Sækning af den kriminelle lavalder er ikke nødvendig

men en ændret ansvarsfordeling er det.

Der er stadig en trafik fra det sociale system direkte til fængslerne. Det ser ud til at kommunerne tålmodigt venter på at staten kan overtage, hvorefter at borgerne skal betale de næsten 2.000 kroner i døgnet det koster at have en person indsat i de lukkede fængsler i Danmark.

Hvis man virkelig vil kriminaliteten til livs, så skal kommunerne bære deres del af ansvaret for indsatte op til deres 25'ende år.

Kriminaliteten blandt de unge er faldet, som den gør i en krisetid hvor de unge ved at deres indsats er med til at bringe mad på bordet i familierne. Når de unge får ansvar og de får noget at lave, så bliver de ikke kriminelle. Længere er den ikke.

Hvorfor skal den kriminelle lavalder så i spil op til næste valg?

Fordi det er en naturlig reaktion af en højt profileret sag der var i medierne for kort tid siden!

En datter til en tidligere politikker blev overfaldet. Gerningskvinden var i forvejen i det sociale system, men var blevet forsøgskanin i en af de hjernedøde projekter der en gang imellem dukker op, når der skal forskes. Og her har den sociale sektor en ulempe, som andre brancher kan være foruden. Man kan ikke lave dyreforsøg! Man kan ikke finde frivillige unge, der vil stille deres krop til rådighed for hvem vil være kriminel og sætte sin fremtid over styr, hvis de har valget?

Og her bliver et menneskeforsøg som det København kommune havde gang i nemt af medierne beskrevet som om at det er standard for den sociale sektors håndtering af unge mennesker i alle kommuner.

Hvad Københavns kommune havde gang i hos MultifunC var mindst lige så skadelige som det Schuberts Minde udsætter børn for i Ringkøbing eller hvad Godhavn gjorde før 70'erne eller det nu lukkede Solhaven gjorde i Farsø kommune.

Det handler ikke om at belønne god adfærd som man giver sukker til rotter eller tæve den dårlige adfærd ud af børn. Systemer er matematiske ligninger som ikke afspejler det virkelige liv. De unge tilpasser sig og udnytter systemet samtidig med at de ikke mentalt ændrer sig. De ser stadig sig selv om værende aparte eller så speciel at de ikke kan leve et normalt liv. Man kan sige at mange måske slet ikke kender hvad vi ser som et normalt liv. Deres sociale baggrund har måske sendt dem i en retning som det kræver en hel usædvanlig styrke til at bryde i et land som netop ikke ryster hober af mønsterbrydere af sig.

Hvad skal man så gøre med kriminelle unge?

Man skal give dem vej ud til et meningsfyldt arbejde der rummer noget aktion og man behøver ikke at lave et forsøg, for vi har i Danmark ressourcerne og udlandet har lavet forsøgene.

På grund af klimaændringer vil vi opleve både oversvømmelser og ekstreme tørkeperioder.

Derfor har Danmark brug for en forstærkning af vores civilforsvarsberedskab på mindst 2.000 personer. Her kommer de kriminelle unge og unge i risikozonen ind i billedet. Man kan tilbyde dem et alternativ til en tur foran dommeren. I USA hedder det diversion. Når den unge har gennemført indholdet i det alternativ, så slettes sagen i systemet.

Med forbilledet i hvad man i USA kalder "the National Guard Youth ChalleNGe Program" kan vi etablere et sådan alternativ. Et intensivt kursus i katastrofeberedskab hvor de unge kommer igennem hele møllen inklusive ting som vi ikke har etableret endnu f.eks. et staticline kursus i faldskærmsudspring så vi kan få et korps af smokejumpers, der kan sættes ind ved skovbrande. Det forløb kunne tage et år hvor de unge bliver revet helt væk fra deres dagligdag hvor de kunne rekrutteres af kriminelle bander eller bo på opholdssteder til flere tusinde kroner i døgnet (Multifunc tager ca. 9.000 kroner i døgnet).

Udover selve undervisningen i katastrofeberedskab som godt må være temmelig aktionpræget da de unge i målgruppen ofte keder sig da de kan have lettere symptomer i retning af ADHD (Man kunne lade dem simulere et helikopterstyrt i havet - en sådan simulator er i drift i Danmark, de kan blive smidt af en speedbåd i høj fart 50 meter fra kysten, de kan blive sendt på 1 måneds vandretur i Sverige osv.), skal der også være noget undervisning. Da mange er røget ud af folkeskolen bør man se på voksenundervisning hvor vi har et VEU system. Det kunne suppleres med kurser på teknisk skole hvor de kunne lære at svejse og udføre tømmerarbejde.

