Intentionerne er gode, men ....

Her til morgen kan man i Jyllandsposten læse at de unge kan begå den første lovovertrædelse gratis, men laver de så en mere indenfor 3 år fra at de har fået deres dom vil begge lovovertrædelser optræde på straffeattesten.

Ren straffeattest til unge kriminelle, Jylland-posten

Der er kun et problem med dette forslag. Det arbejder fuldstændig imod den måde som en teenagehjerne fungerer på. Den kendetegner alt hvad der er galt med vores retssystem når det skal bruges ved unge klienter.

Primært tænker unge kortsigtede. De lever i nuet. Forskning viser at de dele af hjernen som sørger for at langsigtede konsekvenser af en given handling medindrages i beslutningsgrundlaget slet ikke er fuldt udviklet før at de unge er 18-20 år.

Man risikerer at de unge konkluderer at hvad der skulle være en ny chance bliver opfattet som om at der ikke er en konsekvens ved at bryde loven.

At give de unge ren straffeattest mod at holde sig ude af kriminalitet i 3 år grænser til respektløshed imod de unge. Det er en ting. Men det er også respektløs overfor ofrene. Vi må ikke forglemme at hver eneste lovovertrædelse også har mindst et offer.

Forslaget undrer idet at dagens unge i en del tilfælde når at oparbejde et to-cifret antal forhold før at deres sag får en endelig får en afgørelse. I rigtig mange sager oplever de unge, deres pårørende og de sagsbehandlere, der har arbejdet med dem og som har rettet dem op siden at lovovertrædelsen fandt sted, at fortiden indhenter den unge som er et helt andet menneske når dommen falder måneder eller år efter at forholdet fandt sted.

De unge lever i overhalingsbanen. Det går rigtig stærkt når det går galt, men det kan også gå rigtig stærkt med at rette dem op, hvis kommunen går ind og retter på de ofte ganske få faktorer, der skubbede de unge ud på et sidespor. Dagens retssystem passer ikke til det tempo de unge lever i.

Jeg vil kritisere dette forslag for at det ikke er det rette for de unge. De skal som hovedregel ikke have en straffeattest, men beslutningen om hvorvidt at de skal have det skal være baseret på deres evne til at udføre de opgaver, som retten pålægger dem ved hver eneste lovovertrædelse de laver.

Dvs. laver de unge lovovertrædelser skal de hurtigt for en domstol, som vil idømme dem nogle opgaver de skal løse. Opgaver som vil kræve tankevirksomhed eller fysisk arbejde, hvor at det måtte være passende i forhold til den begåede lovovertrædelse.

Når opgaverne er udført, så nulstilles straffeattesten. Derved så lærer de unge at lovovertrædelser ikke betaler sig og håndhævelsen af loven ser under hensyn til de mentale ressourcer de unge besidder.

Kære Folketing. Motivet bag dette lovforslag er ældet, men det bakkes ikke op af videnskablige fakta. Det risikerer at sende det forkerte forslag. Kort sagt: Om igen.

Peter Skaarup fortolker en artikel forkert

I Berlingske Tidende kan man læse at unge mennesker ikke finder at et fængselsophold er en straf. Som svar på denne information vil Peter Skaarup se på om man ikke kunne gøre fængslerne mindre komfortable.

Nu er det sådan at selvom at jeg ikke har boet i et fængsel på noget tidspunkt i mit liv, så har jeg haft berøring med kriminalforsorgen som IT-leverandør.

Fængsler er ikke hoteller. De er ikke rare steder at opholde sig. Hver eneste gang at en politiker eller en kendt person har været tvunget i fængsel, så hører man ikke om hvor godt at de har haft det, kun om deres lidelser. Jeg nævner i flæng Kurt Thorsen, Peter Brixtofte og Klaus Riskær. Vi taler om risiko for overfald af medfanger, nedslidte omgivelser og manglende motion. Oven i dette stress over at være spærret inde. Hvis Folketingets politikere gav sig selv et frivilligt ophold for at se hvad vi byder vores medborgere, som de på trods af deres lovovertrædelser stadig er, så ville de være overbevist om at indespærring er en straf uanset om der er gulvhaner eller betongulv.

Men selvfølgelig kan virkeligheden udenfor fængslet være så meget slemmere at det at komme i fængsel føles som en lettelse. Det er en af de budskaber som ligger i artiklen. Vi taler om nogle unge, der ikke har mødt grænser og det er et problem uanset om det er gjort som følge af forældrenes manglende evner eller i bedste mening når forældrebibelen "Det kompetente Barn" er blevet overfortolket. Når de unge kommer fra kaos til orden, hvor at andre tager beslutninger for dem som de alt for tidligt har måttet tage stilling til, så trives de. Men det ændrer ikke på at det er et fængsel.

