Skoleshopping/disciplin-problemer

I går skrev jeg følgende indlæg i BT debatforum:

DF: Elever skal lære at opføre sig ordentligt, Berlingske
Skoler tager imod uønskede børn, Berlingske

Det frie skolevalg er et problem, fordi at nogle udisciplinerede børn flyttes fra skole til skole i en uendelighed og de lærer derfor ikke noget.

Der efterlyses løsninger og så er det heldig at jeg har en på lager:

1) Nedskriv skolensordensregler og send dem hjem alle fra 4 klasse og derover, så både forældre og børn kan underskrive at de har læst og forstået dem.

2) Hvis der er uro i klassen eller slagsmål på området, så stop situationen og giv dem en stævning med besked om at de skal møde for skolens disiplær-udvalg.

3) Udvalget der fungerer som en "Peer court" skal så høre sagen. Eleven skal udpege to elever som skal tale vedkommendes sag overfor disiplinær udvalget som består af to andre elever. 5 elever og en voksen forælder med juridisk baggrund sidder som jury og bestemmer en konsekvens ud fra hvad der er begået. Forældrene skal være tilstede under høringen.

4) Finder juryen at eleven har overtrådt ordensreglerne, så uddeler de en konsekvens som lyder på skriftlig undskyldning til læreren og en mundtlig undskyldning til forældrene, suppleret af et stykke fysisk arbejde (fejning af areal i skolegård eller opsamling af affald foran skolen) ELLER hvis det er elevens egen valg - ikke-voldelig fysisk afstraffelse.

Links: Forslag til "Peer courts" (link)
Fysisk afstraffelse - pyramiden (link)

Det medførte noget kritik. Jeg vil gerne tage en del af den kritik til mig, idet at indlægget ser lige lovligt firkantet ud. Det er prisen for at lancere det i et debat-forum, hvor at der ikke er plads til en længere afhandling.

Jeg står ved det grundlæggende synspunkt i indlægget – nemlig at skolerne har brug for et disciplinært værktøj, som kan håndtere den uro, som findes på en del af landets skoler. Jeg vil understrege en del, for mange af landets folkeskoler fungerer fint med god indlæring af en meget høj kvalitet. Jeg har altid på trods af nok så mange postulater baseret på PISA-undersøgelser fremhævet at vores offentlige skolesystem er ”Second-to-none”. Det mener jeg fordi at jeg ser skolernes fremmeligste opgave som at uddanne børnene til at udfylde pladsen som landets voksne medborgere. En opgave som ikke alene kan løses ved at lære udenad, men ved at forholde sig kritisk til fakta samtidig med at de lærer at kunne begå sig med andre mennesker – at socialisere. Denne komplekse pakke er der ikke andre offentlige skolesystemer verdenen over der kan levere!

Vi har behov en befolkning som kan forholde sig kritisk til fakta, fordi at det er den måde at man opfinder nye ting – at være innovativ. Vi har brug for en befolkning, som kan socialisere så vi kan sende dem ud af landet og sælge vores produkter ved at bilde kunderne ind at vi er deres partnere – ikke blot kunder.

Tilbage til disciplinær værktøjet. Hvordan skulle det være en forbedring at slæbe ungerne ned i et forholdsvis offentligt forum og lade dem forhøre af nogle børn, frem for som nu at slæbe dem ned på kontoret, hvor at de kan blive disciplineret af skolelederen?

Ja, det er i disse tilfælde at den nye metode skal bruges. Det blev ikke skrevet tydeligt nok. Hvis en lærer har uro i timen og beder børnene om at dæmpe sig og de adlyder, så stopper festen der. Der skal ingen anmærkninger til. En anden debattør foreslår grønt, gult og rødt kort. Jeg vil bifalde det, men lade det være op til skolebestyrelsen eller læreren at formulere om det skal være den anden eller tredje advarsel, der skal udløse foretræde for det nye disciplinær udvalg. Et er dog sikkert. Jeg ønsker ikke robotter eller gravkryptens tavshed i timerne. Børnene skal vendes til at kunne arbejde i moderat støj. Den støj som der er på alle kontorer i landets virksomheder, hvor at telefoner, IT og passerende kollegaer på gangen sørger for naturlig distraktion i løbet af dagen.