Udover det så skal de bo på en kaserne, gå i uniform. De skal lære etikette og bordmanere.

Inden året er slut, så skal der laves en plan, så de sammen med en personlig mentor kan sætte en plan for hvordan de kan leve et normalt liv målrettet i mod en position på arbejdsmarkedet samtidig med at de så at sige er i reserven til denne indsatsstyrke, så de kan blive kontaktet hvis en miljøkatastrofe skulle true Danmark eller et naboland.

Ovennævnte alternativ har vist sig at virke i udlandet under en eneste forudsætning: DET SKAL VÆRE DEN ENKELTE UNGES VALG!

Det skal ske af frivillighedens vej for ligesom med alle andre af livets vej så kan forandring kun ske, hvis den enkelte af egen drift ønsker forandring. Det er med ungdomskriminalitet som med alkohol og stoffer. Personen skal være motiveret. Tvang virker ikke.

Så kan det godt være at den unge vælger dette alternativ fordi en lukket institution ikke lyder som et godt alternativ og det er et sted som den unge kan havne uanset om det er en domstol eller en socialforvaltning som beslutter det, men det er stadig den unge som vælger dette alternativ.

Den kriminelle lavalder er ikke vigtig. Det er løsningen som tilbydes der er det.

Stop nu med alle de menneskeforsøg. Se på udlandet. De har testet systemerne og de har betalt prisen i menneskeliv. Pluk i stedet det bedste og brug det.

Vi har f.eks. alt til dette katastrofekorps:

• Vi har kaserne øde steder der står overfor lukning
• Vi har faldskærmsklubber som tilbyder staticline kurser til en 1/3 af prisen på et døgnophold hos MultifunC
• Vi har en nybygget fregat uden mandskab som sagtens kunne sættes på et månedslang togt med unge og søofficerer
• Vi har en helikopter nedstyrningssimulator
• Vi har et VEU system
• Vi har Sveriges ødemark få timers kørsel væk
• Vi har et fungerende beredskabssystem som er spændt hårdt for
• Vi har de tekniske skoler
• Vi har desværre klimakatastroferne

Kilde:
National Guard Youth ChalleNGe Program

Vi vil have en virkelig ny start

Den første juli satte Folketinget den kriminelle lavalder ned til 14 år. Det har medført megen kritik. Som det har været de sidste 40 år, så er domstolenes arbejde baseret en kombination på det sociale systems budgetnedskæringer og en stadig større ansvarsforflygtigelse fra det enkelte individ, familie enheden til samfundet.

Vi har to modeller i spil når vi taler om at gribe ind overfor hvad de i udlandet kalder asocial opførsel. Det er tivoli-modellen og smid-nøglen-væk modellen.

Tivoli-modellen baserer sig på at kriminalitet er socialt betinget. Unge under 18 kan jf. denne model kan populært sagt aktiveres til at opgive kriminalitet ved at blive fulgt ud til aktiviteter af pædagoger. Det er uden tvivl korrekt at man at de unge mennesker, der begår kriminalitet har sociale udfordringer. Vi så sagen fra Århus, hvor at en ung pige stak en kammerat ned med en urtekniv. Rapporterne som blev lagt frem under retssagen viste jf. TV2 at moderen var syg og at faderen havde et misbrug. Uskyldige drillerier som skoleforvaltningen betegnede de daglige hændelser blev som følge af pigens tynde psykiske barriere opfattet som mobning og personlig forfølgelse. Knivoverfaldet som var en tragedie for både pigen og hendes offer kan opfattes som et råb om hjælp.

Men virker Tivoli metoden? Ja, i nogle tilfælde vil samværet med pædagogerne få de unge til at åbne sig og det bliver muligt at trænge ind til problemets kerne. Modellen rummer dog en altafgørende fejl. Negativ opførsel bliver positivt belønnet. Alle normer for normal opførsel bliver udfordret. Hvor at de voksne som omgiver de unge kan se de store linier, så er hjernen hos mennesker ikke færdigudviklet før at de er 18-20 år og de unge, der ikke er i stand til at tage beslutninger baseret på langsigtede konsekvenser, vil måske begå ny kriminalitet baseret på de kortsigtede goder.

