Her til morgen kan man i Jyllandsposten læse at de unge kan begå den første lovovertrædelse gratis, men laver de så en mere indenfor 3 år fra at de har fået deres dom vil begge lovovertrædelser optræde på straffeattesten.
Ren straffeattest til unge kriminelle, Jylland-posten
Der er kun et problem med dette forslag. Det arbejder fuldstændig imod den måde som en teenagehjerne fungerer på. Den kendetegner alt hvad der er galt med vores retssystem når det skal bruges ved unge klienter.
Primært tænker unge kortsigtede. De lever i nuet. Forskning viser at de dele af hjernen som sørger for at langsigtede konsekvenser af en given handling medindrages i beslutningsgrundlaget slet ikke er fuldt udviklet før at de unge er 18-20 år.
Man risikerer at de unge konkluderer at hvad der skulle være en ny chance bliver opfattet som om at der ikke er en konsekvens ved at bryde loven.
At give de unge ren straffeattest mod at holde sig ude af kriminalitet i 3 år grænser til respektløshed imod de unge. Det er en ting. Men det er også respektløs overfor ofrene. Vi må ikke forglemme at hver eneste lovovertrædelse også har mindst et offer.
Forslaget undrer idet at dagens unge i en del tilfælde når at oparbejde et to-cifret antal forhold før at deres sag får en endelig får en afgørelse. I rigtig mange sager oplever de unge, deres pårørende og de sagsbehandlere, der har arbejdet med dem og som har rettet dem op siden at lovovertrædelsen fandt sted, at fortiden indhenter den unge som er et helt andet menneske når dommen falder måneder eller år efter at forholdet fandt sted.
De unge lever i overhalingsbanen. Det går rigtig stærkt når det går galt, men det kan også gå rigtig stærkt med at rette dem op, hvis kommunen går ind og retter på de ofte ganske få faktorer, der skubbede de unge ud på et sidespor. Dagens retssystem passer ikke til det tempo de unge lever i.
Jeg vil kritisere dette forslag for at det ikke er det rette for de unge. De skal som hovedregel ikke have en straffeattest, men beslutningen om hvorvidt at de skal have det skal være baseret på deres evne til at udføre de opgaver, som retten pålægger dem ved hver eneste lovovertrædelse de laver.
Dvs. laver de unge lovovertrædelser skal de hurtigt for en domstol, som vil idømme dem nogle opgaver de skal løse. Opgaver som vil kræve tankevirksomhed eller fysisk arbejde, hvor at det måtte være passende i forhold til den begåede lovovertrædelse.
Når opgaverne er udført, så nulstilles straffeattesten. Derved så lærer de unge at lovovertrædelser ikke betaler sig og håndhævelsen af loven ser under hensyn til de mentale ressourcer de unge besidder.
Kære Folketing. Motivet bag dette lovforslag er ældet, men det bakkes ikke op af videnskablige fakta. Det risikerer at sende det forkerte forslag. Kort sagt: Om igen.
torsdag den 5. august 2010
tirsdag den 27. juli 2010
Vi vil have en virkelig ny start
Den første juli satte Folketinget den kriminelle lavalder ned til 14 år. Det har medført megen kritik. Som det har været de sidste 40 år, så er domstolenes arbejde baseret en kombination på det sociale systems budgetnedskæringer og en stadig større ansvarsforflygtigelse fra det enkelte individ, familie enheden til samfundet.
Vi har to modeller i spil når vi taler om at gribe ind overfor hvad de i udlandet kalder asocial opførsel. Det er tivoli-modellen og smid-nøglen-væk modellen.
Tivoli-modellen baserer sig på at kriminalitet er socialt betinget. Unge under 18 kan jf. denne model kan populært sagt aktiveres til at opgive kriminalitet ved at blive fulgt ud til aktiviteter af pædagoger. Det er uden tvivl korrekt at man at de unge mennesker, der begår kriminalitet har sociale udfordringer. Vi så sagen fra Århus, hvor at en ung pige stak en kammerat ned med en urtekniv. Rapporterne som blev lagt frem under retssagen viste jf. TV2 at moderen var syg og at faderen havde et misbrug. Uskyldige drillerier som skoleforvaltningen betegnede de daglige hændelser blev som følge af pigens tynde psykiske barriere opfattet som mobning og personlig forfølgelse. Knivoverfaldet som var en tragedie for både pigen og hendes offer kan opfattes som et råb om hjælp.
Men virker Tivoli metoden? Ja, i nogle tilfælde vil samværet med pædagogerne få de unge til at åbne sig og det bliver muligt at trænge ind til problemets kerne. Modellen rummer dog en altafgørende fejl. Negativ opførsel bliver positivt belønnet. Alle normer for normal opførsel bliver udfordret. Hvor at de voksne som omgiver de unge kan se de store linier, så er hjernen hos mennesker ikke færdigudviklet før at de er 18-20 år og de unge, der ikke er i stand til at tage beslutninger baseret på langsigtede konsekvenser, vil måske begå ny kriminalitet baseret på de kortsigtede goder.
