Sækning af den kriminelle lavalder er ikke nødvendig

men en ændret ansvarsfordeling er det.

Der er stadig en trafik fra det sociale system direkte til fængslerne. Det ser ud til at kommunerne tålmodigt venter på at staten kan overtage, hvorefter at borgerne skal betale de næsten 2.000 kroner i døgnet det koster at have en person indsat i de lukkede fængsler i Danmark.

Hvis man virkelig vil kriminaliteten til livs, så skal kommunerne bære deres del af ansvaret for indsatte op til deres 25'ende år.

Kriminaliteten blandt de unge er faldet, som den gør i en krisetid hvor de unge ved at deres indsats er med til at bringe mad på bordet i familierne. Når de unge får ansvar og de får noget at lave, så bliver de ikke kriminelle. Længere er den ikke.

Hvorfor skal den kriminelle lavalder så i spil op til næste valg?

Fordi det er en naturlig reaktion af en højt profileret sag der var i medierne for kort tid siden!

En datter til en tidligere politikker blev overfaldet. Gerningskvinden var i forvejen i det sociale system, men var blevet forsøgskanin i en af de hjernedøde projekter der en gang imellem dukker op, når der skal forskes. Og her har den sociale sektor en ulempe, som andre brancher kan være foruden. Man kan ikke lave dyreforsøg! Man kan ikke finde frivillige unge, der vil stille deres krop til rådighed for hvem vil være kriminel og sætte sin fremtid over styr, hvis de har valget?

Og her bliver et menneskeforsøg som det København kommune havde gang i nemt af medierne beskrevet som om at det er standard for den sociale sektors håndtering af unge mennesker i alle kommuner.

Hvad Københavns kommune havde gang i hos MultifunC var mindst lige så skadelige som det Schuberts Minde udsætter børn for i Ringkøbing eller hvad Godhavn gjorde før 70'erne eller det nu lukkede Solhaven gjorde i Farsø kommune.

Det handler ikke om at belønne god adfærd som man giver sukker til rotter eller tæve den dårlige adfærd ud af børn. Systemer er matematiske ligninger som ikke afspejler det virkelige liv. De unge tilpasser sig og udnytter systemet samtidig med at de ikke mentalt ændrer sig. De ser stadig sig selv om værende aparte eller så speciel at de ikke kan leve et normalt liv. Man kan sige at mange måske slet ikke kender hvad vi ser som et normalt liv. Deres sociale baggrund har måske sendt dem i en retning som det kræver en hel usædvanlig styrke til at bryde i et land som netop ikke ryster hober af mønsterbrydere af sig.

Hvad skal man så gøre med kriminelle unge?

Man skal give dem vej ud til et meningsfyldt arbejde der rummer noget aktion og man behøver ikke at lave et forsøg, for vi har i Danmark ressourcerne og udlandet har lavet forsøgene.

På grund af klimaændringer vil vi opleve både oversvømmelser og ekstreme tørkeperioder.

Derfor har Danmark brug for en forstærkning af vores civilforsvarsberedskab på mindst 2.000 personer. Her kommer de kriminelle unge og unge i risikozonen ind i billedet. Man kan tilbyde dem et alternativ til en tur foran dommeren. I USA hedder det diversion. Når den unge har gennemført indholdet i det alternativ, så slettes sagen i systemet.

Med forbilledet i hvad man i USA kalder "the National Guard Youth ChalleNGe Program" kan vi etablere et sådan alternativ. Et intensivt kursus i katastrofeberedskab hvor de unge kommer igennem hele møllen inklusive ting som vi ikke har etableret endnu f.eks. et staticline kursus i faldskærmsudspring så vi kan få et korps af smokejumpers, der kan sættes ind ved skovbrande. Det forløb kunne tage et år hvor de unge bliver revet helt væk fra deres dagligdag hvor de kunne rekrutteres af kriminelle bander eller bo på opholdssteder til flere tusinde kroner i døgnet (Multifunc tager ca. 9.000 kroner i døgnet).

Udover selve undervisningen i katastrofeberedskab som godt må være temmelig aktionpræget da de unge i målgruppen ofte keder sig da de kan have lettere symptomer i retning af ADHD (Man kunne lade dem simulere et helikopterstyrt i havet - en sådan simulator er i drift i Danmark, de kan blive smidt af en speedbåd i høj fart 50 meter fra kysten, de kan blive sendt på 1 måneds vandretur i Sverige osv.), skal der også være noget undervisning. Da mange er røget ud af folkeskolen bør man se på voksenundervisning hvor vi har et VEU system. Det kunne suppleres med kurser på teknisk skole hvor de kunne lære at svejse og udføre tømmerarbejde.

Udover det så skal de bo på en kaserne, gå i uniform. De skal lære etikette og bordmanere.

Inden året er slut, så skal der laves en plan, så de sammen med en personlig mentor kan sætte en plan for hvordan de kan leve et normalt liv målrettet i mod en position på arbejdsmarkedet samtidig med at de så at sige er i reserven til denne indsatsstyrke, så de kan blive kontaktet hvis en miljøkatastrofe skulle true Danmark eller et naboland.

Ovennævnte alternativ har vist sig at virke i udlandet under en eneste forudsætning: DET SKAL VÆRE DEN ENKELTE UNGES VALG!

Det skal ske af frivillighedens vej for ligesom med alle andre af livets vej så kan forandring kun ske, hvis den enkelte af egen drift ønsker forandring. Det er med ungdomskriminalitet som med alkohol og stoffer. Personen skal være motiveret. Tvang virker ikke.