I den anden grøft finder vi smid-nøglen-væk modellen. Den fik sine fortalere i USA under Clinton og under den nuværende økonomiske krise kæmper man med at betale prisen. Indespærring koster. I USA har man i dag ca. 1 procent af landets totale befolkning bag tremmer. På trods af dette massive antal indespærrede er kriminaliteten på samme niveau som i 1970. Overbelægningen i fængslerne har med andre ord ikke medført lavere kriminalitet, men derimod kreativitet med respekten for domstolene. Det har medført absurde tilstande som i Californien hvor at indsatte bliver løsladt efter at have udstået 10 % af deres straf, hvis de ikke har begået vold som en del af deres forbrydelse.

Vi ved i dag at når man koncentrerer kriminelle så sker der en negativ erfaringsudveksling. 25 % af de indsatte vil begå ny kriminalitet igen efter at de er blevet løsladt. Meget tyder på at dette tal kan reduceres hvis den indsatte har samme kontaktperson hele vejen igennem forløbet og i et stykke tid efter at personen bliver løsladt. Ved ungdomssanktionen har vi i perioder set at 70 til 80 procent af de unge begår ny kriminalitet inden udløbet af forløbet. Ungdomssanktionen er netop kendetegnet ved at ansvaret for det enkelte forløb er delt mellem to instanser og at der i mange tilfælde ikke er en rød tråd igennem forløbet.

Når en løsning er så dyr som døgninstitutioner, så er den også sårbar i en tid med dårlig økonomi. Det har længe forlydt at unge slap billigere fra deres gerninger sidst på året hvor at de kommunale kasser var tomme end først på året, hvor at man står med et frisk ubrugt budget. Når Svendborg stod med den første person på 14 år, der blev sigtet for en forbrydelse, så var det netop et udslag af sårbarheden ved døgn behandling.

Når man tænker på at blot en anbringelse forholdsvis nemt kan koste en halv til en hel million pr. år, så er det tid til at vi gør op med begge modeller. De kan ikke stå alene.

Der skal findes en metode, hvor at der er plads til at anerkende at mennesker kan begå fejl og at det vil have en konsekvens at begå fejl, men også at det anerkendes at tage ansvar for egne handlinger.

Siden 2006 har jeg hostet to hjemmesider. Det ene rummer en registrering af metoder brugt kloden over til at håndtere asocial opførsel blandt unge og det andet en side med anbefalinger med metoder der har gode resultater, når vi taler om at forhindre at de unge, der har begået kriminelle handlinger, begår dem igen.

Den løsning, som jeg primært anbefaler, er at indføre voldgift i almindelige retssager, som vi kender det fra civile sager. Den bygger på:

1) At stoppe udviklingen på linie med at stoppe en ulykke, så situationen ikke eskalerer indtil at anbringelse er uundgåelig.
2) At involvere individet i straffe processen, så de tager hånd om deres egen situation.
3) At involvere andre unge i processen, så de lærer om værdien ved at støtte op om lokalsamfundet og ikke begår samme fejl.

Når politiet tager den unge i den stjålne bil, så er der basalt set tale om en tilståelsessag. I sådanne tilfælde hvor at de unge fanges imens at de er i gang med at begå deres gerninger, så skal de have tilbuddet om at få sagen afgjort ved en voldgift. De vil blive pålagt opgaver – kaldet konsekvenser – de skal udføre i lokalområdet, hvorefter at de vil stå med en ren straffeattest.

Det vigtigste er dog som ved uheld at stoppe udviklingen, så omfanget af ulykken ikke udbredes. Man observerer ikke et biluheld og går i gang med at redde de nødstedte. Man sætter en advarselstrekant op først så man ikke risikerer at andre kører ind i den forulykkede køretøj og eskalerer skaden, hvorefter at redningsarbejdet kan gå i gang. På samme måde så stopper en arrestation med efterfølgende sigtelse og sluttelig ekskorte hjem til forældrene ikke for nye kriminelle handlinger inden at sagen kommer for. I dag er det nærmest som om at tingene skal eskalere indtil at der enten er et tocifret antal forhold at foreligge for retten eller at vægten af sagsakterne er over 2 kilo for at begrunde tvangsfjernelse, et argument der også kom frem i forbindelse med den tragiske sag fra København for at et avisbud blev dræbt under udførslen af hans arbejde.

Læser man landets aviser her i sommerferieperioden så er det aldrig de unges problem at de keder sig. Det er forældrenes skyld at de unge køre ulovligt, eller det er nogle andres skyld der er ikke lagt brænde frem så de unge kan tænde sig et bål og så går de ud over kommunens træer. Det er blevet legitimt at ødelægge når man keder sig.