Artiklen leverer også en anden interessant oplysning. Institutioner er hårdere mentalt for de unge end fængsler. De så som ofte så udskældte pædagoger gør noget ved de unge som de unge finder mere udfordrende og derfor også ubehagelig end nok så mange fængselsbetjente. De kræver forandring! Alle som har haft en problem i deres liv og som frivilligt har prøvet at gøre noget ved det ved at det er en hård proces. Vi har alle lyse og mørke sider. Vi har egenskaber vi finder mindre behagelige og hvor at det kan være som at åbne Pandoras æske at dykke ned i disse egenskaber. Når det så ovenikøbet bliver gjort med tvang så kan det i nogle tilfælde medføre personens mentale destruktion hvis det bliver gjort forkert.

For år tilbage var der opmærksomhed i BT på institutionen Solhaven i Nordjylland, hvor at man netop aktivt for ca. 7.000 kroner om dagen går ind og presser forandring igennem. Forsøg på fysisk magtanvendelse fra de unges side er der forventelig, hvilket de fleste også ville forsøge hvis de fik at vide at f.eks. en blindtarmsoperation skulle foretages på dem uden bedøvelse. De unge finder sjælden påtvungne forandringer positive. I USA findes der idag flere foreninger af nu voksne mennesker der har fået deres liv ødelagt af påtvungen terapi og selvmordsraten er beviselig høj.

Så Peter Skaarup burde istedet se på hvad de unge finder hårdt og så oprette flere pædagogiske institutioner, hvis han mener at de unge ikke skal holde ferie. Der er dog et men! Det største problem med lukkede institutioner er prisen. Hvis et sted ikke skal befolkes af billig importeret arbejdskraft som det ofte sker i USA med de skadevirkninger det har når f.eks. en landbrugsmedhjælper skal lege terapeut, så er dagsprisen som før nævnt 7.000 kr. pr. indsat.

Så kan der ikke findes en billigere løsning?

Jo, selvfølgelig kan der det. Det vigtigste våben imod ungdomskriminalitet er kommunerne. De kan se problemerne komme lang tid i forvejen. De ved i halvdelen af tilfældene at der er noget galt i børnehavealderen. Men de skal have hjælp til at etablere bofælleskaber for unge familier, så man via tvang kan tvinge hele familien i behandling, men de skal også have hjælp til at etablere nogle lokale foranstaltninger man kan dømme unge til at udføre i lokalområdet fremfor at fjerne dem.

Vi vender tilbage til disse myter om danske fængsler som hoteller. I langt de fleste tilfælde er det forældrene der ødelægger de unges respekt for samfundets hårdeste sanktion, men hvis en af de unge kommer hjem på orlov fra en institution så vil denne selvfølgelig ikke tabe anseelse ved at fortælle at det er hårdt. Så er det at der fokuseres på de positive ting, der findes. Er hjemmet alkoholisk eller præget af sygdom, så kan det godt være at den samlede pakke på institutionen er bedre end forholdene i hjemmet, men generelt har den unge oplevet tiden udenfor hjemmet som hård.

Men hvad om man tog de små ting som alle kriminelle løbebaner starter med og gav dem en seriøs behandling, der består af et forløb i en domstol hvor at den unge kan komme til orde og konsekvensen også blev en sanktion som skulle udføres i fuld offentlighed lokalt? Ville det ikke sætte større respekt om loven? Der er ikke længere nogle muligheder for mytedannelser. Vi må regne med at de unge der står i dette vadested ofte har mistet troen på de voksne. De forholder sig kritisk til hvad de hører. Vi kan fortælle dem alt hvad vi har lyst til om hvorvidt at fængsler er barske. De lukker af. Derfor må de se sanktionerne blive udført i stedet. Hvis de kan se unge fra deres egen by f.eks. udgrave regnvandsbassiner, male legeredskaber nede på skolen, overmale grafitti eller arbejde på genbrugsstationen så kan de se en umiddelbar konsekvens af lovovertrædelser.

Vi burde også overveje at forholde os til de unges mentale udvikling. Deres hjerner er ikke færdigudviklede. De kan ikke tænke langsigtet som voksne. De tænker i nuet. Så drop betingede domme. Straksafregn de enkelte lovovertrædelser med samfundstjeneste og drop desuden straffeattesten så snart at samfundstjenesten er udført så de unge kan se en gevinst ved at gøre dette arbejde færdig.