Men forbedringen skulle ligge i at sagen debatteres i et forum blandt egne. På alt for mange skoler er der en konflikt imellem en gruppe af elever og lærergruppen. Der skal være regler, når så mange mennesker er sammen, men regler skal aldrig fortolkes uden at skele til hvad der førte til regelbruddet. Der kan være personlige forhold på den dag, som medførte at den enkelte var mindre opmærksom på om reglen blev overtrådt. Har vi ikke alle prøvet at passe vores arbejde imens at vi ventede resultatet på en lægeundersøgelse af enten os selv eller et medlem af ens sociale netværk? Har vi ikke prøvet at bilde os selv ind at vi godt kunne passe vores arbejde, selvom vi burde været blevet under dynerne? Jo, vi har. Ingen mennesker er på toppen alle årets dage. Det gør ikke regelbruddet ansvarsfri, for konsekvens skal der være, men der skal som sagt være plads til fortolkninger.

Det bringer mig til karakteren af konsekvenserne. Der skal være adgang til en palette af konsekvenser som spænder fra undskyldning og evt. en kage (Politisk ukorrekt og hvad så) til decideret manuelt arbejde på skolen udført i fritiden eller hvis evnerne rækker til det - en vagt som mentor i den lokale lektiecafe, som alle byer i landet burde have.

Det rejser selvfølgelig spørgsmålet om hvor at vi ikke kan nøjes med de eksisterende disciplineringsmetoder – eftersidning, bortvisning og eksklusion. Jeg vil her følge tankerne fra Jesper Juhl. Han skriver:

Men når vi ser på de unge, er det som om, vi ikke har taget ved lære. Da reagerer vi - samfundet - stadig fuldstændigt firkantet med straf og ligegyldighed. De utilpassede unge skal straffes og have at vide, at vi ikke vil kendes ved dem. På den måde fralægger man sig ansvaret for dem.

De unge opfører sig kun utilpasset, fordi de er kompetente nok til at vise, at der er noget i deres liv, der ikke er, som det skal være. Og de kan ikke selv forandre det. Eller ved hvordan. Har aldrig set det. Eller fået det at vide.

- De beder jo om hjælp, de unge. Kom et voksent menneske eller et barn og bad om hjælp, ville vi ikke hugge hånden af dem, vel? Men har man fået hugget hånden af, så at sige, en fem-otte gange af forældre, lærere og andre, så holder man op med at tro - på sig selv og på andre, forklarer Jesper Juul.

Det er derfor at de unge skal have muligheden for at føre en dialog i disciplinær udvalget. De skal have lov til at forklare hvorfor at det gik galt. De er lige som os voksne faktisk mennesker, der kan begå fejl. Vi begår faktisk fejl. Det må vi acceptere. Når vi har accepteret det, så må vi acceptere at vores børn som er født i vores billede også begår fejl.

Det er derfor at vi ikke kan straffe de unge med bortvisning eller eksklusion. Hvis de laver noget galt, så skal konsekvensen så i naturlig relation til regelbruddet. Hærværk må betyde at konsekvensen går i retning af genopretning af det ødelagte, hvor at det er muligt. Vold må betyde at vi giver den voldsudøvende mulighed for at se ind i sig selv ved hjælp af nogle kurser i at forstå egne reaktionsmønstre og en undskyldning til offeret, så den voldsudøvende kan forstå hvilken smerte vedkommende har påført andre. Jeg bilder mig ind at vi lever i et samfund med et grundlæggende kristent livssyn. Et livssyn, hvor det at tilgive tæller.

Således håber jeg at jeg har gjort rede for de tanker, som ligger bag ved mit forslag.

En tragedie under opsejling ?

Imens at nationen beskæftiger sig med om en dreng, der slog et andet menneske ihjel på bestialsk vis, så lærer man ikke den vigtigste lektie fra denne sag, nemlig at denne tragedie var under opsejling i årevis.

Nu har bloggens redaktør så valgt at tage spåkuglen frem og vil forudse endnu en tragedie.

Vi taler om to unge menneskers opførelse på en Q8-station i Frederikssund.