Det er i den forbindelse at jeg er bekymret for at vi lader de unge beskytte for godt, så de ikke tidligt lærer at tage ansvar for egne gerninger. En meget brugt parole før murens fald var “Frihed under ansvar”. Hvad om vi erkendte at barndommen stopper i de tidlige teenageår, som mange eksperter beklager og lod det være en samfundspligt at unge skal være med til at håndhæve loven på linje med værnepligten?

I en række lande har man åbnet for at unge kan stilles for et panel af unge på deres egen alder. Dvs. fremover vil politiet efter arrestationen spørge den unge om han vil vente på en dom eller få afgjort sagen indenfor en uge ved en voldgift mod at få en konsekvens, der skal udføres hvorefter at tavlen er renset og deres straffeattest er blank. Da mange unge tænker i nutid vil de vælge denne løsning ganske som mange unge i gamle dage tog en lussing fra landbetjenten i stedet for at lade sagen skrive.

Derefter vil de få en GPS-fodlænke på som de skal diskret skal bære indtil at sagen er slut. Det er nødvendigt for at stoppe udviklingen. Der skal ikke være yderligere restriktioner på, men den enkelte ved nu at storebror i form af politiet ved hvor at de er døgnet rundt og at en fjernelse af den vil betyde automatisk tilbageholdelse på en lukket institution

I løbet af den uge, der vil gå indtil at voldgiften skal finde sted vil de blive kaldt ind til to møder med de udpegede unge og deres vejleder der skal udfylde rollen som anklager og forsvarer. Der vil politirapporten blive gennemgået og de vil få stillet kritiske spørgsmål.

Ved selve voldgiften vil den unge møde de førnævnte unge, samt en panel af yderlige 5-7 unge, der sammen med en domsmand og vil beslutte hvilke konsekvenser deres handlinger skal have. Der skal være en repræsentant for socialforvaltningen tilstede.

Det kan være konsekvenser som medhjælp på genbrugspladsen, hvor at haveaffald ofte skal flyttes rundt, det kan være vedligeholdelse af parkområder, direkte opgaver relateret til deres gerninger så som at male graffiti over, anden samfundstjeneste eventuelt suppleret med nogle skriftlige opgaver, hvor at juryen måtte finde det nødvendigt. Udgangspunktet er at dem der begår nogle kriminelt i nærmiljøet tager tryghed fra dette. De skal som led af deres konsekvens betale tilbage til nærmiljøet.

Erfaringer fra udlandet viser at de unge som har fået deres gerninger bedømt af populært sagt deres egne ikke begår kriminelle gerninger igen. Rent statistisk taler vi om under 5 procent.

Det skyldes jvf. eksperterne at de unge ikke længere søger accept hos forældrene eller andre voksne. De søger accept blandt unge som dem selv. Tvinges de ind i en analyse hvor at de skal forholde sig til deres gerninger i et forum hvor at konklusionen har værdi hos den enkelte, så vil de forholde sig til resultatet i langt højere grad end hvis konklusionen bliver draget af nogle personer de ikke kan identificere sig med.

Men det skyldes også at de små ting tages alvorligt og at der skrides tidligt ind, så de unge forstår at lovovertrædelser har konsekvenser.

Når konsekvensen så er udmålt er det op til forældre og socialforvaltningen at opmuntre til at konsekvensen udmåles. Det må sigtes at det sker på en værdig måde for den unge. Der skal genopbygges – ikke nedbrydes. Dvs. at den unge skal tiltales som en normal menig medarbejder og den unge skal svare høflig tilbage. Der er ikke brug for drama i den situation. Der er brug for ro til eftertanke.

Danmark har brug for en virkelig ny start. Vi har brug for et opgør med begge anvendte modeller hen imod at der laves en arbejdsfordeling imellem vores domstolssystem og socialforvaltningen, så de hver især beskæftiger sig med hvad de er gode til.

Mennesker hører til i frihed, men det er frihed under ansvar for både sig selv og vores samfund. Den læreproces er nødvendig at implementere hos de generationer, der om ikke så få år skal styre vores land.

Referencer:
Om børne domstole
Stor succes for børnedomstole, af Jesper Termansen, Berlingske Tidende, 21. september 2007
The National Association of Youth Courts, Inc.
Ungdomsdomstolen, Retsreform Nu