En typisk sag fra denne uges medier er at finde i Svenborg området. Under overskriften En 14-årig dreng skal mandsopdækkes finder man en historie om en dreng der overfalder ældre. En relateret artiklen rummer sætningen.

B opsøger gerne - sammen med andre - de svageste beboere i boligkvarteret Byparken.

Spørgsmålet man som læser stiller sig er: Hvem er "andre"?

B som drengen benævnes er med andre ord blevet negativ forbillede for andre unge. Når han kommer på hjemmebesøg så er det som helt. Vi kender ikke drengens opvækstbetingelser. Måske er opholdet hårdt for ham. Måske er det en forbedring i forhold til forholdene i hjemmet. Faktum er at han selvfølgelig ikke røber fakta overfor kammeraterne og nu følger de ham så rundt på røvertogter for at få accept i denne omgangskreds.

Løsningen som kommunen har valgt er anbringelse til typisk 50.000-100.000 kr. om måneden. Nu overvejer man at flytte ham længere væk uden at det dog kan medføre en udgiftsforøgelse. Hvad værre er at samfundet for at ofrene kunne føle retfærdighed burde have krav på at resten af ungdomsbanden sendes væk på samme måde, men så taler vi om 10-15 gange dette beløb og det kunne man næsten drive en kostskole for hvis man anlagde den i en tilstødende lokale til kommunens familiecenter og brugte personalet der i forvejen arbejder i kommunen til at håndtere de anbragte børn også.

Istedet kunne man have valgt en anden løsning, som kræver en ændring af domstolssystemet og omlægning af børnechecken fra at være en gratis ydelse til en ydelse de unge kan få, hvis de yder et stykke arbejde:

• Man kunne lade politiet udføre deres opklaringsarbejde som de plejer. Dog kan man indføre et hotline nummer som forældre kan bruge, hvis de bliver vidne om at deres børn har deltaget direkte eller inddirekte til en forbrydelse og de vil sikre deres barn en blank straffeattest efter at den pådømte straf er afsonet.
  
  
• De unge som tilstår deres andel kan få lov til at få foretræde foran en ungdomsdomstol af unge der tjener til deres børnecheck ved at levere nogle timers arbejde som jury-medlem, forsvarer, anklager eller dommer. Denne børnedomstol drives med vejledning af professionelle jurister og personale fra kommunens familieafdeling. De voksnes opgave er at sikre at de dømte sanktioner er rimelige i forhold til de begåede forbrydelser. Den anklagede skal tage ansvar for sine egne handlinger. Sanktionerne kan kun bestå af opgaver, der skal klares i lokalsamfundet og en straffeattest slettes når sanktionerne er udført. Domstolen kan ikke idømme frihedsberøvelse. Parallelt med udførelsen af den dømte sanktion indvilliger familien i at åbne dørene for en kommunal familie coach i den periode som kommunen finder nødvendig.
  
  
• De unge som ikke tilstår deres andel vil få deres sag bedømt af enten det sociale system eller domstolssystemet som idag. Her kan anbringelse udenfor hjemmet komme på tale.

De unge skal have nogle nye muligheder. De skal kunne bede om accelereret afsoning. D.v.s. at de kan vælge frivillig anbringelse på en kommunal efterskole, en kommunal Boot Camp udformet ferielejr, eller en bande-exit plan som kunne bygge på en dansk udgave af det genoptræningsprogram som drives af det amerikanske hjemmeværn. D.v.s. at vil de unge have struktur i deres liv, så skal samfundet kunne tilbyde dem nogle løsninger.

Hans kommentar er en eksempel på at vi ikke utraditionelt og åbner for at vi bliver en førende nation indenfor lov og orden. At gøre et fængselophold til en barskere oplevelse for at afskrække er forsøgt andre steder og det virker ikke.

Unge oplever fængsel som afslapning (Berlingske Tidende, 3. nov 2009)

DF: Fængsler skal ikke være ferie (Berlingske Tidende, 3. nov 2009)

14-årig dreng skal mandsopdækkes (Fyens Stiftstidende, 2. nov 2009)

Ungdomsdomstolen (Retsreform nu)

Før-efterskole (Retsreform nu)

Sommer Boot Camp / Nationalt hjælpekorps (Retsreform Nu)

Hjemmeværnsudfordringen (Retsreform Nu)

Som sædvane forstår kommunerne ingenting

Nu vil kommunerne lukke de sikrede institutioner. De mener at de får for lidt for de ca. 7.500 kr. om dagen det koster at have de unge der.

I stedet foreslår de at de unge skal tage ud i ødemarken med en jægersoldat eller anden erfaren person, som skulle give dem nye input.

