tirsdag den 3. november 2009

Peter Skaarup fortolker en artikel forkert

I Berlingske Tidende kan man læse at unge mennesker ikke finder at et fængselsophold er en straf. Som svar på denne information vil Peter Skaarup se på om man ikke kunne gøre fængslerne mindre komfortable.

Nu er det sådan at selvom at jeg ikke har boet i et fængsel på noget tidspunkt i mit liv, så har jeg haft berøring med kriminalforsorgen som IT-leverandør.

Fængsler er ikke hoteller. De er ikke rare steder at opholde sig. Hver eneste gang at en politiker eller en kendt person har været tvunget i fængsel, så hører man ikke om hvor godt at de har haft det, kun om deres lidelser. Jeg nævner i flæng Kurt Thorsen, Peter Brixtofte og Klaus Riskær. Vi taler om risiko for overfald af medfanger, nedslidte omgivelser og manglende motion. Oven i dette stress over at være spærret inde. Hvis Folketingets politikere gav sig selv et frivilligt ophold for at se hvad vi byder vores medborgere, som de på trods af deres lovovertrædelser stadig er, så ville de være overbevist om at indespærring er en straf uanset om der er gulvhaner eller betongulv.

Men selvfølgelig kan virkeligheden udenfor fængslet være så meget slemmere at det at komme i fængsel føles som en lettelse. Det er en af de budskaber som ligger i artiklen. Vi taler om nogle unge, der ikke har mødt grænser og det er et problem uanset om det er gjort som følge af forældrenes manglende evner eller i bedste mening når forældrebibelen "Det kompetente Barn" er blevet overfortolket. Når de unge kommer fra kaos til orden, hvor at andre tager beslutninger for dem som de alt for tidligt har måttet tage stilling til, så trives de. Men det ændrer ikke på at det er et fængsel.

Artiklen leverer også en anden interessant oplysning. Institutioner er hårdere mentalt for de unge end fængsler. De så som ofte så udskældte pædagoger gør noget ved de unge som de unge finder mere udfordrende og derfor også ubehagelig end nok så mange fængselsbetjente. De kræver forandring! Alle som har haft en problem i deres liv og som frivilligt har prøvet at gøre noget ved det ved at det er en hård proces. Vi har alle lyse og mørke sider. Vi har egenskaber vi finder mindre behagelige og hvor at det kan være som at åbne Pandoras æske at dykke ned i disse egenskaber. Når det så ovenikøbet bliver gjort med tvang så kan det i nogle tilfælde medføre personens mentale destruktion hvis det bliver gjort forkert.

For år tilbage var der opmærksomhed i BT på institutionen Solhaven i Nordjylland, hvor at man netop aktivt for ca. 7.000 kroner om dagen går ind og presser forandring igennem. Forsøg på fysisk magtanvendelse fra de unges side er der forventelig, hvilket de fleste også ville forsøge hvis de fik at vide at f.eks. en blindtarmsoperation skulle foretages på dem uden bedøvelse. De unge finder sjælden påtvungne forandringer positive. I USA findes der idag flere foreninger af nu voksne mennesker der har fået deres liv ødelagt af påtvungen terapi og selvmordsraten er beviselig høj.

Så Peter Skaarup burde istedet se på hvad de unge finder hårdt og så oprette flere pædagogiske institutioner, hvis han mener at de unge ikke skal holde ferie. Der er dog et men! Det største problem med lukkede institutioner er prisen. Hvis et sted ikke skal befolkes af billig importeret arbejdskraft som det ofte sker i USA med de skadevirkninger det har når f.eks. en landbrugsmedhjælper skal lege terapeut, så er dagsprisen som før nævnt 7.000 kr. pr. indsat.

Så kan der ikke findes en billigere løsning?

Jo, selvfølgelig kan der det. Det vigtigste våben imod ungdomskriminalitet er kommunerne. De kan se problemerne komme lang tid i forvejen. De ved i halvdelen af tilfældene at der er noget galt i børnehavealderen. Men de skal have hjælp til at etablere bofælleskaber for unge familier, så man via tvang kan tvinge hele familien i behandling, men de skal også have hjælp til at etablere nogle lokale foranstaltninger man kan dømme unge til at udføre i lokalområdet fremfor at fjerne dem.

Vi vender tilbage til disse myter om danske fængsler som hoteller. I langt de fleste tilfælde er det forældrene der ødelægger de unges respekt for samfundets hårdeste sanktion, men hvis en af de unge kommer hjem på orlov fra en institution så vil denne selvfølgelig ikke tabe anseelse ved at fortælle at det er hårdt. Så er det at der fokuseres på de positive ting, der findes. Er hjemmet alkoholisk eller præget af sygdom, så kan det godt være at den samlede pakke på institutionen er bedre end forholdene i hjemmet, men generelt har den unge oplevet tiden udenfor hjemmet som hård.