I den anden grøft finder vi smid-nøglen-væk modellen. Den fik sine fortalere i USA under Clinton og under den nuværende økonomiske krise kæmper man med at betale prisen. Indespærring koster. I USA har man i dag ca. 1 procent af landets totale befolkning bag tremmer. På trods af dette massive antal indespærrede er kriminaliteten på samme niveau som i 1970. Overbelægningen i fængslerne har med andre ord ikke medført lavere kriminalitet, men derimod kreativitet med respekten for domstolene. Det har medført absurde tilstande som i Californien hvor at indsatte bliver løsladt efter at have udstået 10 % af deres straf, hvis de ikke har begået vold som en del af deres forbrydelse.
Vi ved i dag at når man koncentrerer kriminelle så sker der en negativ erfaringsudveksling. 25 % af de indsatte vil begå ny kriminalitet igen efter at de er blevet løsladt. Meget tyder på at dette tal kan reduceres hvis den indsatte har samme kontaktperson hele vejen igennem forløbet og i et stykke tid efter at personen bliver løsladt. Ved ungdomssanktionen har vi i perioder set at 70 til 80 procent af de unge begår ny kriminalitet inden udløbet af forløbet. Ungdomssanktionen er netop kendetegnet ved at ansvaret for det enkelte forløb er delt mellem to instanser og at der i mange tilfælde ikke er en rød tråd igennem forløbet.
Når en løsning er så dyr som døgninstitutioner, så er den også sårbar i en tid med dårlig økonomi. Det har længe forlydt at unge slap billigere fra deres gerninger sidst på året hvor at de kommunale kasser var tomme end først på året, hvor at man står med et frisk ubrugt budget. Når Svendborg stod med den første person på 14 år, der blev sigtet for en forbrydelse, så var det netop et udslag af sårbarheden ved døgn behandling.
Når man tænker på at blot en anbringelse forholdsvis nemt kan koste en halv til en hel million pr. år, så er det tid til at vi gør op med begge modeller. De kan ikke stå alene.
Der skal findes en metode, hvor at der er plads til at anerkende at mennesker kan begå fejl og at det vil have en konsekvens at begå fejl, men også at det anerkendes at tage ansvar for egne handlinger.
Siden 2006 har jeg hostet to hjemmesider. Det ene rummer en registrering af metoder brugt kloden over til at håndtere asocial opførsel blandt unge og det andet en side med anbefalinger med metoder der har gode resultater, når vi taler om at forhindre at de unge, der har begået kriminelle handlinger, begår dem igen.
Den løsning, som jeg primært anbefaler, er at indføre voldgift i almindelige retssager, som vi kender det fra civile sager. Den bygger på:
1) At stoppe udviklingen på linie med at stoppe en ulykke, så situationen ikke eskalerer indtil at anbringelse er uundgåelig.
2) At involvere individet i straffe processen, så de tager hånd om deres egen situation.
3) At involvere andre unge i processen, så de lærer om værdien ved at støtte op om lokalsamfundet og ikke begår samme fejl.
Når politiet tager den unge i den stjålne bil, så er der basalt set tale om en tilståelsessag. I sådanne tilfælde hvor at de unge fanges imens at de er i gang med at begå deres gerninger, så skal de have tilbuddet om at få sagen afgjort ved en voldgift. De vil blive pålagt opgaver – kaldet konsekvenser – de skal udføre i lokalområdet, hvorefter at de vil stå med en ren straffeattest.
Det vigtigste er dog som ved uheld at stoppe udviklingen, så omfanget af ulykken ikke udbredes. Man observerer ikke et biluheld og går i gang med at redde de nødstedte. Man sætter en advarselstrekant op først så man ikke risikerer at andre kører ind i den forulykkede køretøj og eskalerer skaden, hvorefter at redningsarbejdet kan gå i gang. På samme måde så stopper en arrestation med efterfølgende sigtelse og sluttelig ekskorte hjem til forældrene ikke for nye kriminelle handlinger inden at sagen kommer for. I dag er det nærmest som om at tingene skal eskalere indtil at der enten er et tocifret antal forhold at foreligge for retten eller at vægten af sagsakterne er over 2 kilo for at begrunde tvangsfjernelse, et argument der også kom frem i forbindelse med den tragiske sag fra København for at et avisbud blev dræbt under udførslen af hans arbejde.