De forstår ingenting.

Man kan ikke forvente positive resultater ved hver sag, når vi er derude, hvor at indespærring er eneste option. På den wiki-database som jeg driver i samarbejde med nogle Amerikanere, så har vi registreringer om næsten 1.000 afsonings-/rehabiliterings-sytemer. Konklusionen er at de virker dårligt uanset om vi indespærrer folk ude i en skov, på efter efterskole med hegn omkring eller ej, i et fængsel eller i en boot camp.

En overlevelsestur, som i USA markedsføres som ”vildmarksterapi” for at retfærdiggøre en dagspris på 400 dollars virker i øvrigt på en anden målgruppe, nemlig et menneske som er fanget i dagligdagens stress suppleret med lidt misbrug af alkohol- eller stoffer. Et sådan menneske bør som os alle hive stikket ud og få skoven til at virke som en mur. En mur som holder dem væk fra misbruget, men så sandelig også en mur, som holder den grumme virkelighed væk fra dem. Men opholdet bliver kun en succes, hvis personen er indstillet på forandring for der skal arbejdes hårdt på det personlige plan, fordi at når skoven forlades så venter samme sociale forhold derhjemme. Dvs. de samme faktorer som forårsagede misbruget vil trofast vente på den afgiftede person.

Vi skal have disse overlevelsesture, men de skal drives af offentlige misbrugscentre og de enkelte unge skal have en voksen fra husstanden med, så der er en voksen der kan coache når de kommer hjem til alle fristelserne.

Nok om overlevelsesture. Hvad kan vi gøre for at fjerne presset fra de sikrede ungdomsinstitutioner og stoppe praksis med at sende unge i voksenfængsel hvilket er på kant med internationale konventioner som vi har skrevet under på?

Der hvor at der skal sættes ind er i kommunerne og de skal have nogle flere værktøjer og penge til løfte opgaven, men de skal også have hjælp.

En hjælp som de skal have af befolkningen. Vi har brug for en generation af mennesker som skal have en større forståelse af de konsekvenser der sker af deres handlinger og hvilke parametre som ligger til grund for en dom fra vores retsvæsen. Der har aldrig været større afstand mellem befolkningen og domstolene.

Vores magt er tredelt og i pensum for en ungdomsuddannelse bør kendskab til aktuelle sager, deres behandlinger og resultater medgå. Alle der har modtaget undervisning ved at den undervisning som virker bedst er den undervisning som er ”hands-on”. Derfor bør vi rekruttere de unge til at afgøre sager med unge på anklagebænken. Sager hvor vi taler om butikstyveri, vandalisme og mindre slagsmål.

Og der er rigeligt at tage af. Vi kan blot gå til den nærmeste folkeskole og finde eksempler på både vandalisme og vold. Ja selv lærerne får tæv. Der skal simpelthen indføres en slags værnepligt for unge, der trækker frinummer til forsvarets dag. Trækkes der frinummer, så skal man enten være jury-medlem i 5 sager eller være forsvarer eller anklager i 2 sager. Møder kvinder ikke op til forsvarets dag, så er det deres værnepligt.

Men at få en masse mennesker til at dømme er ikke nok. Vi har også brug for at gøre brug af moderne konsekvenser og en kommunal kriminalforsorg:

Et fælles træk for mange unge voldspersoner er at de mangler empati. Der er sket et svigt et sted, hvor at 10-24 måneders ventetid på en paragraf 50 rapport som i princippet skal laves før at der kan ske sociale tiltag heller ikke har gjort sagen bedre. En fast bestanddel af en dom ved en domstol for unge bør derfor være at sige undskyld. Først og fremmest undskyld til den part som det er gået ud over, men også undskyld til gerningspersonens egne forældre, da vi taler om at vise de unge hvor mange at deres handlinger egentlig rammer.

Sekundært så skal domstolen sørge før at de unge fastholdes i deres netværk. Langt de fleste unge er velfungerende mennesker og alle har i deres netværk positive rollemodeller. Det er ikke ensbetydende med at unge skal fastholdes i eget hjem for enhver pris, men vi må indføre et opgør med trafikken til et opholdssted i den anden del af landet. Opholdsteder som for størstedelen godt nok gør et godt og solidt arbejde, men der er også steder hvor at stedet drives af en psykoanalytiker med to aftenskoletimer som deres uddannelsesgrundlag. Der er ingen landsdækkende standard for hvad der forventes af et opholdssted eller et behandlingshjem, hvilket har vist sig at være en ladeport på vid gab for diverse halvreligiøse aktører og deciderede plattenslagere. I stedet skal hver kommune have sin efterskolelignende institution, hvor at den sociale indsats overfor beboerne så forstærkes med de kræfter som er i den lokale familieafdeling, der kender beboerne i forvejen.

