Vi vil have en virkelig ny start

Den første juli satte Folketinget den kriminelle lavalder ned til 14 år. Det har medført megen kritik. Som det har været de sidste 40 år, så er domstolenes arbejde baseret en kombination på det sociale systems budgetnedskæringer og en stadig større ansvarsforflygtigelse fra det enkelte individ, familie enheden til samfundet.

Vi har to modeller i spil når vi taler om at gribe ind overfor hvad de i udlandet kalder asocial opførsel. Det er tivoli-modellen og smid-nøglen-væk modellen.

Tivoli-modellen baserer sig på at kriminalitet er socialt betinget. Unge under 18 kan jf. denne model kan populært sagt aktiveres til at opgive kriminalitet ved at blive fulgt ud til aktiviteter af pædagoger. Det er uden tvivl korrekt at man at de unge mennesker, der begår kriminalitet har sociale udfordringer. Vi så sagen fra Århus, hvor at en ung pige stak en kammerat ned med en urtekniv. Rapporterne som blev lagt frem under retssagen viste jf. TV2 at moderen var syg og at faderen havde et misbrug. Uskyldige drillerier som skoleforvaltningen betegnede de daglige hændelser blev som følge af pigens tynde psykiske barriere opfattet som mobning og personlig forfølgelse. Knivoverfaldet som var en tragedie for både pigen og hendes offer kan opfattes som et råb om hjælp.

Men virker Tivoli metoden? Ja, i nogle tilfælde vil samværet med pædagogerne få de unge til at åbne sig og det bliver muligt at trænge ind til problemets kerne. Modellen rummer dog en altafgørende fejl. Negativ opførsel bliver positivt belønnet. Alle normer for normal opførsel bliver udfordret. Hvor at de voksne som omgiver de unge kan se de store linier, så er hjernen hos mennesker ikke færdigudviklet før at de er 18-20 år og de unge, der ikke er i stand til at tage beslutninger baseret på langsigtede konsekvenser, vil måske begå ny kriminalitet baseret på de kortsigtede goder.

I den anden grøft finder vi smid-nøglen-væk modellen. Den fik sine fortalere i USA under Clinton og under den nuværende økonomiske krise kæmper man med at betale prisen. Indespærring koster. I USA har man i dag ca. 1 procent af landets totale befolkning bag tremmer. På trods af dette massive antal indespærrede er kriminaliteten på samme niveau som i 1970. Overbelægningen i fængslerne har med andre ord ikke medført lavere kriminalitet, men derimod kreativitet med respekten for domstolene. Det har medført absurde tilstande som i Californien hvor at indsatte bliver løsladt efter at have udstået 10 % af deres straf, hvis de ikke har begået vold som en del af deres forbrydelse.

Vi ved i dag at når man koncentrerer kriminelle så sker der en negativ erfaringsudveksling. 25 % af de indsatte vil begå ny kriminalitet igen efter at de er blevet løsladt. Meget tyder på at dette tal kan reduceres hvis den indsatte har samme kontaktperson hele vejen igennem forløbet og i et stykke tid efter at personen bliver løsladt. Ved ungdomssanktionen har vi i perioder set at 70 til 80 procent af de unge begår ny kriminalitet inden udløbet af forløbet. Ungdomssanktionen er netop kendetegnet ved at ansvaret for det enkelte forløb er delt mellem to instanser og at der i mange tilfælde ikke er en rød tråd igennem forløbet.

Når en løsning er så dyr som døgninstitutioner, så er den også sårbar i en tid med dårlig økonomi. Det har længe forlydt at unge slap billigere fra deres gerninger sidst på året hvor at de kommunale kasser var tomme end først på året, hvor at man står med et frisk ubrugt budget. Når Svendborg stod med den første person på 14 år, der blev sigtet for en forbrydelse, så var det netop et udslag af sårbarheden ved døgn behandling.

Når man tænker på at blot en anbringelse forholdsvis nemt kan koste en halv til en hel million pr. år, så er det tid til at vi gør op med begge modeller. De kan ikke stå alene.

Der skal findes en metode, hvor at der er plads til at anerkende at mennesker kan begå fejl og at det vil have en konsekvens at begå fejl, men også at det anerkendes at tage ansvar for egne handlinger.

Siden 2006 har jeg hostet to hjemmesider. Det ene rummer en registrering af metoder brugt kloden over til at håndtere asocial opførsel blandt unge og det andet en side med anbefalinger med metoder der har gode resultater, når vi taler om at forhindre at de unge, der har begået kriminelle handlinger, begår dem igen.