Drenge amok på Q8, Frederikssunds Avis
13-årig lagt i håndjern, Frederikssunds Avis

Den ene blev af personalet mistænkt for at ville stjæle alkohol og det udviklede sig til en masse uro, hvor at politiet til sidst ikke havde andre muligheder end at putte vedkommende i håndjern.

Så bliver de kørt på stationen, hvorefter at de overgives til de sociale myndigheder.

Her stopper historien så eller hvad?

Nej, det gør den ikke for den unge har lært at der tilsyneladende ingen konsekvens er eller også er han blot blevet bekræftet i dette idet at det også står:

Steffen Thomsen oplyser desuden, at drengen er særdeles godt kendt af politiet for tyverier og vold.

Der er ingen som har lyttet til drengen, men der er heller ingen som har udsat denne dreng for en intervention. Lad mig slå fast. Denne dreng er ikke kriminel! Det er en dreng, som har nogle problemer, der får ham til at begå kriminelle handlinger.

Der er en forskel. Den kriminelle er en person, som selv opfatter sig som kriminel og som accepterer samfundets stempling af sig selv i en sådan at livet tilrettelægges efter det billede at personen har af sig selv. Gud nåde og trøste samfundet i det øjeblik at et ungt menneske først får denne selvopfattelse og begynder at forsøge at leve op til det.

Hvad skulle man gøre?

Jo, behovet for en intervention er umiddelbar, så sagen kan gennemgås. Gruppen af unge, der stod udenfor og han så åbenlyst skulle spille op til, skulle også stævnes. Situationen trænger til at blive analyseret - for alle parter.

Ikke kun de to drenge i butikken, men også de unge udenfor, bærer en del af ansvaret for at sætte disse begivenheder i gang. Vi så det med den tragiske sag fra Roskilde, hvor at en ung mand drak mørtel, umiddelbart for at vinde et væddemål. Men den økonomisk vinding er ikke den dybereliggende årsag. Skolen var lige startet på skoleåret, en masse unge mennesker skal finde deres plads i hakkeordenen, så en ung mand tog en chance for at blive respekteret og set op til. Han tabte!

Tilbage til sagen i Frederikssund: Den Bacardi-rom den unge mand muligvis var ved at stjæle skulle nok have været nydt i kammeraternes selskab. Det at hente den i butikken i stedet for blot at købe den hvilket desværre er ulovligt, skulle have været hans manddomsprøve og en genvej til at etablere en vis status i gruppen.

Så gruppen udenfor har et ansvar, som den måske ikke er bevidst om. Derfor burde medlemmerne være stævnet, så de få klarhed over hvad de har sat i gang. Om de bør ifalde et egentlig strafansvar må komme an på omstændighederne. Det vigtigste er at de forlader domstolen med en viden om at man kan starte et stenskred ved at sparke til en lille sten.

Hvad så med de to unge, som blev arresteret?

De skulle tilbydes en handel: De kan stå frem foran en ungdomsdomstol og give deres version af sagen og acceptere den kendelse, som juryen, der skulle bestå af jævnaldrene, måtte komme frem til. Hvis de bliver kendt skyldig, så ville en passende konsekvens være

1) undskyldning til tankens personale, forældrene og de betjente, som de gjorde så voldsom modstand imod at det var nødvendigt at sætte håndjern på dem.
2) et stykke manuelt arbejde. Varigheden afhænger af hvad de bliver kendt skyldige i. Det kan være fjernelse af affald på et offentlig område, måske ligefrem ved tanken.
3) deltagelse som jurymedlem ved en kommende retssag når konsekvenserne er overstået for at markere at de har betalt deres gæld tilbage til samfundet og de derfor tiltros en vigtigt hverv.

Det kan være at det tribunal af unge, som skal forestå høringen vil spørge ind til hvorfor at de finder det nødvendigt at drikke før konfirmationen. De vil blive spurgt om de selv tror at de har et problem. Hvis disse drenge finder det mod at erkende et eventuelt misbrug, så kan den del af deres konsekvens, som handler om manuelt arbejde for en del bruges på afgiftning og efterfølgende behandling. Det vil ikke være en ferie, men hårdt arbejde. Hvis de ikke finder det mod, så skal de heller ikke presses idet at man nok kan trække en hest til truget, men man kan ikke få den til at drikke. De kan kun løse et problem, de selv erkender. Så må de nøjes med en almindelig konsekvens. Mange mennesker går i årtier med et problem og her må man blot acceptere at folk skal ramme bunden før at tingene vender.

