I går skrev jeg følgende indlæg i BT debatforum:
DF: Elever skal lære at opføre sig ordentligt, Berlingske
Skoler tager imod uønskede børn, Berlingske
Det frie skolevalg er et problem, fordi at nogle udisciplinerede børn flyttes fra skole til skole i en uendelighed og de lærer derfor ikke noget.
Der efterlyses løsninger og så er det heldig at jeg har en på lager:
1) Nedskriv skolensordensregler og send dem hjem alle fra 4 klasse og derover, så både forældre og børn kan underskrive at de har læst og forstået dem.
2) Hvis der er uro i klassen eller slagsmål på området, så stop situationen og giv dem en stævning med besked om at de skal møde for skolens disiplær-udvalg.
3) Udvalget der fungerer som en "Peer court" skal så høre sagen. Eleven skal udpege to elever som skal tale vedkommendes sag overfor disiplinær udvalget som består af to andre elever. 5 elever og en voksen forælder med juridisk baggrund sidder som jury og bestemmer en konsekvens ud fra hvad der er begået. Forældrene skal være tilstede under høringen.
4) Finder juryen at eleven har overtrådt ordensreglerne, så uddeler de en konsekvens som lyder på skriftlig undskyldning til læreren og en mundtlig undskyldning til forældrene, suppleret af et stykke fysisk arbejde (fejning af areal i skolegård eller opsamling af affald foran skolen) ELLER hvis det er elevens egen valg - ikke-voldelig fysisk afstraffelse.
Links: Forslag til "Peer courts" (link)
Fysisk afstraffelse - pyramiden (link)
Det medførte noget kritik. Jeg vil gerne tage en del af den kritik til mig, idet at indlægget ser lige lovligt firkantet ud. Det er prisen for at lancere det i et debat-forum, hvor at der ikke er plads til en længere afhandling.
Jeg står ved det grundlæggende synspunkt i indlægget – nemlig at skolerne har brug for et disciplinært værktøj, som kan håndtere den uro, som findes på en del af landets skoler. Jeg vil understrege en del, for mange af landets folkeskoler fungerer fint med god indlæring af en meget høj kvalitet. Jeg har altid på trods af nok så mange postulater baseret på PISA-undersøgelser fremhævet at vores offentlige skolesystem er ”Second-to-none”. Det mener jeg fordi at jeg ser skolernes fremmeligste opgave som at uddanne børnene til at udfylde pladsen som landets voksne medborgere. En opgave som ikke alene kan løses ved at lære udenad, men ved at forholde sig kritisk til fakta samtidig med at de lærer at kunne begå sig med andre mennesker – at socialisere. Denne komplekse pakke er der ikke andre offentlige skolesystemer verdenen over der kan levere!
Vi har behov en befolkning som kan forholde sig kritisk til fakta, fordi at det er den måde at man opfinder nye ting – at være innovativ. Vi har brug for en befolkning, som kan socialisere så vi kan sende dem ud af landet og sælge vores produkter ved at bilde kunderne ind at vi er deres partnere – ikke blot kunder.
Tilbage til disciplinær værktøjet. Hvordan skulle det være en forbedring at slæbe ungerne ned i et forholdsvis offentligt forum og lade dem forhøre af nogle børn, frem for som nu at slæbe dem ned på kontoret, hvor at de kan blive disciplineret af skolelederen?
Ja, det er i disse tilfælde at den nye metode skal bruges. Det blev ikke skrevet tydeligt nok. Hvis en lærer har uro i timen og beder børnene om at dæmpe sig og de adlyder, så stopper festen der. Der skal ingen anmærkninger til. En anden debattør foreslår grønt, gult og rødt kort. Jeg vil bifalde det, men lade det være op til skolebestyrelsen eller læreren at formulere om det skal være den anden eller tredje advarsel, der skal udløse foretræde for det nye disciplinær udvalg. Et er dog sikkert. Jeg ønsker ikke robotter eller gravkryptens tavshed i timerne. Børnene skal vendes til at kunne arbejde i moderat støj. Den støj som der er på alle kontorer i landets virksomheder, hvor at telefoner, IT og passerende kollegaer på gangen sørger for naturlig distraktion i løbet af dagen.