Når de skal holdes i lokalområdet kan man bruge konsekvenser som samfundstjeneste. Vi taler om at fjerne affald, forhøje støjvolde og diger eller fordybe overløbsbassiner i teams, så de lærer at samarbejde. Disse teams kunne suppleres med velfungerende unge, som så skulle modtage betaling for deres arbejde. Vi ved at uanset hvordan at vi samler vanskelige unge, så skaber vi en negativ synergi, når det sker. Der vil være sager, hvor at konsekvensen kunne blive blødere f.eks. i form af at skulle tage ned i en børnehave og læse historier for børn, hvis vi taler om f.eks. butikstyveri begået at et ungt menneske som egentlig vil have hjælp. Hjælpen skal gives, men konsekvensen skal stadig være der for at sende et signal om døren til hjælpen står åben uden at der skal begås kriminelle handlinger.

Der er selvfølgelig unge som ikke skal færdes ude om natten, hvis de skal passe deres uddannelse og et offer for gadevold skal heller ikke kunne møde sin voldsmand på gaden. Derfor må vi supplere med såkaldt geo-fencing, som er en GPS-fodlænke der kodes til at den unge kan færdes indenfor et område som rummer hjem, skole, arbejde og fritidsaktivitet, men også et område som kan blive mindre forskellige tidsrum f.eks. når samfundet dikterer at den enkelte unge skal motiveres til 8 timers søvn. Hvis den unge piller fodlænken af eller forsømmer opladning, så koster det en overnatning i den lokale detention første gang, to overnatninger anden gang osv. Budskabet vil sive ind.

Det er i øvrigt ikke kun den dømte som skal behandles. Ved enhver dom skal der kobles et team af to familievejledere på de enkelte familier. Et sådan team kan betjene 10 familier og det er således langt billigere end at indespærre en person. De skal kunne trække på en social- og sundhedshjælper, hvis det drejer sig om mangel på basal struktur i hjemmet i form af rengøring eller madlavning.

Sidst og ikke mindst bør en konsekvens rumme et element af at de dømte selv skal være jurymedlemmer når de øvrige konsekvenser er afsonet. Der skal være en gulerod. Hvis de dømte udfører deres konsekvenser, så er straffeattesten blank. Mennesker begår af natur fejl, men hvis de angrer deres gerninger og udfører pålagte opgaver, så skal vi i et kristent samfund kunne tilgive.

Et tilbagevendende spørgsmål er den kriminelle lavalder. Indfører vi en kommunal kriminalforsorg med en målsætning om at unge helst skal afsone i lokalområdet, så kan denne godt sænkes. I dag risikerer de at spørgsmål om deres tvangsfjernelse afgøres af yngstemand på socialkontoret jf. Politiken.

Ved at have nogle effektive stopklodser før at vi taler om at indespærre unge på sikrede institutioner, så vil vi få lige så få indsatte sådanne steder som i de andre nordiske lande. Vi er dem som fængsler flest unge i norden i forhold til landets befolkning.

Siden årtusindeskiftet har det handlet om at vi har kopieret USA’s strategi fra 1900’erne om at vi skal straffe hårdt. I USA har man indset skadesvirkningerne af et årti, hvor at man forsøgte sig med at fængsle sig ud af problemerne og man er i gang med at rette op med mange tomme ungdomsfængsler til følge.

Vi er ikke kommet så langt ud. Vi kan vende skuden.

Men det kræver at kommunerne og ikke mindst staten, der sidder på pengene følger eksperternes råd som alle siger det samme på verdensplan i stedet for at forfalde til hvad der kan sælges som et populært budskab på fjernsynet i form af 5 minutters forargelse.

Er dette muligt eller styrer hensynet til taburetkløen for meget?

Kilder:

Kommuner, Luk institutionerne (TV2)

Børn bøder for socialrådgivernes svigt (Politiken)

Danske unge sidder oftere bag tremmer (Urban)

Forældres økonomiske ansvar

Andre steder er det allerede forsøgt at påtvinge forældre mere ansvar. Det har medført et boom af private halv religiøse genopdragelseslejre og i nogle tilfælde er børnene helt opgivet af forældrene for at beskytte resten af familien imod økonomiske forpligtelser som følge af børnene handlinger:

Older Children Abandoned Under Law for Babies, (New York Times)

Særligt hårdt ramt er Nebraska, som har en lov der skulle sikre babyer mod at bliver fundet døde rundt som det sker her i landet. Her kan unge mødre aflevere deres nyfødte uden videre spørgsmål. Det er den lov som forældrene nu benytter sig af.