Hvad hvis de ikke vælger at tage imod tilbuddet? Ja, så er spørgsmålet om man kan finde det forsvarligt at de forsat skal bo i hjemmet. Samfundet har set, hvad der skete i Aalborg. En mand døde før at man greb ind. Det bør ikke ske igen. Det vil dog altid være den næstbedste løsning og derfor må vi som samfund komme frem til at vi skal have et system, som sikrer at de unge under 15 år også kan få lov til at tale deres sag ved en domstol, som udover at bedømme deres handlinger også sikrer dem en retssikkerhed.

Men måske er samfundet blevet for hårdt presset og har ikke længere overskud til at forebygge. Måske er det eneste vi kan mande os op til at diskutere hævn.

Vil vi skabe flere unge mordere?

Nybyggeri og idioti

Først bygger man nyt og ved gud hvor er det velkomment i en tid med mange unge med psykiske problemer på venteliste: Børn venter op til et år på psykiatrisk undersøgelse, DR

Så overvejer man at lukke det nye det fordi at man ikke kan finde ud af henvise de unge dertil. Måske sidder der en del i nabobyen og har det dårligt, så dårligt at de på et tidspunkt køber nogle piller på gaden og begynder at sparke folk ned på grund af bivirkningerne: Mary til grin i Viborg, BT

Kan det passe at vi i et samfund ikke kan finde ud af at sende folk 20 km. væk til et behandlingstilbud, så pladser er ubrugte?

Ja, vi fik presset et sygehus til at ringe til nabosygehuset og fik ændret en ventetid på 6 måneder til 1 uge. Jeg vil opfodre Jyderne til at bruge det moderne koncept, som hedder en telefon.

Alle unge har ens problemer:

Fra mit lokale opland forlyder det at man vil lukke ned for et godt bosted fordi at København vil gå væk fra små specialiserede steder til større steder hvor at man klarer alt: Bestyrelse lukker døgninstitutionen Egelundshuset i Jægerspris, Frederikssunds Avis.

Andre steder hvor at man har forsøgt den strategi i årevis, går man den anden vej:State Senator Wants Juvenile Prison Shut Down, The Morning News

Vil vi skabe flere unge mordere, som ikke bremses inden at offeret ligger blødende på gaden blot fordi at man tror at man kan spare penge ved at tilbyde alle en ens behandling?

Åbentbart! Hvorfor prøve alle andre landes fiaskoer af?

Du kan ikke afhjælpe hvad du ikke selv erkender.

Hvor tit har vi ikke hørt den sætning hos Dr. Phil?

Men det er rigtigt og derfor kan vi desværre ikke hjælpe den 17 årige dreng, som bankede hele sin familie.

Kommune kan ikke klare 17-årig, Ekstra Bladet
Kommune kan ikke styre 17-årig dreng, Jydske Vestkysten

Men kunne man ikke tvangsafvænne den 17-årige?

Jo, selvfølgelig kunne man det, men erfaringer fra USA, hvor at man en hel industri viser at der er mange ofre på denne sti. For hvornår skal man redde mennesker fra dem selv. Hvem skal være dommer og bedømme hvad der er en uacceptabel levevis og hvad som ikke er?

På Secret prisons for teens nye Wiki-database har vi registreret over 200 programmer af vidt forskellige karakter, som på hver deres måde forsøger at ændre børn og unges adfærd.

Der er ikke en metode, som ikke bliver forsøgt. Vi taler om elektrochok, tortur, regiliøs djævleuddrivelse, marathon terapi i grupper, storeforsamlinger og en-til-en. Vi taler om at hente de unge midt om natten i deres egen seng uden forudgående snak. Vi taler om at isolere dem, så de ikke engang kan tale med deres forældre og forsøge at manipulere dem. Alt hvad der ikke slår dem ihjel er forsøgt (Det som slår dem ihjel er også forsøgt).

Der findes ikke en metode som giver 100 % resultat.

Vi vender gang på gang tilbage til udgangspunktet: Du kan ikke afhjælpe hvad du ikke selv erkender.