Så kan det godt være at den unge vælger dette alternativ fordi en lukket institution ikke lyder som et godt alternativ og det er et sted som den unge kan havne uanset om det er en domstol eller en socialforvaltning som beslutter det, men det er stadig den unge som vælger dette alternativ.

Den kriminelle lavalder er ikke vigtig. Det er løsningen som tilbydes der er det.

Stop nu med alle de menneskeforsøg. Se på udlandet. De har testet systemerne og de har betalt prisen i menneskeliv. Pluk i stedet det bedste og brug det.

Vi har f.eks. alt til dette katastrofekorps:

• Vi har kaserne øde steder der står overfor lukning
• Vi har faldskærmsklubber som tilbyder staticline kurser til en 1/3 af prisen på et døgnophold hos MultifunC
• Vi har en nybygget fregat uden mandskab som sagtens kunne sættes på et månedslang togt med unge og søofficerer
• Vi har en helikopter nedstyrningssimulator
• Vi har et VEU system
• Vi har Sveriges ødemark få timers kørsel væk
• Vi har et fungerende beredskabssystem som er spændt hårdt for
• Vi har de tekniske skoler
• Vi har desværre klimakatastroferne

Kilde:
National Guard Youth ChalleNGe Program

Hvorfor at behovet for en reform aldrig har været større

Jeg er bekymret.

Min bekymring går på at vi er ved at skabe disrespekt for loven. At vi på papiret indfører hårde straffe, men på grund af overbelægning ender ud med at der vil blive så meget forskel på den tid at domstolene idømmer folk til at afsone i forhold til den tid de reelt afsoner.

Som følge af at Dansk Folkeparti fik indført en stramning af straffen for hjemmerøveri, så er reglerne for prøveløsladelse blevet ændret. Nu skal folk kun afsone 2 måneder før at de kan mødes på gaden igen. Hvad værre er, så skal anklagemyndigheden og andre involverede i sagen ikke høres. Prøveløsladelserne sker administrativt.

Det er ikke sådan at jeg mener at vi skal slå hjemmerøverier hen som endnu en triviel form for kriminalitet. Tværdimod. I min familien har vi medlemmer som er blevet offer for hjemmerøverier. Det er en ganske alvorlig lovovertrædelse som må adresseres med den skrappeste mulige konsekvens.

Jeg mener at der er behov for at vi gennemgår systemet og ændrer grundlæggende på den måde vi straffer folk på.

Først og fremmest bør fængsler reserveres til mennesker, der har lavet personfarlige lovovertrædelser eller organiseret kriminalitet.

Resten af lovovertrædelserne bør kunne klares ved at de dømte skal udføre opgaver for samfundet ude i samfundet.

Hvis en domstol idømmer en person et års sanktion, så er det en sanktion på et år. Ikke 8 måneder - ikke 2 måneder, hvorefter at der ikke tales mere om det.

Skrækscenariet må være Californien. Her kan mennesker som har lavet ikke personfarlig kriminalitet opnå prøveløsladelse efter at have afsonet cirka 10 procent af deres straf. Så da skuespilleren Michelle Rodriguez der er kendt fra "Lost" fik 180 dage, så afsonede hun 18 dage.

Men vi skal også etablere nye domstole, som kan tage sig af de små sager, så især unge kan stoppes i tide inden at de opnår optagelse i grupper hvor at de indre værdier er for meget ude at trit med samfundets generelle værdier.

I New York har man formået at rette op på mange år, hvor at det var en af de mest farlige byer at færdes i. Værktøjet har primært været brugen af såkaldte "Community Courts". Dvs. domstole hvor at et panel af lokale borgere med hjælp fra dommere behandlede små-sager som butikstyveri, hærværk, slagsmål, graffiti. Et system, hvor at de dømte skal udføre manuelle opgaver i lokalområdet.

Vi burde oprette den slags domstole i kriseområder f.eks. i Vollmose, hvor at grupper har udvist en sjælden form for foragt overfor myndigheder med deres offentliggørelse af videoer af lovovertrædelser.

Disse unge hører ikke til i fængsel. De hører ikke til på døgninstitutioner hvor at de vil møde andre unge og de kan sætte sig ned og lære unoder af hinanden. De skal lære at være ansvarlige for egne gerninger. De skal lære at nok kan man træde ved siden af, men det koster.

Det skal være et domstolsystem, som arbejder sammen med de sociale myndigheder, så de unge bliver sat i arbejde eller igang med en uddannelse. Nogle vil spørge: "Jamen, hvis vi ansætter 100 nye unge som anlægsgartnere fordi at vi ikke kan få dem igang med en ungdomsuddannelse, vil det så ikke koste en masse penge?". Svaret må være: "Det koster 900 kr. pr. døgn at huse et ungt menneske i fængsel. Det kan koste 7.000 kr. i døgnet at huse et ungt menneske i en lukket døgninstitution. Hvor mange anlægsgartnere kan du ikke aflønne for udgifterne til bare et ungt menneske i nød?"


Når de unge opdager at deres handlinger ikke vækker begejstring hos deres forældre, naboer, skolekammerater, kollegaer og at de hver eneste gang bliver sendt ned for male grafitti over og rydde op i de grønne områder, så forstår de at de med deres handlinger skader ikke bare dem selv, men hele områdets ry. Deres brødres, deres forældres, deres kærestes og deres kammeraters ry. De kan vælge en anden vej. De kan få tilbudt meningsfyldt beskæftigelse, hvis de vil. Men den eneste som kan foretage det valg for dem, er dem selv. Indtil at de foretager det valg, vil samfundet hjælpe dem til omtanke ved at udstikke nye opgaver til dem.

