secret Prisons for Teen", så fandt jeg hurtigt ud af at der må alternativer til for ellers vil det bare være en stor omgang Tudemarie.
Disse alternativer er at lære på hjemmesiden "retsreform nu" (link).
Det handler om at lære de normale, men grænsesøgende børn at der konsekvens som følge af enhver handling og da ingen kan spå hvilke børn som bliver grænsesøgende, så handler det om at få alle ungerne med i processen og vise dem ting istedet for at fortælle dem om ting.
Hvor mange gange er fængsler af dem almene danske befolkning ikke omtalt som hoteller og luksus? Dvs. at vi voksne faktisk ødelægger virkningen af samfundets magtmiddel overfor børnene. Man kan postulere at fængsler er dermed virkningsløse indtil at folk faktisk har været i dem!
Derfor må vi gøre noget andet. Hver eneste gang at en grænsesøgende unge fra 3. klasse og op med en forstand som svarer til alderen laver noget forkert, så skal denne stille for en gruppe af unge, som vejledt af en jurist finder frem til hvilken paragraf i straffeloven, som er overtrådt og når de har fundet ud af det, så uddeler de en konsekvens samtidig med at juristen fortæller hvad en voksen har fået og dermed hvilken rabat at den unge får.
Derefter er det at skrive en undskyldning til den, som lovovertrædelsen er gået ud over, hvorefter at riven skal fattes lørdag formiddag og der skal arbejdes i et af vore mange grønne område i det tidsrum, som er bestemt af gruppen af unge.
Der skal ikke mange ture forbi en såkaldt "Teen court" (link), som man kalder det andre steder før at selv de tungnemme fatter at lørdagen kan bruges bedre. Det koster en brøkdel af en anbringelse og der er omfattende statistik, som viser at det virker - ikke bare for den dømte, men også for de andre unge som måske kunne finde på det samme, fordi at de kan se konsekvensen hver lørdag formiddag i lokalområdet.
Så lad os betale hvad det koster for dem som er syge og lad os holde de andre væk med konsekvenser, som skal sones i lokalområdet. De unge har nemlig ikke godt af at blive koncentreret med andre unge kriminelle. Jeg har været inde på Gl. Krogård's hjemmeside og har læst et interview med en af de unge:
Om jeg også blev anbragt, fordi jeg tog stoffer…?Nej, det prøvede jeg først efter, at jeg kom her!! Man bliver jo nemt udsat for et gruppepres; men efter at jeg fik et blackout, så er jeg altså blevet bange for dét der hash. Og personalet er også blevet meget dygtigere til at holde øje med det…
Den negative erfaringsudveksling, som findes i fængsler, er også tilstede på institutioner.Kort sagt: Anbringelse er næstbedst, genopretning i lokalområdet og forældreundervisning som led i denne proces er nummer 1.
Debat-tråd på avisen
BT's tråd om samme emne
Mere info om Teen courts kan læses her
Mere info om dagsprogrammer kan læses her
Artiklen er lavet for at provokere og det er helt i orden.
Reaktionerne er da heller ikke udeblevet og der er med det samme forslag om at finde på andre og billige løsninger. Løsninger, som ligger mindre vægt på det medmenneskelige og mere vægt på straf.
Men nu har jeg på min side Secret prisons for teens (link) en register over utrolig mange amerikanske løsninger - også en for unge med manglende empati. Dem behandler man bla. med aversions terapi dvs. at de render rundt med en rygsæk med batterier og så kan plejerne efter behov trykke på en fjernbetjening, hvorefter at de får et chok som sender dem i gulvet. Derved lærer de at vælge rigtig fra forkert. Læs mere her: School of Shock (link)
Er det billigere? Ikke marginal.
Er det umenneskelig? De fleste vil mene det.
Der var sikkert også nogen som så udsendelsen: De mishandlede børn på DR2 igår. Den handler også om genopdragelse, blot hos den amerikanske efterskolekæde WWASP.
Er det billigere? Det koster 3.000 dollars pr. måned.
Er det et umenneskelig system? De fleste vil mene det.
Et eller andet sted så vil der være mennesker, som kræver speciel dyr behandling. Vi kan vælge at give dem det eller putte dem i fængsel til 55.800 kr. pr. måned jvf. kriminalforsorgens egne tal.Problemet med fængsel er at de så stadig er syge, når de kommmer ud, er voksne og har flere kræfter.