Men hvad om man tog de små ting som alle kriminelle løbebaner starter med og gav dem en seriøs behandling, der består af et forløb i en domstol hvor at den unge kan komme til orde og konsekvensen også blev en sanktion som skulle udføres i fuld offentlighed lokalt? Ville det ikke sætte større respekt om loven? Der er ikke længere nogle muligheder for mytedannelser. Vi må regne med at de unge der står i dette vadested ofte har mistet troen på de voksne. De forholder sig kritisk til hvad de hører. Vi kan fortælle dem alt hvad vi har lyst til om hvorvidt at fængsler er barske. De lukker af. Derfor må de se sanktionerne blive udført i stedet. Hvis de kan se unge fra deres egen by f.eks. udgrave regnvandsbassiner, male legeredskaber nede på skolen, overmale grafitti eller arbejde på genbrugsstationen så kan de se en umiddelbar konsekvens af lovovertrædelser.

Vi burde også overveje at forholde os til de unges mentale udvikling. Deres hjerner er ikke færdigudviklede. De kan ikke tænke langsigtet som voksne. De tænker i nuet. Så drop betingede domme. Straksafregn de enkelte lovovertrædelser med samfundstjeneste og drop desuden straffeattesten så snart at samfundstjenesten er udført så de unge kan se en gevinst ved at gøre dette arbejde færdig.

En typisk sag fra denne uges medier er at finde i Svenborg området. Under overskriften En 14-årig dreng skal mandsopdækkes finder man en historie om en dreng der overfalder ældre. En relateret artiklen rummer sætningen.

B opsøger gerne - sammen med andre - de svageste beboere i boligkvarteret Byparken.

Spørgsmålet man som læser stiller sig er: Hvem er "andre"?

B som drengen benævnes er med andre ord blevet negativ forbillede for andre unge. Når han kommer på hjemmebesøg så er det som helt. Vi kender ikke drengens opvækstbetingelser. Måske er opholdet hårdt for ham. Måske er det en forbedring i forhold til forholdene i hjemmet. Faktum er at han selvfølgelig ikke røber fakta overfor kammeraterne og nu følger de ham så rundt på røvertogter for at få accept i denne omgangskreds.

Løsningen som kommunen har valgt er anbringelse til typisk 50.000-100.000 kr. om måneden. Nu overvejer man at flytte ham længere væk uden at det dog kan medføre en udgiftsforøgelse. Hvad værre er at samfundet for at ofrene kunne føle retfærdighed burde have krav på at resten af ungdomsbanden sendes væk på samme måde, men så taler vi om 10-15 gange dette beløb og det kunne man næsten drive en kostskole for hvis man anlagde den i en tilstødende lokale til kommunens familiecenter og brugte personalet der i forvejen arbejder i kommunen til at håndtere de anbragte børn også.

Istedet kunne man have valgt en anden løsning, som kræver en ændring af domstolssystemet og omlægning af børnechecken fra at være en gratis ydelse til en ydelse de unge kan få, hvis de yder et stykke arbejde:
  • Man kunne lade politiet udføre deres opklaringsarbejde som de plejer. Dog kan man indføre et hotline nummer som forældre kan bruge, hvis de bliver vidne om at deres børn har deltaget direkte eller inddirekte til en forbrydelse og de vil sikre deres barn en blank straffeattest efter at den pådømte straf er afsonet.

  • De unge som tilstår deres andel kan få lov til at få foretræde foran en ungdomsdomstol af unge der tjener til deres børnecheck ved at levere nogle timers arbejde som jury-medlem, forsvarer, anklager eller dommer. Denne børnedomstol drives med vejledning af professionelle jurister og personale fra kommunens familieafdeling. De voksnes opgave er at sikre at de dømte sanktioner er rimelige i forhold til de begåede forbrydelser. Den anklagede skal tage ansvar for sine egne handlinger. Sanktionerne kan kun bestå af opgaver, der skal klares i lokalsamfundet og en straffeattest slettes når sanktionerne er udført. Domstolen kan ikke idømme frihedsberøvelse. Parallelt med udførelsen af den dømte sanktion indvilliger familien i at åbne dørene for en kommunal familie coach i den periode som kommunen finder nødvendig.

  • De unge som ikke tilstår deres andel vil få deres sag bedømt af enten det sociale system eller domstolssystemet som idag. Her kan anbringelse udenfor hjemmet komme på tale.
De unge skal have nogle nye muligheder. De skal kunne bede om accelereret afsoning. D.v.s. at de kan vælge frivillig anbringelse på en kommunal efterskole, en kommunal Boot Camp udformet ferielejr, eller en bande-exit plan som kunne bygge på en dansk udgave af det genoptræningsprogram som drives af det amerikanske hjemmeværn. D.v.s. at vil de unge have struktur i deres liv, så skal samfundet kunne tilbyde dem nogle løsninger.

Hans kommentar er en eksempel på at vi ikke utraditionelt og åbner for at vi bliver en førende nation indenfor lov og orden. At gøre et fængselophold til en barskere oplevelse for at afskrække er forsøgt andre steder og det virker ikke.

Unge oplever fængsel som afslapning (Berlingske Tidende, 3. nov 2009)
DF: Fængsler skal ikke være ferie (Berlingske Tidende, 3. nov 2009)
14-årig dreng skal mandsopdækkes (Fyens Stiftstidende, 2. nov 2009)
Ungdomsdomstolen (Retsreform nu)
Før-efterskole (Retsreform nu)
Hjemmeværnsudfordringen (Retsreform Nu)