Danmark kan som land gøre så meget mere end vi gør idag. Problemet er at vi som nation er begyndt at se alle problemer som enkeltsager. Vi sætter prop i hullet i en både der er lavet af råddent træ og træet giver efter når vi prøver at stoppe dette forlis.

Lad os stoppe den medie-orienterede retspolitik. Lad os få en permanent strategi, som handler om at stoppe unge i at komme ud i en forkert livsførelse.

Kilder:
DF overdriver antallet af røverier (TV2, 4. Juni 2011)
Bred kritik af forslag om tidlig fangeløsladelse (Berlingske Tidende, 28. maj 2011)
Michelle Rodriguez out of jail after 18 days (MS NBC, 10. januar 2008)
Unge gør politiet til grin i Vollsmose (Fyens Stifstidende, 31. maj 2011)
Center for Court Innovation

Texas sparer penge ved en "Dansk" løsning

Den typiske Amerikanske fremgangsmetode har været at kan børn lave en "voksen" forbrydelse, så er det ind bag tremmer.

Men det koster.

Indespærring i en statslig sikret institution koster 323,05 dollars (1.861,83 kr.) pr. døgn.
Indespærring i en lokal ungdomsdetention koster 111,90 dollars (644,91 kr.) pr. døgn.

Men det koster kun 32,68 dollars (188,34 kr.) pr. døgn at holde dem under 24/7 observation i det lokale samfund.

TEAM Court is saving Grayson County and the state some serious cash. Bristow said it costs $32.68 per day for a TEAM Court case and the state pays the bill. It would cost Grayson County $111.90 a day to incarcerate these youth at the Juvenile Detention Center and it would cost the state $323.05 per day to keep them in TYC.

Så i Texas af alle steder har man så indset at der skal ske noget nyt. De har lavet noget som ligner det danske SSP-samarbejde og har ladet dette samarbejde stå for strafudmålingen.

Metoden i Texas ligner ikke den danske. Deres tivolimodel er en light udgave og metodikken er tilpasset den tankeproces unge har. Unge begår ikke lovovertrædelser baseret på en længere analyse af et problem. Der er tale om impulsive handlinger baseret på noget der opstår i en given situation. Ofte fordi at der simpelthen ikke sker noget i deres liv. Det gamle ordsprog: "Lediggang er roden til alt ondt" passer mere end noget til ungdomskriminalitet.

Der er brug for en umiddelbar og hurtig reaktion. Der er ikke brug for at bruge uger, måneder og i nogle tilfælde sågar år før at der er lavet en paragraf 50 undersøgelse, hvorefter at en dom kan afsiges.

Der er brug for at fastsætte en konsekvens, som er hård, kontant, men samtidig blød forstået på den måde at den kan overstås uden at fjerne den unge fra samfundet.

Hvad er det hvad den nye fremgangsmetode i Texas så går ud på?

Der er lokkemidler dvs. elementer af Tivoli-metoden: De unge kan få forkortet deres straf, gratis måltider hos et lokalt spisested og færre statusmøder.

Der er pisk som samfundstjeneste, weekender i boot camps og konvertering af straf til afsoning på lukket institution.

I dette spil tæller forældrenes rolle i barnets liv. Forældre som ikke støtter op omkring deres barn kan selv ende i fængsel eller blive idømt bøde.

Systemet virker. Hvorfor?

Fordi at de unge kan se at der sker noget. Når politiet giver unge, der holder vagt for hårdere kriminelle den ene advarsel og anmærkning efter den anden, så mister de unge respekten for loven og når så hammeren endelig falder, så falder den så hårdt at det bliver utroligt dyrt for samfundet. I Danmark koster et døgn på en lukket institution op imod 7.000 kr. pr. døgn.

Danmark har brug for at lære hvad andre lande har lært af os og bruge en forædlet udgave af deres erfaringer i vores samfund.

Vi har sænket den kriminelle lavalder og fundet at det ingen virkning har. Det var forventlig idet at problemet aldrig har været at unge har spekuleret i om de er 13, 14 eller 15 år.

Problemet har alle dage været at det er unge, som i et inaktivt øjeblik tager nogle forkerte beslutninger måske fordi at de slet ikke er rustet til at kede sig, når de efter endt barsel har været i konstant aktivering af verdens måske bedste pædagoger. Hvad sker der så den dag at der ikke er nogen til at skubbe på? For ender denne udfordring i at de laver handlinger, der er en lovovertrædelse.

Vi må huske på at det i denne situation aldrig kan blive legitimt at kedsomhed må betyde acceptabel kriminalitet, idet at lovovertrædelser kræver ofre. Det vil næsten altid betyde at nogle må lide når loven overtrædes.

Danmark har alle elementer der skal til for at lave et endnu bedre og billigere system end det Amerikanske. Vi har familiecentre i alle kommuner med de rette kompetancer.

Så når 3 unge laver et overfald på en tankstation som det skete oppe i Hillerød, så burde de ved grundlovsforhøret spørges om de vil på institution og afvente en normal retssag eller om de vil tilstå foran en særlig ungdomsdomstol.

Vælger de den sidste mulighed, så vil et tribunal under en dommer fastsætte vilkårene for både forældrene og de unge for en periode. De skal beskæftige sig med skole eller arbejde. De skal holde sig inde fra klokken 21 til klokken 6, medmindre at arbejde, skole eller fritidsaktiviteter dikterer andet. De skal møde op til statusmøde mindst 2 gange om måneden. Hvis de overtræder betingelserne, så kan tribunalet idømme dem sanktioner som arbejde på genbrugspladsen eller under Materialgårdens kommando. Der er mange grønne arealer i offentlig regi, hvor at de unge kan beskæftiges så ikke weekender betyder fornyet kriminalitet.