Den løsning, som jeg primært anbefaler, er at indføre voldgift i almindelige retssager, som vi kender det fra civile sager. Den bygger på:

1) At stoppe udviklingen på linie med at stoppe en ulykke, så situationen ikke eskalerer indtil at anbringelse er uundgåelig.
2) At involvere individet i straffe processen, så de tager hånd om deres egen situation.
3) At involvere andre unge i processen, så de lærer om værdien ved at støtte op om lokalsamfundet og ikke begår samme fejl.

Når politiet tager den unge i den stjålne bil, så er der basalt set tale om en tilståelsessag. I sådanne tilfælde hvor at de unge fanges imens at de er i gang med at begå deres gerninger, så skal de have tilbuddet om at få sagen afgjort ved en voldgift. De vil blive pålagt opgaver – kaldet konsekvenser – de skal udføre i lokalområdet, hvorefter at de vil stå med en ren straffeattest.

Det vigtigste er dog som ved uheld at stoppe udviklingen, så omfanget af ulykken ikke udbredes. Man observerer ikke et biluheld og går i gang med at redde de nødstedte. Man sætter en advarselstrekant op først så man ikke risikerer at andre kører ind i den forulykkede køretøj og eskalerer skaden, hvorefter at redningsarbejdet kan gå i gang. På samme måde så stopper en arrestation med efterfølgende sigtelse og sluttelig ekskorte hjem til forældrene ikke for nye kriminelle handlinger inden at sagen kommer for. I dag er det nærmest som om at tingene skal eskalere indtil at der enten er et tocifret antal forhold at foreligge for retten eller at vægten af sagsakterne er over 2 kilo for at begrunde tvangsfjernelse, et argument der også kom frem i forbindelse med den tragiske sag fra København for at et avisbud blev dræbt under udførslen af hans arbejde.

Læser man landets aviser her i sommerferieperioden så er det aldrig de unges problem at de keder sig. Det er forældrenes skyld at de unge køre ulovligt, eller det er nogle andres skyld der er ikke lagt brænde frem så de unge kan tænde sig et bål og så går de ud over kommunens træer. Det er blevet legitimt at ødelægge når man keder sig.

Det er i den forbindelse at jeg er bekymret for at vi lader de unge beskytte for godt, så de ikke tidligt lærer at tage ansvar for egne gerninger. En meget brugt parole før murens fald var “Frihed under ansvar”. Hvad om vi erkendte at barndommen stopper i de tidlige teenageår, som mange eksperter beklager og lod det være en samfundspligt at unge skal være med til at håndhæve loven på linje med værnepligten?

I en række lande har man åbnet for at unge kan stilles for et panel af unge på deres egen alder. Dvs. fremover vil politiet efter arrestationen spørge den unge om han vil vente på en dom eller få afgjort sagen indenfor en uge ved en voldgift mod at få en konsekvens, der skal udføres hvorefter at tavlen er renset og deres straffeattest er blank. Da mange unge tænker i nutid vil de vælge denne løsning ganske som mange unge i gamle dage tog en lussing fra landbetjenten i stedet for at lade sagen skrive.

Derefter vil de få en GPS-fodlænke på som de skal diskret skal bære indtil at sagen er slut. Det er nødvendigt for at stoppe udviklingen. Der skal ikke være yderligere restriktioner på, men den enkelte ved nu at storebror i form af politiet ved hvor at de er døgnet rundt og at en fjernelse af den vil betyde automatisk tilbageholdelse på en lukket institution

I løbet af den uge, der vil gå indtil at voldgiften skal finde sted vil de blive kaldt ind til to møder med de udpegede unge og deres vejleder der skal udfylde rollen som anklager og forsvarer. Der vil politirapporten blive gennemgået og de vil få stillet kritiske spørgsmål.

Ved selve voldgiften vil den unge møde de førnævnte unge, samt en panel af yderlige 5-7 unge, der sammen med en domsmand og vil beslutte hvilke konsekvenser deres handlinger skal have. Der skal være en repræsentant for socialforvaltningen tilstede.

Det kan være konsekvenser som medhjælp på genbrugspladsen, hvor at haveaffald ofte skal flyttes rundt, det kan være vedligeholdelse af parkområder, direkte opgaver relateret til deres gerninger så som at male graffiti over, anden samfundstjeneste eventuelt suppleret med nogle skriftlige opgaver, hvor at juryen måtte finde det nødvendigt. Udgangspunktet er at dem der begår nogle kriminelt i nærmiljøet tager tryghed fra dette. De skal som led af deres konsekvens betale tilbage til nærmiljøet.

Erfaringer fra udlandet viser at de unge som har fået deres gerninger bedømt af populært sagt deres egne ikke begår kriminelle gerninger igen. Rent statistisk taler vi om under 5 procent.