Læser man landets aviser her i sommerferieperioden så er det aldrig de unges problem at de keder sig. Det er forældrenes skyld at de unge køre ulovligt, eller det er nogle andres skyld der er ikke lagt brænde frem så de unge kan tænde sig et bål og så går de ud over kommunens træer. Det er blevet legitimt at ødelægge når man keder sig.
Det er i den forbindelse at jeg er bekymret for at vi lader de unge beskytte for godt, så de ikke tidligt lærer at tage ansvar for egne gerninger. En meget brugt parole før murens fald var “Frihed under ansvar”. Hvad om vi erkendte at barndommen stopper i de tidlige teenageår, som mange eksperter beklager og lod det være en samfundspligt at unge skal være med til at håndhæve loven på linje med værnepligten?
I en række lande har man åbnet for at unge kan stilles for et panel af unge på deres egen alder. Dvs. fremover vil politiet efter arrestationen spørge den unge om han vil vente på en dom eller få afgjort sagen indenfor en uge ved en voldgift mod at få en konsekvens, der skal udføres hvorefter at tavlen er renset og deres straffeattest er blank. Da mange unge tænker i nutid vil de vælge denne løsning ganske som mange unge i gamle dage tog en lussing fra landbetjenten i stedet for at lade sagen skrive.
Derefter vil de få en GPS-fodlænke på som de skal diskret skal bære indtil at sagen er slut. Det er nødvendigt for at stoppe udviklingen. Der skal ikke være yderligere restriktioner på, men den enkelte ved nu at storebror i form af politiet ved hvor at de er døgnet rundt og at en fjernelse af den vil betyde automatisk tilbageholdelse på en lukket institution
I løbet af den uge, der vil gå indtil at voldgiften skal finde sted vil de blive kaldt ind til to møder med de udpegede unge og deres vejleder der skal udfylde rollen som anklager og forsvarer. Der vil politirapporten blive gennemgået og de vil få stillet kritiske spørgsmål.
Ved selve voldgiften vil den unge møde de førnævnte unge, samt en panel af yderlige 5-7 unge, der sammen med en domsmand og vil beslutte hvilke konsekvenser deres handlinger skal have. Der skal være en repræsentant for socialforvaltningen tilstede.
Det kan være konsekvenser som medhjælp på genbrugspladsen, hvor at haveaffald ofte skal flyttes rundt, det kan være vedligeholdelse af parkområder, direkte opgaver relateret til deres gerninger så som at male graffiti over, anden samfundstjeneste eventuelt suppleret med nogle skriftlige opgaver, hvor at juryen måtte finde det nødvendigt. Udgangspunktet er at dem der begår nogle kriminelt i nærmiljøet tager tryghed fra dette. De skal som led af deres konsekvens betale tilbage til nærmiljøet.
Erfaringer fra udlandet viser at de unge som har fået deres gerninger bedømt af populært sagt deres egne ikke begår kriminelle gerninger igen. Rent statistisk taler vi om under 5 procent.
Det skyldes jvf. eksperterne at de unge ikke længere søger accept hos forældrene eller andre voksne. De søger accept blandt unge som dem selv. Tvinges de ind i en analyse hvor at de skal forholde sig til deres gerninger i et forum hvor at konklusionen har værdi hos den enkelte, så vil de forholde sig til resultatet i langt højere grad end hvis konklusionen bliver draget af nogle personer de ikke kan identificere sig med.
Men det skyldes også at de små ting tages alvorligt og at der skrides tidligt ind, så de unge forstår at lovovertrædelser har konsekvenser.
Når konsekvensen så er udmålt er det op til forældre og socialforvaltningen at opmuntre til at konsekvensen udmåles. Det må sigtes at det sker på en værdig måde for den unge. Der skal genopbygges – ikke nedbrydes. Dvs. at den unge skal tiltales som en normal menig medarbejder og den unge skal svare høflig tilbage. Der er ikke brug for drama i den situation. Der er brug for ro til eftertanke.
Danmark har brug for en virkelig ny start. Vi har brug for et opgør med begge anvendte modeller hen imod at der laves en arbejdsfordeling imellem vores domstolssystem og socialforvaltningen, så de hver især beskæftiger sig med hvad de er gode til.
Mennesker hører til i frihed, men det er frihed under ansvar for både sig selv og vores samfund. Den læreproces er nødvendig at implementere hos de generationer, der om ikke så få år skal styre vores land.
Referencer:
Om børne domstole
Stor succes for børnedomstole, af Jesper Termansen, Berlingske Tidende, 21. september 2007
The National Association of Youth Courts, Inc.
Ungdomsdomstolen, Retsreform Nu
Vi har to modeller i spil når vi taler om at gribe ind overfor hvad de i udlandet kalder asocial opførsel. Det er tivoli-modellen og smid-nøglen-væk modellen.