Andre steder har man også forsøgt sig med særdeles hårde straffe for ungerne handlinger. En af de mest absurte eksempeler er nok Elisa Kelly som blev idømt 8 års fængsel for at have holdt en fødselsdagsfest for hendes 16 årige søn med alkohol.

Loven i staten som til forveksling ligner noget fra de mørkeste steder i mellemøsten er ganske klar (Virginia Alcohol Laws and Parental Responsibility). Forældrene skal agerer politibetjente og de skal om nødvendige fængsle deres afkom preventivt på en efterskole for at undgå forældre ansvar hvis afkommet drikker. I staten Illinios strækker dette ansvar sig til afkommets 21'ende år, hvis det nu voksne og myndige afkom er hjemmeboende eller på besøg i hjemmet (USE IT & LOSE IT -> Parental Responsibility) . Det er ikke bare bøde, det er fængselsstraf, vi taler om.

Danmark - Hvad vil vi med loven?

Det altafgørende spørgsmål er om vi i Danmark tillader forældrene at ansvarsfraskrive ved at sende barnet væk til en efterskole, et ophold i Faderhuset eller til Sudan på Koran skole, så de overtager ansvaret. Ret mange forældre er begge to udearbejdende og siden dobbeltindkomstsamfundets introduktion, så er der ikke længere samme føling med hvad børnene går rundt og laver.

Vælger politikerne at ansvarsfraskrivning ved brug af privat fængsling ikke skal være en mulighed, så opnår vi samme situation som i de ovennævnte stater. Forældre vil forsøge at dumpe børnene på det offentliges dørtrin, hvorefter at det så er skatteborgerne, som må stå for. Det er ikke blot en teori. Det er desværre beviseligt og testet. Nogle vil så hævde at danske forældre ikke vil reagere sådan - at de elsker deres børn. Faktum er bare at tallene er stigende selv uden denne nye lovgivning. Berlingske Tidende kunne allerede sidste år fortælle om denne tendens.

Vi må spørge os selv om hvad vi vil med loven og om vi skal forlænge barndommen kunstig. Allerede idag er børn erstatningsansvarlige i en ung alder. Når det vurderes at de er i stand til at skelne imellem rigtig og forkert, så fanger bordet. Så kommer de nogle gange til at hænge på en gæld, som de skal afdrage på i voksenlivet.

Hvor er det personlige ansvar henne?

En gang for længe siden havde man et slogan som lød "Frihed under ansvar". Hvad blev der af dette. Danske unge har meget frihed, men hvornår skal de lære noget om ansvar?

Kunne man ikke vende tingene om og inddrage de unge i deres egen situation tidligere? Dvs. at den 12 årige efter pågribelsen kan få nogle jævnaldrene til at se på vedkommendes sag og føre disse argumenter frem imod nogle andre unge som repræsenter staten for derefter at lade en gruppe unge bestemme en konsekvens.

Det virker jo andre steder og de steder hvor at det såkaldte "Peer Court" princip bruges, så er tilbagefald til ny kriminalitet lille.

Vi må spørge os selv om hvorvidt at fremtidens unge er parate til at gå ind i voksenlivet og tage ansvar for samfundets videre drift, hvis de har fået påtvunget curlingforældre af staten indtil deres 18'ende leveår.

En tragedie under opsejling ?

Imens at nationen beskæftiger sig med om en dreng, der slog et andet menneske ihjel på bestialsk vis, så lærer man ikke den vigtigste lektie fra denne sag, nemlig at denne tragedie var under opsejling i årevis.

Nu har bloggens redaktør så valgt at tage spåkuglen frem og vil forudse endnu en tragedie.

Vi taler om to unge menneskers opførelse på en Q8-station i Frederikssund.

Drenge amok på Q8, Frederikssunds Avis
13-årig lagt i håndjern, Frederikssunds Avis

Den ene blev af personalet mistænkt for at ville stjæle alkohol og det udviklede sig til en masse uro, hvor at politiet til sidst ikke havde andre muligheder end at putte vedkommende i håndjern.

Så bliver de kørt på stationen, hvorefter at de overgives til de sociale myndigheder.

Her stopper historien så eller hvad?

Nej, det gør den ikke for den unge har lært at der tilsyneladende ingen konsekvens er eller også er han blot blevet bekræftet i dette idet at det også står:

Steffen Thomsen oplyser desuden, at drengen er særdeles godt kendt af politiet for tyverier og vold.