Det skyldes jvf. eksperterne at de unge ikke længere søger accept hos forældrene eller andre voksne. De søger accept blandt unge som dem selv. Tvinges de ind i en analyse hvor at de skal forholde sig til deres gerninger i et forum hvor at konklusionen har værdi hos den enkelte, så vil de forholde sig til resultatet i langt højere grad end hvis konklusionen bliver draget af nogle personer de ikke kan identificere sig med.

Men det skyldes også at de små ting tages alvorligt og at der skrides tidligt ind, så de unge forstår at lovovertrædelser har konsekvenser.

Når konsekvensen så er udmålt er det op til forældre og socialforvaltningen at opmuntre til at konsekvensen udmåles. Det må sigtes at det sker på en værdig måde for den unge. Der skal genopbygges – ikke nedbrydes. Dvs. at den unge skal tiltales som en normal menig medarbejder og den unge skal svare høflig tilbage. Der er ikke brug for drama i den situation. Der er brug for ro til eftertanke.

Danmark har brug for en virkelig ny start. Vi har brug for et opgør med begge anvendte modeller hen imod at der laves en arbejdsfordeling imellem vores domstolssystem og socialforvaltningen, så de hver især beskæftiger sig med hvad de er gode til.

Mennesker hører til i frihed, men det er frihed under ansvar for både sig selv og vores samfund. Den læreproces er nødvendig at implementere hos de generationer, der om ikke så få år skal styre vores land.

Referencer:
Om børne domstole
Stor succes for børnedomstole, af Jesper Termansen, Berlingske Tidende, 21. september 2007
The National Association of Youth Courts, Inc.
Ungdomsdomstolen, Retsreform Nu

Sænkningen af den kriminelle lavalder til 14 år er virkningsløs

Nu forlyder det at man vil sænke den kriminelle lavalder til 14 år.

Det er en panisk reaktion som svar på at man havde en kommision som kom frem til samme resultat som Maryland rapporten - en 600 siders analyse produceret i USA som ellers er kendt for at svaret på alle problemer er indespærring.

Der skulle satses kraftig på den sociale indsats, men der er kun et problem. Kommunerne har ikke råd. Årsagen er at man i Danmark anbringer unge i langt højere grad end i vores nabolande.

Det koster nemt næsten 100.000 kr. pr. måned at anbringe et ungt menneske hvis der skal nogle få støtte ydelser til. Det har kommunerne reelt ikke råd til. Der er onde tunger som peger på at mange af disse unge mennesker som kunne være stoppet med nogle få, billige og kontante tiltag får lov til at få linien ud med et to-cifret antal forhold, hvor at politiet venter på deres 15 års fødselsdag fordi at staten overtager udgifterne når politiet arresterer dem.

Det er kassetænkning og efter min mening hovedårsagen til at antallet af anbragte vanskelige unge er så højt i Danmark.

Det som regeringen og Dansk Folkeparti gør er ikke en bekæmpelse af kriminalitet. Det er en ompostering af omkostninger.

Det kriminelle miljø vil justere. De vil blot hyre yngre meddelere til at holde øje med tingene. Ansøgerne til banderne, der allerede i dag kommer til jobsamtale i fængsler og ungdomsinstitutioner vil også blive yngre. De vil få et år mere til at cementere identiteten som kriminel.

Det havde klædt regeringen at de lyttede lidt til Venstres tidligere udspil, som talte om at pålægge de unge at udføre arbejde som kompensation for deres handlinger. Sekundært så udtaler Tom Bencke her til morgen på TV2 news at de unge er modne tidligere. Så havde det været på sin plads at etablere nogle domstole hvor at de unge skal dømme unge med hjælp fra jurister, så alle unge får noget hands-on viden om hvad der sker, hvis de overtræder loven.

Men i virkeligheden så ligger det vigtigste middel til at bekæmpe kriminalitet et andet sted. Det handler om at sætte de unge i arbejde, så de ikke hænger ud og keder sig. Konverter børnechecken for unge over 13 år til en skattefri lønpakke, som de unge kan få udbetalt ved at tilbringe nogle få timer om ugen med at arbejde i lokale projekter.

Der kan graves dybere overløbsbassiner, fjernes affald, repareres ødelagte legepladser, overmales grafitti, etableres BMX-baner osv. så de unge kan mærke at de giver noget til gavn for deres kvarter som de kan føle stolthed over. Bonussen for resten af samfundet ville være at de unge er beskæftiget og de lærer at arbejde sammen med andre istedet for at isolere sig i grupper.

Disse arbejdshold vil så kunne bruges til "afsoning", så de unge også lærer at laver man noget galt, så er der en konsekvens hvor at der skal leveres noget tilbage til samfundet som kompensation for det som bliver taget i form af tryghed og moral, når folk overtræder loven.