Men det kræver en styring fra samme organ fra dom til at afsonelsen er sket. Vi kender alle til fiaskoen ungdomssanktionen som fejler fordi at der ikke er en rød tråd igennem hele forløbet. Når ansvaret overdrages mellem stat og kommuner, så mistes en del unge og det går ud over resten af samfundet.

Jeg ser gerne at unges gerninger inddeles i 3 kategorier:

1) Almindeligt hærværk eller småtyverier, slagsmål (f.eks. i skolen)
2) Indbrud, overfald uden fysisk personskade, røverier uden større personskade
3) Lovovertrædelser med alvorlig personskade

Tilståelsessager i den første kategori bedømmes af unge, der yder frivilligt arbejde ved at være jurymedlem i samarbejde med lokale advokater. Sanktioner er arbejde af forskellig karakter eller skriftlige opgaver over forskellige emner.

Tilståelsessager i den anden kategori bedømmes af et tribunal under en dommer. Tribunalet skal bestå af repræsentanter fra familiecenteret, en lokalpolitiker og en repræsentant fra politiet. Der fastsættes en periode, hvor at den unge skal yde forskellige ting i samarbejde med sin familie. Den kan afkortes baseret på den unges indsats.

Sager, hvor at de unge ikke vil tilstå deres gerninger skal køre for en normal domstol ligesom de alvorligste sager.

Reference:
TEAM Court changes teens' lives (Herald Democrat)
Mulighedsfelter i ungdomssanktionen (Kandidatafhandling, Stine Skipper)
Se billederne: To drenge røver en Shell-tank (Sjællandske Tidende)

Intentionerne er gode, men ....

Her til morgen kan man i Jyllandsposten læse at de unge kan begå den første lovovertrædelse gratis, men laver de så en mere indenfor 3 år fra at de har fået deres dom vil begge lovovertrædelser optræde på straffeattesten.

Ren straffeattest til unge kriminelle, Jylland-posten

Der er kun et problem med dette forslag. Det arbejder fuldstændig imod den måde som en teenagehjerne fungerer på. Den kendetegner alt hvad der er galt med vores retssystem når det skal bruges ved unge klienter.

Primært tænker unge kortsigtede. De lever i nuet. Forskning viser at de dele af hjernen som sørger for at langsigtede konsekvenser af en given handling medindrages i beslutningsgrundlaget slet ikke er fuldt udviklet før at de unge er 18-20 år.

Man risikerer at de unge konkluderer at hvad der skulle være en ny chance bliver opfattet som om at der ikke er en konsekvens ved at bryde loven.

At give de unge ren straffeattest mod at holde sig ude af kriminalitet i 3 år grænser til respektløshed imod de unge. Det er en ting. Men det er også respektløs overfor ofrene. Vi må ikke forglemme at hver eneste lovovertrædelse også har mindst et offer.

Forslaget undrer idet at dagens unge i en del tilfælde når at oparbejde et to-cifret antal forhold før at deres sag får en endelig får en afgørelse. I rigtig mange sager oplever de unge, deres pårørende og de sagsbehandlere, der har arbejdet med dem og som har rettet dem op siden at lovovertrædelsen fandt sted, at fortiden indhenter den unge som er et helt andet menneske når dommen falder måneder eller år efter at forholdet fandt sted.

De unge lever i overhalingsbanen. Det går rigtig stærkt når det går galt, men det kan også gå rigtig stærkt med at rette dem op, hvis kommunen går ind og retter på de ofte ganske få faktorer, der skubbede de unge ud på et sidespor. Dagens retssystem passer ikke til det tempo de unge lever i.

Jeg vil kritisere dette forslag for at det ikke er det rette for de unge. De skal som hovedregel ikke have en straffeattest, men beslutningen om hvorvidt at de skal have det skal være baseret på deres evne til at udføre de opgaver, som retten pålægger dem ved hver eneste lovovertrædelse de laver.

Dvs. laver de unge lovovertrædelser skal de hurtigt for en domstol, som vil idømme dem nogle opgaver de skal løse. Opgaver som vil kræve tankevirksomhed eller fysisk arbejde, hvor at det måtte være passende i forhold til den begåede lovovertrædelse.

Når opgaverne er udført, så nulstilles straffeattesten. Derved så lærer de unge at lovovertrædelser ikke betaler sig og håndhævelsen af loven ser under hensyn til de mentale ressourcer de unge besidder.

Kære Folketing. Motivet bag dette lovforslag er ældet, men det bakkes ikke op af videnskablige fakta. Det risikerer at sende det forkerte forslag. Kort sagt: Om igen.

Vi vil have en virkelig ny start

Den første juli satte Folketinget den kriminelle lavalder ned til 14 år. Det har medført megen kritik. Som det har været de sidste 40 år, så er domstolenes arbejde baseret en kombination på det sociale systems budgetnedskæringer og en stadig større ansvarsforflygtigelse fra det enkelte individ, familie enheden til samfundet.

Vi har to modeller i spil når vi taler om at gribe ind overfor hvad de i udlandet kalder asocial opførsel. Det er tivoli-modellen og smid-nøglen-væk modellen.

Tivoli-modellen baserer sig på at kriminalitet er socialt betinget. Unge under 18 kan jf. denne model kan populært sagt aktiveres til at opgive kriminalitet ved at blive fulgt ud til aktiviteter af pædagoger. Det er uden tvivl korrekt at man at de unge mennesker, der begår kriminalitet har sociale udfordringer. Vi så sagen fra Århus, hvor at en ung pige stak en kammerat ned med en urtekniv. Rapporterne som blev lagt frem under retssagen viste jf. TV2 at moderen var syg og at faderen havde et misbrug. Uskyldige drillerier som skoleforvaltningen betegnede de daglige hændelser blev som følge af pigens tynde psykiske barriere opfattet som mobning og personlig forfølgelse. Knivoverfaldet som var en tragedie for både pigen og hendes offer kan opfattes som et råb om hjælp.