Der er ingen som har lyttet til drengen, men der er heller ingen som har udsat denne dreng for en intervention. Lad mig slå fast. Denne dreng er ikke kriminel! Det er en dreng, som har nogle problemer, der får ham til at begå kriminelle handlinger.

Der er en forskel. Den kriminelle er en person, som selv opfatter sig som kriminel og som accepterer samfundets stempling af sig selv i en sådan at livet tilrettelægges efter det billede at personen har af sig selv. Gud nåde og trøste samfundet i det øjeblik at et ungt menneske først får denne selvopfattelse og begynder at forsøge at leve op til det.

Hvad skulle man gøre?

Jo, behovet for en intervention er umiddelbar, så sagen kan gennemgås. Gruppen af unge, der stod udenfor og han så åbenlyst skulle spille op til, skulle også stævnes. Situationen trænger til at blive analyseret - for alle parter.

Ikke kun de to drenge i butikken, men også de unge udenfor, bærer en del af ansvaret for at sætte disse begivenheder i gang. Vi så det med den tragiske sag fra Roskilde, hvor at en ung mand drak mørtel, umiddelbart for at vinde et væddemål. Men den økonomisk vinding er ikke den dybereliggende årsag. Skolen var lige startet på skoleåret, en masse unge mennesker skal finde deres plads i hakkeordenen, så en ung mand tog en chance for at blive respekteret og set op til. Han tabte!

Tilbage til sagen i Frederikssund: Den Bacardi-rom den unge mand muligvis var ved at stjæle skulle nok have været nydt i kammeraternes selskab. Det at hente den i butikken i stedet for blot at købe den hvilket desværre er ulovligt, skulle have været hans manddomsprøve og en genvej til at etablere en vis status i gruppen.

Så gruppen udenfor har et ansvar, som den måske ikke er bevidst om. Derfor burde medlemmerne være stævnet, så de få klarhed over hvad de har sat i gang. Om de bør ifalde et egentlig strafansvar må komme an på omstændighederne. Det vigtigste er at de forlader domstolen med en viden om at man kan starte et stenskred ved at sparke til en lille sten.

Hvad så med de to unge, som blev arresteret?

De skulle tilbydes en handel: De kan stå frem foran en ungdomsdomstol og give deres version af sagen og acceptere den kendelse, som juryen, der skulle bestå af jævnaldrene, måtte komme frem til. Hvis de bliver kendt skyldig, så ville en passende konsekvens være

1) undskyldning til tankens personale, forældrene og de betjente, som de gjorde så voldsom modstand imod at det var nødvendigt at sætte håndjern på dem.
2) et stykke manuelt arbejde. Varigheden afhænger af hvad de bliver kendt skyldige i. Det kan være fjernelse af affald på et offentlig område, måske ligefrem ved tanken.
3) deltagelse som jurymedlem ved en kommende retssag når konsekvenserne er overstået for at markere at de har betalt deres gæld tilbage til samfundet og de derfor tiltros en vigtigt hverv.

Det kan være at det tribunal af unge, som skal forestå høringen vil spørge ind til hvorfor at de finder det nødvendigt at drikke før konfirmationen. De vil blive spurgt om de selv tror at de har et problem. Hvis disse drenge finder det mod at erkende et eventuelt misbrug, så kan den del af deres konsekvens, som handler om manuelt arbejde for en del bruges på afgiftning og efterfølgende behandling. Det vil ikke være en ferie, men hårdt arbejde. Hvis de ikke finder det mod, så skal de heller ikke presses idet at man nok kan trække en hest til truget, men man kan ikke få den til at drikke. De kan kun løse et problem, de selv erkender. Så må de nøjes med en almindelig konsekvens. Mange mennesker går i årtier med et problem og her må man blot acceptere at folk skal ramme bunden før at tingene vender.

Hvad hvis de ikke vælger at tage imod tilbuddet? Ja, så er spørgsmålet om man kan finde det forsvarligt at de forsat skal bo i hjemmet. Samfundet har set, hvad der skete i Aalborg. En mand døde før at man greb ind. Det bør ikke ske igen. Det vil dog altid være den næstbedste løsning og derfor må vi som samfund komme frem til at vi skal have et system, som sikrer at de unge under 15 år også kan få lov til at tale deres sag ved en domstol, som udover at bedømme deres handlinger også sikrer dem en retssikkerhed.

Men måske er samfundet blevet for hårdt presset og har ikke længere overskud til at forebygge. Måske er det eneste vi kan mande os op til at diskutere hævn.