Resultat: Den 17 årige dreng kan ikke hjælpes.

Eller?

Jo, familien har en chance med to mulige udfald - De kan forsøge en intervention. Kun ved at man tromler familien, venner og et par profesionelle sammen omkring den unge mand og sørger for at han sidder ned i de timer at interventionen tager, kan man få EN chance til at trænge igennem.

Det gøres ikke som en pludselig indskydelse. Det kræver forberedelse. Der skal være mad og drikke til alle - inkl. den unge mand. De rigtige mennesker skal være tilstede.

Når det så er klar så står det på X antal timer hvor at alle parter forsikrer den unge mand at de holder af vedkommende og at de er meget bekymret. De må tale om fortiden, om hvor mange gode timer at de har haft sammen og hvordan at de har følt at de er blevet lukket ude fra noget som de har både tid og overskud til at høre om, hvis de får lov.

Formentlig kommer man frem til at den unge mand på et tidspunkt erkender at han har mistet kontrollen over sit eget liv. Det er målet og heller ikke mere. Det er ikke et forhør. Det er ikke et forum hvor at man skal vide hvor mange gram af det ene og det andet at der er konsumeret. Det er ligemeget! Det der er målet er at få den unge mand til at række hånden ud efter hjælp hvor at alle i salen så må stille sig parate til at modtage den udstrakte hånd.

Hvis de efter mange timer kommer frem til at den unge mand ikke er istand til det, så er der kun en vej. De må erkende at den unge mand har valgt dem fra. Det er slut med at være familie og venner med den unge mand. Det er hårdt. Det grænser til at være grusom. Det vil være som at miste et familiemedlem i en trafikulykke, men det er hans valg!

Han har valgt at følge sit misbrug. Familie og venner vil kun komme ind i et forløb med nederlag og svigt, hvis de fortsat støtter op omkring ham. Han må drage konsekvenserne af sit valg. Må det ikke komme dertil, men gør det, så må det være sådan.

Hvis han derimod vælger at række hånden ud, så er det ud af hjemmet til et sted hvor at han omgivet af venner og familie, men afsondret fra andre kan få fred til at afgifte sig fra sine dæmoner. Den svenske ødemark i et telt i 2 uger er et godt bud. At gå hærvejen i fuld længde og sove i telt er et godt bud. Et sommerhus på Bornholm OM VINTEREN er et godt bud. Men vi taler om at få ro omkring den unge mand og tid til eftertanke.

En bog med spørgsmål som den unge mand kan stille sig selv og en telefonisk kontakt til en PROFESSIONEL terapeut en gang om ugen kan hjælpe, men den unge mand må tegne en cirkel med alle elementer i livet som han finder vigtigt og vægte dem. Han vil finde at stofferne fylder et godt stykke ud. Hans opgave efter den første uge når kroppen begynder at give slip, er at finde ud af hvad det stykke skal fyldes ud med. Det handler om at lave en strategi. Det handler om at forpligte sig selv.

Når han så vender tilbage er han stadig en stofmisbruger. Han er ikke kureret, men det er nu at strategien skal følges. Det tomrum i hans liv, som er skabt af stofferne skal fyldes ud med de nye aktiviteter. Her bliver han nok en pine for omgangskredsen, men de SKAL og MÅ lytte. Hvis aktiviteten er skemalagt og den er social, så tilbyd at være med. Der kan forekomme tilbagefald, hvor at omgangskredsen må gå ind og minde ham om hvad han har lovet sig selv.

Men følger de den unge mand og giver ham en skulderklap, når det går godt, er fremtiden lys.

Men det kræver en ting til at starte med. Det kræver en erkendelse af hovedregel nummer 1 i livet:

Du kan ikke afhjælpe hvad du ikke selv erkender!

Publiseret både på Retsreform Nu og Secret prisons for teens

Unge pistolrøvere

Nedenståede kommentar blev givet til artiklen: Drenge skød på 13-årig under røveri, af Niels Gandrup, Jydste Vestkysten, 28. juni 2008

Mange steder har man indført "Teen courts" som en option for unge - teknisk set uden en nedre aldersgrænse, men hvor at myndighederne og forældrene siger god for at de er moden nok til at deltage.