Men virker Tivoli metoden? Ja, i nogle tilfælde vil samværet med pædagogerne få de unge til at åbne sig og det bliver muligt at trænge ind til problemets kerne. Modellen rummer dog en altafgørende fejl. Negativ opførsel bliver positivt belønnet. Alle normer for normal opførsel bliver udfordret. Hvor at de voksne som omgiver de unge kan se de store linier, så er hjernen hos mennesker ikke færdigudviklet før at de er 18-20 år og de unge, der ikke er i stand til at tage beslutninger baseret på langsigtede konsekvenser, vil måske begå ny kriminalitet baseret på de kortsigtede goder.

I den anden grøft finder vi smid-nøglen-væk modellen. Den fik sine fortalere i USA under Clinton og under den nuværende økonomiske krise kæmper man med at betale prisen. Indespærring koster. I USA har man i dag ca. 1 procent af landets totale befolkning bag tremmer. På trods af dette massive antal indespærrede er kriminaliteten på samme niveau som i 1970. Overbelægningen i fængslerne har med andre ord ikke medført lavere kriminalitet, men derimod kreativitet med respekten for domstolene. Det har medført absurde tilstande som i Californien hvor at indsatte bliver løsladt efter at have udstået 10 % af deres straf, hvis de ikke har begået vold som en del af deres forbrydelse.

Vi ved i dag at når man koncentrerer kriminelle så sker der en negativ erfaringsudveksling. 25 % af de indsatte vil begå ny kriminalitet igen efter at de er blevet løsladt. Meget tyder på at dette tal kan reduceres hvis den indsatte har samme kontaktperson hele vejen igennem forløbet og i et stykke tid efter at personen bliver løsladt. Ved ungdomssanktionen har vi i perioder set at 70 til 80 procent af de unge begår ny kriminalitet inden udløbet af forløbet. Ungdomssanktionen er netop kendetegnet ved at ansvaret for det enkelte forløb er delt mellem to instanser og at der i mange tilfælde ikke er en rød tråd igennem forløbet.

Når en løsning er så dyr som døgninstitutioner, så er den også sårbar i en tid med dårlig økonomi. Det har længe forlydt at unge slap billigere fra deres gerninger sidst på året hvor at de kommunale kasser var tomme end først på året, hvor at man står med et frisk ubrugt budget. Når Svendborg stod med den første person på 14 år, der blev sigtet for en forbrydelse, så var det netop et udslag af sårbarheden ved døgn behandling.

Når man tænker på at blot en anbringelse forholdsvis nemt kan koste en halv til en hel million pr. år, så er det tid til at vi gør op med begge modeller. De kan ikke stå alene.

Der skal findes en metode, hvor at der er plads til at anerkende at mennesker kan begå fejl og at det vil have en konsekvens at begå fejl, men også at det anerkendes at tage ansvar for egne handlinger.

Siden 2006 har jeg hostet to hjemmesider. Det ene rummer en registrering af metoder brugt kloden over til at håndtere asocial opførsel blandt unge og det andet en side med anbefalinger med metoder der har gode resultater, når vi taler om at forhindre at de unge, der har begået kriminelle handlinger, begår dem igen.

Den løsning, som jeg primært anbefaler, er at indføre voldgift i almindelige retssager, som vi kender det fra civile sager. Den bygger på:

1) At stoppe udviklingen på linie med at stoppe en ulykke, så situationen ikke eskalerer indtil at anbringelse er uundgåelig.
2) At involvere individet i straffe processen, så de tager hånd om deres egen situation.
3) At involvere andre unge i processen, så de lærer om værdien ved at støtte op om lokalsamfundet og ikke begår samme fejl.

Når politiet tager den unge i den stjålne bil, så er der basalt set tale om en tilståelsessag. I sådanne tilfælde hvor at de unge fanges imens at de er i gang med at begå deres gerninger, så skal de have tilbuddet om at få sagen afgjort ved en voldgift. De vil blive pålagt opgaver – kaldet konsekvenser – de skal udføre i lokalområdet, hvorefter at de vil stå med en ren straffeattest.

Det vigtigste er dog som ved uheld at stoppe udviklingen, så omfanget af ulykken ikke udbredes. Man observerer ikke et biluheld og går i gang med at redde de nødstedte. Man sætter en advarselstrekant op først så man ikke risikerer at andre kører ind i den forulykkede køretøj og eskalerer skaden, hvorefter at redningsarbejdet kan gå i gang. På samme måde så stopper en arrestation med efterfølgende sigtelse og sluttelig ekskorte hjem til forældrene ikke for nye kriminelle handlinger inden at sagen kommer for. I dag er det nærmest som om at tingene skal eskalere indtil at der enten er et tocifret antal forhold at foreligge for retten eller at vægten af sagsakterne er over 2 kilo for at begrunde tvangsfjernelse, et argument der også kom frem i forbindelse med den tragiske sag fra København for at et avisbud blev dræbt under udførslen af hans arbejde.

Læser man landets aviser her i sommerferieperioden så er det aldrig de unges problem at de keder sig. Det er forældrenes skyld at de unge køre ulovligt, eller det er nogle andres skyld der er ikke lagt brænde frem så de unge kan tænde sig et bål og så går de ud over kommunens træer. Det er blevet legitimt at ødelægge når man keder sig.