Men forbedringen skulle ligge i at sagen debatteres i et forum blandt egne. På alt for mange skoler er der en konflikt imellem en gruppe af elever og lærergruppen. Der skal være regler, når så mange mennesker er sammen, men regler skal aldrig fortolkes uden at skele til hvad der førte til regelbruddet. Der kan være personlige forhold på den dag, som medførte at den enkelte var mindre opmærksom på om reglen blev overtrådt. Har vi ikke alle prøvet at passe vores arbejde imens at vi ventede resultatet på en lægeundersøgelse af enten os selv eller et medlem af ens sociale netværk? Har vi ikke prøvet at bilde os selv ind at vi godt kunne passe vores arbejde, selvom vi burde været blevet under dynerne? Jo, vi har. Ingen mennesker er på toppen alle årets dage. Det gør ikke regelbruddet ansvarsfri, for konsekvens skal der være, men der skal som sagt være plads til fortolkninger.
Det bringer mig til karakteren af konsekvenserne. Der skal være adgang til en palette af konsekvenser som spænder fra undskyldning og evt. en kage (Politisk ukorrekt og hvad så) til decideret manuelt arbejde på skolen udført i fritiden eller hvis evnerne rækker til det - en vagt som mentor i den lokale lektiecafe, som alle byer i landet burde have.
Det rejser selvfølgelig spørgsmålet om hvor at vi ikke kan nøjes med de eksisterende disciplineringsmetoder – eftersidning, bortvisning og eksklusion. Jeg vil her følge tankerne fra Jesper Juhl. Han skriver:
Men når vi ser på de unge, er det som om, vi ikke har taget ved lære. Da reagerer vi - samfundet - stadig fuldstændigt firkantet med straf og ligegyldighed. De utilpassede unge skal straffes og have at vide, at vi ikke vil kendes ved dem. På den måde fralægger man sig ansvaret for dem.
De unge opfører sig kun utilpasset, fordi de er kompetente nok til at vise, at der er noget i deres liv, der ikke er, som det skal være. Og de kan ikke selv forandre det. Eller ved hvordan. Har aldrig set det. Eller fået det at vide.
- De beder jo om hjælp, de unge. Kom et voksent menneske eller et barn og bad om hjælp, ville vi ikke hugge hånden af dem, vel? Men har man fået hugget hånden af, så at sige, en fem-otte gange af forældre, lærere og andre, så holder man op med at tro - på sig selv og på andre, forklarer Jesper Juul.
Det er derfor at de unge skal have muligheden for at føre en dialog i disciplinær udvalget. De skal have lov til at forklare hvorfor at det gik galt. De er lige som os voksne faktisk mennesker, der kan begå fejl. Vi begår faktisk fejl. Det må vi acceptere. Når vi har accepteret det, så må vi acceptere at vores børn som er født i vores billede også begår fejl.
Det er derfor at vi ikke kan straffe de unge med bortvisning eller eksklusion. Hvis de laver noget galt, så skal konsekvensen så i naturlig relation til regelbruddet. Hærværk må betyde at konsekvensen går i retning af genopretning af det ødelagte, hvor at det er muligt. Vold må betyde at vi giver den voldsudøvende mulighed for at se ind i sig selv ved hjælp af nogle kurser i at forstå egne reaktionsmønstre og en undskyldning til offeret, så den voldsudøvende kan forstå hvilken smerte vedkommende har påført andre. Jeg bilder mig ind at vi lever i et samfund med et grundlæggende kristent livssyn. Et livssyn, hvor det at tilgive tæller.
Således håber jeg at jeg har gjort rede for de tanker, som ligger bag ved mit forslag.