Det er en domstol, som superviseres af en dommer, men hvor alle aktører er teenagere og hvor at konsekvenserne består af skriftlige opgaver, undskyldninger til ofre og forældre, samfundstjeneste, stuearrest og obligatorisk jurytjeneste, når konsekvenserne er afsonet. Forældrene skal være tilstede i retten og de skal svare under vidneansvar som de ville have gjort det ellers.

Formålet er at vise de unge, hvordan at domstolssystemet virker uden at de skal slæbe rundt på straffeattester og uden at de for alvor bliver sendt på institution, hvor at de hurtigt finder en plads i hakkeordenen blandt de større børn, men også lærer en hel masse uheldige vaner.

Det ville være en passende følge at de måtte blive målt på deres handlinger af nogle som de formentlig vægter tungere end os gamle saltstøtter.Alt for mange unge ved ikke hvad de enkelte handlinger koster. De forstår ikke hvor at alvorligt selv ganske små forskelle i deres handlinger kan blive. Havde de listet mobil og penge ud af drengens lommer havde det være tyveri. Havde de blot taget det ud af hånden på drengen imens at han stod måbende tilbage havde det været ran. Men det øjeblik at han giver et pip fra sig, bliver det røveri og så kan det være lige meget om de havde truet med en kuglepen eller en softgun. Røveri er det og det er en meget alvorlig sag.

Det samme kunne vi se i vinterferien, da unge brændte containere af. Havde de brugt en mukkert havde det været hærværk med bødestraf til følge. Nu blev det brandstiftelse og det er lig med ødelagte fremtidsmuligheder.

De unge forstår bare ikke forskellen på de juridiske termer. Nok ved de at de har begået noget kriminel, men når der skal ganske meget til inden at de skal fjernes, da det nemt koster samfundet 100.000 kr. om måneden, så får alt for mange lov til at lave en masse skidt inden at hammeren falder og når den så falder taler vi om den næstbedste løsning, for sjælden er løsningen uden for hjemmet den bedste.

Men havde vi "Teen courts" så var det en noget-for-noget handel: "Accepter din konsekvens og afson den, så er du kvit med samfundet, men sker det ikke så finder samfundet et andet logi til dig."

I en tid, hvor at man taler om 16 års valgrets alder og hvor at dobbeltindkomstsamfundet reelt beordrer de unge til at leve deres liv selv, når de forlader SFO-systemet, så må de også få mulighed for at demonstrere at de er så modne at de kan tage personligt ansvar for deres handlinger ved at stå frem og indrømme disse foran deres ligemænd, når de træder ved siden af.Indfør derfor "Teen Courts" så vores sociale system ikke belastes af unge, der som alle mennesker begår fejl, men som vælger at tage ansvaret for dem.

Udsatte børn strander på akutinstitutioner

Udsatte børn strander på akutinstitutioner, Politiken, 26. juni 2008

Der er en del årsager til at unge ikke kan komme videre fra akutinstitutioner:

1) Der er ikke penge til en permanent løsning. Tidligere har det være rapporteret at unge, som bliver dømt til institutionsophold bliver fanget imellem to kasser. Når de er på den lukkede institution, så betaler en kasse, men når der er lagt en plan, så skal en anden kasse betale. En kasse som i forvejen er spændt hårdt for. (Ungdomssanktion: Kommuner svigter unge kriminelle , Bladet Socialpædagogen, 20. februar 2004 nr. 4)

2) Mange kommuner har ikke overblik over de ressourcer de råder over. Faktum er at Danmark har mange anbragte børn. Vi har en ide om at det at flytte børn til et miljø med færre valg og mere struktur som fagligt kaldes "forsimplet setting". Men anbringelser koster. 100.000 kr. er ingenting. Hvad gør man f.eks. i Finland, hvor at almindelige skoler rummer svære tilfælde?

3) Landet har slet ikke pladserne og de pladser som der er koster ekstra mange penge, da det handler om udbud og efterspørgsel. Et sært paradoks er Tvind koncernen, der er registreret som en kult af Rick A. Ross Institutet i New Jersey. (Tvind skovler stadig penge ind, Berlingske, 17. juni 2008). Ofte ved kommunerne ikke hvem de handler med. (Politikere kender ikke til Tvind, Danmarks Radio, 27. februar 2008). Hvorfor belønne en koncern med den ene hånd, når den anden er fuld beskæftiget med at føre sag mod selvsamme koncern?