Det er i den forbindelse at jeg er bekymret for at vi lader de unge beskytte for godt, så de ikke tidligt lærer at tage ansvar for egne gerninger. En meget brugt parole før murens fald var “Frihed under ansvar”. Hvad om vi erkendte at barndommen stopper i de tidlige teenageår, som mange eksperter beklager og lod det være en samfundspligt at unge skal være med til at håndhæve loven på linje med værnepligten?

I en række lande har man åbnet for at unge kan stilles for et panel af unge på deres egen alder. Dvs. fremover vil politiet efter arrestationen spørge den unge om han vil vente på en dom eller få afgjort sagen indenfor en uge ved en voldgift mod at få en konsekvens, der skal udføres hvorefter at tavlen er renset og deres straffeattest er blank. Da mange unge tænker i nutid vil de vælge denne løsning ganske som mange unge i gamle dage tog en lussing fra landbetjenten i stedet for at lade sagen skrive.

Derefter vil de få en GPS-fodlænke på som de skal diskret skal bære indtil at sagen er slut. Det er nødvendigt for at stoppe udviklingen. Der skal ikke være yderligere restriktioner på, men den enkelte ved nu at storebror i form af politiet ved hvor at de er døgnet rundt og at en fjernelse af den vil betyde automatisk tilbageholdelse på en lukket institution

I løbet af den uge, der vil gå indtil at voldgiften skal finde sted vil de blive kaldt ind til to møder med de udpegede unge og deres vejleder der skal udfylde rollen som anklager og forsvarer. Der vil politirapporten blive gennemgået og de vil få stillet kritiske spørgsmål.

Ved selve voldgiften vil den unge møde de førnævnte unge, samt en panel af yderlige 5-7 unge, der sammen med en domsmand og vil beslutte hvilke konsekvenser deres handlinger skal have. Der skal være en repræsentant for socialforvaltningen tilstede.

Det kan være konsekvenser som medhjælp på genbrugspladsen, hvor at haveaffald ofte skal flyttes rundt, det kan være vedligeholdelse af parkområder, direkte opgaver relateret til deres gerninger så som at male graffiti over, anden samfundstjeneste eventuelt suppleret med nogle skriftlige opgaver, hvor at juryen måtte finde det nødvendigt. Udgangspunktet er at dem der begår nogle kriminelt i nærmiljøet tager tryghed fra dette. De skal som led af deres konsekvens betale tilbage til nærmiljøet.

Erfaringer fra udlandet viser at de unge som har fået deres gerninger bedømt af populært sagt deres egne ikke begår kriminelle gerninger igen. Rent statistisk taler vi om under 5 procent.

Det skyldes jvf. eksperterne at de unge ikke længere søger accept hos forældrene eller andre voksne. De søger accept blandt unge som dem selv. Tvinges de ind i en analyse hvor at de skal forholde sig til deres gerninger i et forum hvor at konklusionen har værdi hos den enkelte, så vil de forholde sig til resultatet i langt højere grad end hvis konklusionen bliver draget af nogle personer de ikke kan identificere sig med.

Men det skyldes også at de små ting tages alvorligt og at der skrides tidligt ind, så de unge forstår at lovovertrædelser har konsekvenser.

Når konsekvensen så er udmålt er det op til forældre og socialforvaltningen at opmuntre til at konsekvensen udmåles. Det må sigtes at det sker på en værdig måde for den unge. Der skal genopbygges – ikke nedbrydes. Dvs. at den unge skal tiltales som en normal menig medarbejder og den unge skal svare høflig tilbage. Der er ikke brug for drama i den situation. Der er brug for ro til eftertanke.

Danmark har brug for en virkelig ny start. Vi har brug for et opgør med begge anvendte modeller hen imod at der laves en arbejdsfordeling imellem vores domstolssystem og socialforvaltningen, så de hver især beskæftiger sig med hvad de er gode til.

Mennesker hører til i frihed, men det er frihed under ansvar for både sig selv og vores samfund. Den læreproces er nødvendig at implementere hos de generationer, der om ikke så få år skal styre vores land.

Referencer:
Om børne domstole
Stor succes for børnedomstole, af Jesper Termansen, Berlingske Tidende, 21. september 2007
The National Association of Youth Courts, Inc.
Ungdomsdomstolen, Retsreform Nu

Indlæg på TV2 Øst om teenagepiger der overfaldt en ældre dame.

På grund af en mærkelig spam-robot kunne jeg ikke sende følgende kommentar til denne artikel:

Vi burde indføre "Teen Peer courts" i Danmark

I en række lande har man nu i en årrække forsøgt sig med "Teen Peer Courts". Konceptet er at tilståelsessager som denne føres foran en gruppe af teenagere med vejledning af jurister.

Der fastsættes så nogle konsekvenser i form af samfundstjeneste, skriftlige undskyldninger til ofre og egne forældre suppleret med skriftlige afhandlinger over relevante emner efterfulgt af jury-tjeneste i en senere sag, hvorefter at straffeattesten slettes hvis konsekvenserne bliver udført. Hvis det ikke sker, så havner sagen på bordet nede i den normale byret.

Bagtanken ved dette princip er at unge i højere grad accepterer konsekvenser udmålt af jævnaldrene og det vil give samfundet den gevinst at alle de medvirkende unge får viden om landets love og hvor let ubetænksomhed kan få dem til at krydse grænsen.

Pigerne havde tyveri i tankerne og straffen for sådanne lovovertrædelser er populært sagt latterlige. Unge som lever i nuet da deres hjerne ikke er fuldt udviklet opnår ved traditionelle domstole let et tocifret antal forhold før at der udløses en mærkbar konsekvens. Her skal man tænke på at unge faktisk ikke forstår konceptet bag en betinget straf da deres hjerner kun vanskeligt kan overskue langsigtede konsekvenser.