Er der så slet ingen ting, som vi kan gøre? Jo, for da jeg byggede "Secret Prisons for Teen", så fandt jeg hurtigt ud af at der må alternativer til for ellers vil det bare være en stor omgang Tudemarie.
Disse alternativer er at lære på hjemmesiden "retsreform nu" (link).
Det handler om at lære de normale, men grænsesøgende børn at der konsekvens som følge af enhver handling og da ingen kan spå hvilke børn som bliver grænsesøgende, så handler det om at få alle ungerne med i processen og vise dem ting istedet for at fortælle dem om ting.
Hvor mange gange er fængsler af dem almene danske befolkning ikke omtalt som hoteller og luksus? Dvs. at vi voksne faktisk ødelægger virkningen af samfundets magtmiddel overfor børnene. Man kan postulere at fængsler er dermed virkningsløse indtil at folk faktisk har været i dem!
Derfor må vi gøre noget andet. Hver eneste gang at en grænsesøgende unge fra 3. klasse og op med en forstand som svarer til alderen laver noget forkert, så skal denne stille for en gruppe af unge, som vejledt af en jurist finder frem til hvilken paragraf i straffeloven, som er overtrådt og når de har fundet ud af det, så uddeler de en konsekvens samtidig med at juristen fortæller hvad en voksen har fået og dermed hvilken rabat at den unge får.
Derefter er det at skrive en undskyldning til den, som lovovertrædelsen er gået ud over, hvorefter at riven skal fattes lørdag formiddag og der skal arbejdes i et af vore mange grønne område i det tidsrum, som er bestemt af gruppen af unge.
Der skal ikke mange ture forbi en såkaldt "Teen court" (link), som man kalder det andre steder før at selv de tungnemme fatter at lørdagen kan bruges bedre. Det koster en brøkdel af en anbringelse og der er omfattende statistik, som viser at det virker - ikke bare for den dømte, men også for de andre unge som måske kunne finde på det samme, fordi at de kan se konsekvensen hver lørdag formiddag i lokalområdet.
Så lad os betale hvad det koster for dem som er syge og lad os holde de andre væk med konsekvenser, som skal sones i lokalområdet. De unge har nemlig ikke godt af at blive koncentreret med andre unge kriminelle. Jeg har været inde på Gl. Krogård's hjemmeside og har læst et interview med en af de unge:
Om jeg også blev anbragt, fordi jeg tog stoffer…?Nej, det prøvede jeg først efter, at jeg kom her!! Man bliver jo nemt udsat for et gruppepres; men efter at jeg fik et blackout, så er jeg altså blevet bange for dét der hash. Og personalet er også blevet meget dygtigere til at holde øje med det…
Den negative erfaringsudveksling, som findes i fængsler, er også tilstede på institutioner.Kort sagt: Anbringelse er næstbedst, genopretning i lokalområdet og forældreundervisning som led i denne proces er nummer 1.
Debat-tråd på avisen
BT's tråd om samme emne
Mere info om Teen courts kan læses her
Mere info om dagsprogrammer kan læses her
søndag den 25. maj 2008
Valgret til 16 årige
Ungdommen kræver 16-års valgret, Metroxpress, 25 maj 2008
Nu vil kræfter arbejde for at nedsætte valgbarhedsalderen til 16. I princippet vil 16-årige formentlig kunne træffe et lige så kvalificeret valg som de der stemmer på liste A "fordi at det har de altid gjort", "det skylder vi dem for at opbygge velfærdssamfundet" osv.
Så det er ikke der at jeg vil sætte ind med kritikken.
Men de har som 16-årige ikke haft træning nok til at blive holdt ansvarlige for deres handlinger og de har ikke haft tid nok til at forstå de grå nuancer i tilværelsen. Deres holdninger vil være sort eller hvid. Verdenen er mere kompliceret end det.
Vi ser en masse 15-18 årige forholde sig alt for skødesløst til andre folks ejendom. Der er en misforståelse af at postkassen, plankeværket, bilen eller andet fast ejendom er "samfundet", men sådan er det ikke. De tilhører Hr. Hansen, Hr. Jensen eller en anden tilfældig borger.