Når 6 millioner kroner IKKE er for meget.

Seks millioner for en anbragt, Nordjyske, 25 maj 2008

Artiklen er lavet for at provokere og det er helt i orden.

Reaktionerne er da heller ikke udeblevet og der er med det samme forslag om at finde på andre og billige løsninger. Løsninger, som ligger mindre vægt på det medmenneskelige og mere vægt på straf.

Men nu har jeg på min side Secret prisons for teens (link) en register over utrolig mange amerikanske løsninger - også en for unge med manglende empati. Dem behandler man bla. med aversions terapi dvs. at de render rundt med en rygsæk med batterier og så kan plejerne efter behov trykke på en fjernbetjening, hvorefter at de får et chok som sender dem i gulvet. Derved lærer de at vælge rigtig fra forkert. Læs mere her: School of Shock (link)

Er det billigere? Ikke marginal.

Er det umenneskelig? De fleste vil mene det.

Der var sikkert også nogen som så udsendelsen: De mishandlede børn på DR2 igår. Den handler også om genopdragelse, blot hos den amerikanske efterskolekæde WWASP.

Er det billigere? Det koster 3.000 dollars pr. måned.

Er det et umenneskelig system? De fleste vil mene det.

Et eller andet sted så vil der være mennesker, som kræver speciel dyr behandling. Vi kan vælge at give dem det eller putte dem i fængsel til 55.800 kr. pr. måned jvf. kriminalforsorgens egne tal.Problemet med fængsel er at de så stadig er syge, når de kommmer ud, er voksne og har flere kræfter.

Er der så slet ingen ting, som vi kan gøre? Jo, for da jeg byggede "Secret Prisons for Teen", så fandt jeg hurtigt ud af at der må alternativer til for ellers vil det bare være en stor omgang Tudemarie.

Disse alternativer er at lære på hjemmesiden "retsreform nu" (link).

Det handler om at lære de normale, men grænsesøgende børn at der konsekvens som følge af enhver handling og da ingen kan spå hvilke børn som bliver grænsesøgende, så handler det om at få alle ungerne med i processen og vise dem ting istedet for at fortælle dem om ting.

Hvor mange gange er fængsler af dem almene danske befolkning ikke omtalt som hoteller og luksus? Dvs. at vi voksne faktisk ødelægger virkningen af samfundets magtmiddel overfor børnene. Man kan postulere at fængsler er dermed virkningsløse indtil at folk faktisk har været i dem!

Derfor må vi gøre noget andet. Hver eneste gang at en grænsesøgende unge fra 3. klasse og op med en forstand som svarer til alderen laver noget forkert, så skal denne stille for en gruppe af unge, som vejledt af en jurist finder frem til hvilken paragraf i straffeloven, som er overtrådt og når de har fundet ud af det, så uddeler de en konsekvens samtidig med at juristen fortæller hvad en voksen har fået og dermed hvilken rabat at den unge får.

Derefter er det at skrive en undskyldning til den, som lovovertrædelsen er gået ud over, hvorefter at riven skal fattes lørdag formiddag og der skal arbejdes i et af vore mange grønne område i det tidsrum, som er bestemt af gruppen af unge.

Der skal ikke mange ture forbi en såkaldt "Teen court" (link), som man kalder det andre steder før at selv de tungnemme fatter at lørdagen kan bruges bedre. Det koster en brøkdel af en anbringelse og der er omfattende statistik, som viser at det virker - ikke bare for den dømte, men også for de andre unge som måske kunne finde på det samme, fordi at de kan se konsekvensen hver lørdag formiddag i lokalområdet.

Så lad os betale hvad det koster for dem som er syge og lad os holde de andre væk med konsekvenser, som skal sones i lokalområdet. De unge har nemlig ikke godt af at blive koncentreret med andre unge kriminelle. Jeg har været inde på Gl. Krogård's hjemmeside og har læst et interview med en af de unge:

Om jeg også blev anbragt, fordi jeg tog stoffer…?Nej, det prøvede jeg først efter, at jeg kom her!! Man bliver jo nemt udsat for et gruppepres; men efter at jeg fik et blackout, så er jeg altså blevet bange for dét der hash. Og personalet er også blevet meget dygtigere til at holde øje med det…

Den negative erfaringsudveksling, som findes i fængsler, er også tilstede på institutioner.Kort sagt: Anbringelse er næstbedst, genopretning i lokalområdet og forældreundervisning som led i denne proces er nummer 1.

Debat-tråd på avisen

BT's tråd om samme emne

Mere info om Teen courts kan læses her

Mere info om dagsprogrammer kan læses her