Pludselig rykker de op i forbrydelsernes superliga via overfald eller i andre tilfælde røveri. Det er der ingen der ønsker - ikke mindst os som skal betale 1900 kr. pr. døgn for at putte mennesker i fængsel eller sågar 700 kr. pr. døgn ved visse døgninstitutioner.

Derfor skal unge møde en "domstol", der kun afgiver ubetingede straffe i form af arbejdsopgaver hvorefter at luften er renset, når straffen er afsonet.

Derfor skal de øvrige unge være med når domstolene afsiger domme over andre unge.

Udenlandske erfaringer viser at kun 5%-10% af de unge der har været dømt ved disse teenage domstole begår kriminalitet igen.

Ca. 25-25% af dem som forlader fængslerne begår ny kriminalitet.

Peter Skaarup fortolker en artikel forkert

I Berlingske Tidende kan man læse at unge mennesker ikke finder at et fængselsophold er en straf. Som svar på denne information vil Peter Skaarup se på om man ikke kunne gøre fængslerne mindre komfortable.

Nu er det sådan at selvom at jeg ikke har boet i et fængsel på noget tidspunkt i mit liv, så har jeg haft berøring med kriminalforsorgen som IT-leverandør.

Fængsler er ikke hoteller. De er ikke rare steder at opholde sig. Hver eneste gang at en politiker eller en kendt person har været tvunget i fængsel, så hører man ikke om hvor godt at de har haft det, kun om deres lidelser. Jeg nævner i flæng Kurt Thorsen, Peter Brixtofte og Klaus Riskær. Vi taler om risiko for overfald af medfanger, nedslidte omgivelser og manglende motion. Oven i dette stress over at være spærret inde. Hvis Folketingets politikere gav sig selv et frivilligt ophold for at se hvad vi byder vores medborgere, som de på trods af deres lovovertrædelser stadig er, så ville de være overbevist om at indespærring er en straf uanset om der er gulvhaner eller betongulv.

Men selvfølgelig kan virkeligheden udenfor fængslet være så meget slemmere at det at komme i fængsel føles som en lettelse. Det er en af de budskaber som ligger i artiklen. Vi taler om nogle unge, der ikke har mødt grænser og det er et problem uanset om det er gjort som følge af forældrenes manglende evner eller i bedste mening når forældrebibelen "Det kompetente Barn" er blevet overfortolket. Når de unge kommer fra kaos til orden, hvor at andre tager beslutninger for dem som de alt for tidligt har måttet tage stilling til, så trives de. Men det ændrer ikke på at det er et fængsel.

Artiklen leverer også en anden interessant oplysning. Institutioner er hårdere mentalt for de unge end fængsler. De så som ofte så udskældte pædagoger gør noget ved de unge som de unge finder mere udfordrende og derfor også ubehagelig end nok så mange fængselsbetjente. De kræver forandring! Alle som har haft en problem i deres liv og som frivilligt har prøvet at gøre noget ved det ved at det er en hård proces. Vi har alle lyse og mørke sider. Vi har egenskaber vi finder mindre behagelige og hvor at det kan være som at åbne Pandoras æske at dykke ned i disse egenskaber. Når det så ovenikøbet bliver gjort med tvang så kan det i nogle tilfælde medføre personens mentale destruktion hvis det bliver gjort forkert.

For år tilbage var der opmærksomhed i BT på institutionen Solhaven i Nordjylland, hvor at man netop aktivt for ca. 7.000 kroner om dagen går ind og presser forandring igennem. Forsøg på fysisk magtanvendelse fra de unges side er der forventelig, hvilket de fleste også ville forsøge hvis de fik at vide at f.eks. en blindtarmsoperation skulle foretages på dem uden bedøvelse. De unge finder sjælden påtvungne forandringer positive. I USA findes der idag flere foreninger af nu voksne mennesker der har fået deres liv ødelagt af påtvungen terapi og selvmordsraten er beviselig høj.

Så Peter Skaarup burde istedet se på hvad de unge finder hårdt og så oprette flere pædagogiske institutioner, hvis han mener at de unge ikke skal holde ferie. Der er dog et men! Det største problem med lukkede institutioner er prisen. Hvis et sted ikke skal befolkes af billig importeret arbejdskraft som det ofte sker i USA med de skadevirkninger det har når f.eks. en landbrugsmedhjælper skal lege terapeut, så er dagsprisen som før nævnt 7.000 kr. pr. indsat.

Så kan der ikke findes en billigere løsning?

Jo, selvfølgelig kan der det. Det vigtigste våben imod ungdomskriminalitet er kommunerne. De kan se problemerne komme lang tid i forvejen. De ved i halvdelen af tilfældene at der er noget galt i børnehavealderen. Men de skal have hjælp til at etablere bofælleskaber for unge familier, så man via tvang kan tvinge hele familien i behandling, men de skal også have hjælp til at etablere nogle lokale foranstaltninger man kan dømme unge til at udføre i lokalområdet fremfor at fjerne dem.

Vi vender tilbage til disse myter om danske fængsler som hoteller. I langt de fleste tilfælde er det forældrene der ødelægger de unges respekt for samfundets hårdeste sanktion, men hvis en af de unge kommer hjem på orlov fra en institution så vil denne selvfølgelig ikke tabe anseelse ved at fortælle at det er hårdt. Så er det at der fokuseres på de positive ting, der findes. Er hjemmet alkoholisk eller præget af sygdom, så kan det godt være at den samlede pakke på institutionen er bedre end forholdene i hjemmet, men generelt har den unge oplevet tiden udenfor hjemmet som hård.