For at komme problemet til livs, så må vi forhindre at så mange fjernes fra hjemmet. Dels må der ligges kraftigt pres på kommunerne, så de straffes alvorligt ved tvangfjernelser i sager, hvor at der kunne have været sat forebyggende ind. Måske skal regningen selv i de tilfælde hvor at der er tale om varetægtsfængslinger også havde hos kommunen, hvis ankestyrelsen finder at der har været svigt.

Men vi bør også indføre "Teen courts" til at fange de unge, som er på vej ud på en kriminel løbebane. "Teen courts" bygger principielt på indlæring. Indlæring af de unge, som er sigtet, men også af de unge, som skal dømme. Her er ingen straffeattester, her er intet afbrudt skoleforløb, her er en mulighed for at forholde sig til egne handlinger og afsone konsekvensen i nærområdet.

Vi bør se på selvudviklingslejre. I byen Blue Springs in Missouri afholder man hvert år en sommer Boot camp. Her kan unge med domme deltage mod at få slettet resten af deres straf, så de kan starte på en frisk efter sommerferien, men denne Boot camp som foregår i byen i dagtimerne tiltrækker også mange unge, som ikke har været straffet. De kommer for at bevise overfor sig selv og deres nærmeste at de kan stå distancen. Det giver en ganske anderledes positiv ånd end man oplever på institutioner og genopdragelseslejre. Resultaterne taler også for sig selv. Markant færre laver ny kriminalitet end det er tilfældet med børn, der har været anbragt.

Endvidere bør vi se på at udvikle en dansk udgave af det amerikanske National Guard Youth ChalleNGe Program. Vi har et velfungerende VEU-system, vi har kaserner som er under afvikling. Her er en oplagt mulighed for at lave noget for de unge, som enten er gået i stå eller føler det svært at bryde med bandemiljøer. Her kan de selv vælge at trække sig ud af samfundet og få værktøjer til at finde deres ressourcer og komme igang igen.

En deltalje, som kendetegner dette amerikanske program er dens bruge af mentorer. Vores undervisningsminister promoverer også brugen af mentorer, for de beklagelige fakta er at vi aldrig har formået at bryde den sociale arv. Vi har brug for at flere gennemfører en ungdomsuddannelse, men de voksne i hjemmet ikke har gjort det, så er det svært for dem at være den støtte, som børnene har brug for.

Noget skal der gøres. Når diverse ministre råber op om forældreansvar, så viser udenlandske erfaringer at vi får FLERE anbringelser. Mange forældre vil så kræve prævensiv anbringelse for at forhindre at de bliver gjort økonomisk og juridisk ansvarlig for deres barns handlinger. Det bliver en bombe under vores system.

Sæt derfor forebyggende ind og indfør til en start "Teen courts", så vi kan lære den næste generation om personligt ansvar og at tage ansvar for egne handlinger. Når dette sker, vil antallet af anbringelser blive reduceret og denne ulykkelige situation med børn, som hænger fast vil blive fjernet.

En sag lige til ungdomsdomstolen

Teenager anholdt for uorden, Jydske Vestkysten, Af Sophie Grønlund Sondrup, 26 juni 2008

En ung mand på 17 år går amok i hjemmet og smadrer et vindue. På vej i byen ryger der et vindue mere i kroen. En typisk lovovertrædelse begået i affekt, som ligger godt til en ungdomsdomstol.

Uden at vide hvad en jury bestående af jævnaldrene måtte finde frem til, så kunne en passende palette af konsekvenser være:

1) Undskyldning til forældrene i retten
2) Skriftlig undskyldning til kroen, som mistede et vindue.
3) Økonomisk kompensation til kroen. Fejning af gårdsplads eller fortorv ud mod kirken.
4) Et kursus i vredeshåndtering
5) Jury-tjans

Det er i sådanne sager om små-vandalisme at samfundet har en gylden mulighed for at lære de unge om personligt ansvar. Måtte folketinget dog snart se lyset.