Glem en øjeblik hvad undervisningssektoren lærer de unge:
Interview: "Det går jo ikke ud over nogen", Nyhedsavisen
En forsikring bliver dyrere for den enkelte når denne bruges og denne lære kan de unge først få når de har forladt de teoretiske miljøer, som undervisningsstederne kan betegnes som. Indrømmet - nogle tager springet direkte fra disse steder og får lov til at blive valgt til at lovgive for os, men det er en konsekvens vi som vælgere må bære. Vi kunne jo lade være med at stemme på folk, som ikke har været ude i det pulserende liv.
Kan vi forbedre indlæringsprocessen når det gælder om at lære at alle ting ude i samfundet har en værdi for enkelte mennesker?
Ja, vi kan. Vi kan indføre "Teen courts" til at håndtere de små ting som vi har en tendens til at straffe ved en løftet pegefinger. Når samfundets love overtrædes er det en samfundsopgave at udmåle en konsekvens - ikke den enkelte familie - som kan have holdninger, der ikke helt afspejler samfundets eller måske slet ikke har ressourcerne til at sætte ungerne på plads.
Så ned med de unge foran en gruppe af unge, der med støtte af jurister guider de unge til at finde ud af, hvilke love som er overtrådt og hvilken konsekvens at denne overtrædelse må få baseret på hvad en voksen måtte få for samme forseelse.
Hermed lærer alle unge at handlinger får konsekvenser og det skulle gerne klæde dem på til at foretage fornuftigere valg fremover. Når det er sket og vi både kan se et reelt fald i kriminaliteten begået af unge og flere som vil tage ansvar, når det går galt, da - først da - kan vi tale om at sænke valgretten til 16 år.
Nu vil kræfter arbejde for at nedsætte valgbarhedsalderen til 16. I princippet vil 16-årige formentlig kunne træffe et lige så kvalificeret valg som de der stemmer på liste A "fordi at det har de altid gjort", "det skylder vi dem for at opbygge velfærdssamfundet" osv.
Så det er ikke der at jeg vil sætte ind med kritikken.
Men de har som 16-årige ikke haft træning nok til at blive holdt ansvarlige for deres handlinger og de har ikke haft tid nok til at forstå de grå nuancer i tilværelsen. Deres holdninger vil være sort eller hvid. Verdenen er mere kompliceret end det.
Vi ser en masse 15-18 årige forholde sig alt for skødesløst til andre folks ejendom. Der er en misforståelse af at postkassen, plankeværket, bilen eller andet fast ejendom er "samfundet", men sådan er det ikke. De tilhører Hr. Hansen, Hr. Jensen eller en anden tilfældig borger.
Glem en øjeblik hvad undervisningssektoren lærer de unge:
Interview: "Det går jo ikke ud over nogen", Nyhedsavisen
En forsikring bliver dyrere for den enkelte når denne bruges og denne lære kan de unge først få når de har forladt de teoretiske miljøer, som undervisningsstederne kan betegnes som. Indrømmet - nogle tager springet direkte fra disse steder og får lov til at blive valgt til at lovgive for os, men det er en konsekvens vi som vælgere må bære. Vi kunne jo lade være med at stemme på folk, som ikke har været ude i det pulserende liv.
Kan vi forbedre indlæringsprocessen når det gælder om at lære at alle ting ude i samfundet har en værdi for enkelte mennesker?
Ja, vi kan. Vi kan indføre "Teen courts" til at håndtere de små ting som vi har en tendens til at straffe ved en løftet pegefinger. Når samfundets love overtrædes er det en samfundsopgave at udmåle en konsekvens - ikke den enkelte familie - som kan have holdninger, der ikke helt afspejler samfundets eller måske slet ikke har ressourcerne til at sætte ungerne på plads.
Så ned med de unge foran en gruppe af unge, der med støtte af jurister guider de unge til at finde ud af, hvilke love som er overtrådt og hvilken konsekvens at denne overtrædelse må få baseret på hvad en voksen måtte få for samme forseelse.
Hermed lærer alle unge at handlinger får konsekvenser og det skulle gerne klæde dem på til at foretage fornuftigere valg fremover. Når det er sket og vi både kan se et reelt fald i kriminaliteten begået af unge og flere som vil tage ansvar, når det går galt, da - først da - kan vi tale om at sænke valgretten til 16 år.
Abonner på:
Opslag (Atom)