Men hvad om man tog de små ting som alle kriminelle løbebaner starter med og gav dem en seriøs behandling, der består af et forløb i en domstol hvor at den unge kan komme til orde og konsekvensen også blev en sanktion som skulle udføres i fuld offentlighed lokalt? Ville det ikke sætte større respekt om loven? Der er ikke længere nogle muligheder for mytedannelser. Vi må regne med at de unge der står i dette vadested ofte har mistet troen på de voksne. De forholder sig kritisk til hvad de hører. Vi kan fortælle dem alt hvad vi har lyst til om hvorvidt at fængsler er barske. De lukker af. Derfor må de se sanktionerne blive udført i stedet. Hvis de kan se unge fra deres egen by f.eks. udgrave regnvandsbassiner, male legeredskaber nede på skolen, overmale grafitti eller arbejde på genbrugsstationen så kan de se en umiddelbar konsekvens af lovovertrædelser.

Vi burde også overveje at forholde os til de unges mentale udvikling. Deres hjerner er ikke færdigudviklede. De kan ikke tænke langsigtet som voksne. De tænker i nuet. Så drop betingede domme. Straksafregn de enkelte lovovertrædelser med samfundstjeneste og drop desuden straffeattesten så snart at samfundstjenesten er udført så de unge kan se en gevinst ved at gøre dette arbejde færdig.

En typisk sag fra denne uges medier er at finde i Svenborg området. Under overskriften En 14-årig dreng skal mandsopdækkes finder man en historie om en dreng der overfalder ældre. En relateret artiklen rummer sætningen.

B opsøger gerne - sammen med andre - de svageste beboere i boligkvarteret Byparken.

Spørgsmålet man som læser stiller sig er: Hvem er "andre"?

B som drengen benævnes er med andre ord blevet negativ forbillede for andre unge. Når han kommer på hjemmebesøg så er det som helt. Vi kender ikke drengens opvækstbetingelser. Måske er opholdet hårdt for ham. Måske er det en forbedring i forhold til forholdene i hjemmet. Faktum er at han selvfølgelig ikke røber fakta overfor kammeraterne og nu følger de ham så rundt på røvertogter for at få accept i denne omgangskreds.

Løsningen som kommunen har valgt er anbringelse til typisk 50.000-100.000 kr. om måneden. Nu overvejer man at flytte ham længere væk uden at det dog kan medføre en udgiftsforøgelse. Hvad værre er at samfundet for at ofrene kunne føle retfærdighed burde have krav på at resten af ungdomsbanden sendes væk på samme måde, men så taler vi om 10-15 gange dette beløb og det kunne man næsten drive en kostskole for hvis man anlagde den i en tilstødende lokale til kommunens familiecenter og brugte personalet der i forvejen arbejder i kommunen til at håndtere de anbragte børn også.

Istedet kunne man have valgt en anden løsning, som kræver en ændring af domstolssystemet og omlægning af børnechecken fra at være en gratis ydelse til en ydelse de unge kan få, hvis de yder et stykke arbejde:

• Man kunne lade politiet udføre deres opklaringsarbejde som de plejer. Dog kan man indføre et hotline nummer som forældre kan bruge, hvis de bliver vidne om at deres børn har deltaget direkte eller inddirekte til en forbrydelse og de vil sikre deres barn en blank straffeattest efter at den pådømte straf er afsonet.
  
  
• De unge som tilstår deres andel kan få lov til at få foretræde foran en ungdomsdomstol af unge der tjener til deres børnecheck ved at levere nogle timers arbejde som jury-medlem, forsvarer, anklager eller dommer. Denne børnedomstol drives med vejledning af professionelle jurister og personale fra kommunens familieafdeling. De voksnes opgave er at sikre at de dømte sanktioner er rimelige i forhold til de begåede forbrydelser. Den anklagede skal tage ansvar for sine egne handlinger. Sanktionerne kan kun bestå af opgaver, der skal klares i lokalsamfundet og en straffeattest slettes når sanktionerne er udført. Domstolen kan ikke idømme frihedsberøvelse. Parallelt med udførelsen af den dømte sanktion indvilliger familien i at åbne dørene for en kommunal familie coach i den periode som kommunen finder nødvendig.
  
  
• De unge som ikke tilstår deres andel vil få deres sag bedømt af enten det sociale system eller domstolssystemet som idag. Her kan anbringelse udenfor hjemmet komme på tale.

De unge skal have nogle nye muligheder. De skal kunne bede om accelereret afsoning. D.v.s. at de kan vælge frivillig anbringelse på en kommunal efterskole, en kommunal Boot Camp udformet ferielejr, eller en bande-exit plan som kunne bygge på en dansk udgave af det genoptræningsprogram som drives af det amerikanske hjemmeværn. D.v.s. at vil de unge have struktur i deres liv, så skal samfundet kunne tilbyde dem nogle løsninger.

Hans kommentar er en eksempel på at vi ikke utraditionelt og åbner for at vi bliver en førende nation indenfor lov og orden. At gøre et fængselophold til en barskere oplevelse for at afskrække er forsøgt andre steder og det virker ikke.

Unge oplever fængsel som afslapning (Berlingske Tidende, 3. nov 2009)

DF: Fængsler skal ikke være ferie (Berlingske Tidende, 3. nov 2009)

14-årig dreng skal mandsopdækkes (Fyens Stiftstidende, 2. nov 2009)

Ungdomsdomstolen (Retsreform nu)

Før-efterskole (Retsreform nu)

Sommer Boot Camp / Nationalt hjælpekorps (Retsreform Nu)

Hjemmeværnsudfordringen (Retsreform Nu)