Tivoli-modellen baserer sig på at kriminalitet er socialt betinget. Unge under 18 kan jf. denne model kan populært sagt aktiveres til at opgive kriminalitet ved at blive fulgt ud til aktiviteter af pædagoger. Det er uden tvivl korrekt at man at de unge mennesker, der begår kriminalitet har sociale udfordringer. Vi så sagen fra Århus, hvor at en ung pige stak en kammerat ned med en urtekniv. Rapporterne som blev lagt frem under retssagen viste jf. TV2 at moderen var syg og at faderen havde et misbrug. Uskyldige drillerier som skoleforvaltningen betegnede de daglige hændelser blev som følge af pigens tynde psykiske barriere opfattet som mobning og personlig forfølgelse. Knivoverfaldet som var en tragedie for både pigen og hendes offer kan opfattes som et råb om hjælp.
Men virker Tivoli metoden? Ja, i nogle tilfælde vil samværet med pædagogerne få de unge til at åbne sig og det bliver muligt at trænge ind til problemets kerne. Modellen rummer dog en altafgørende fejl. Negativ opførsel bliver positivt belønnet. Alle normer for normal opførsel bliver udfordret. Hvor at de voksne som omgiver de unge kan se de store linier, så er hjernen hos mennesker ikke færdigudviklet før at de er 18-20 år og de unge, der ikke er i stand til at tage beslutninger baseret på langsigtede konsekvenser, vil måske begå ny kriminalitet baseret på de kortsigtede goder.
I den anden grøft finder vi smid-nøglen-væk modellen. Den fik sine fortalere i USA under Clinton og under den nuværende økonomiske krise kæmper man med at betale prisen. Indespærring koster. I USA har man i dag ca. 1 procent af landets totale befolkning bag tremmer. På trods af dette massive antal indespærrede er kriminaliteten på samme niveau som i 1970. Overbelægningen i fængslerne har med andre ord ikke medført lavere kriminalitet, men derimod kreativitet med respekten for domstolene. Det har medført absurde tilstande som i Californien hvor at indsatte bliver løsladt efter at have udstået 10 % af deres straf, hvis de ikke har begået vold som en del af deres forbrydelse.
Vi ved i dag at når man koncentrerer kriminelle så sker der en negativ erfaringsudveksling. 25 % af de indsatte vil begå ny kriminalitet igen efter at de er blevet løsladt. Meget tyder på at dette tal kan reduceres hvis den indsatte har samme kontaktperson hele vejen igennem forløbet og i et stykke tid efter at personen bliver løsladt. Ved ungdomssanktionen har vi i perioder set at 70 til 80 procent af de unge begår ny kriminalitet inden udløbet af forløbet. Ungdomssanktionen er netop kendetegnet ved at ansvaret for det enkelte forløb er delt mellem to instanser og at der i mange tilfælde ikke er en rød tråd igennem forløbet.
Når en løsning er så dyr som døgninstitutioner, så er den også sårbar i en tid med dårlig økonomi. Det har længe forlydt at unge slap billigere fra deres gerninger sidst på året hvor at de kommunale kasser var tomme end først på året, hvor at man står med et frisk ubrugt budget. Når Svendborg stod med den første person på 14 år, der blev sigtet for en forbrydelse, så var det netop et udslag af sårbarheden ved døgn behandling.
Når man tænker på at blot en anbringelse forholdsvis nemt kan koste en halv til en hel million pr. år, så er det tid til at vi gør op med begge modeller. De kan ikke stå alene.
Der skal findes en metode, hvor at der er plads til at anerkende at mennesker kan begå fejl og at det vil have en konsekvens at begå fejl, men også at det anerkendes at tage ansvar for egne handlinger.
Siden 2006 har jeg hostet to hjemmesider. Det ene rummer en registrering af metoder brugt kloden over til at håndtere asocial opførsel blandt unge og det andet en side med anbefalinger med metoder der har gode resultater, når vi taler om at forhindre at de unge, der har begået kriminelle handlinger, begår dem igen.
Den løsning, som jeg primært anbefaler, er at indføre voldgift i almindelige retssager, som vi kender det fra civile sager. Den bygger på:
1) At stoppe udviklingen på linie med at stoppe en ulykke, så situationen ikke eskalerer indtil at anbringelse er uundgåelig.
2) At involvere individet i straffe processen, så de tager hånd om deres egen situation.
3) At involvere andre unge i processen, så de lærer om værdien ved at støtte op om lokalsamfundet og ikke begår samme fejl.
Når politiet tager den unge i den stjålne bil, så er der basalt set tale om en tilståelsessag. I sådanne tilfælde hvor at de unge fanges imens at de er i gang med at begå deres gerninger, så skal de have tilbuddet om at få sagen afgjort ved en voldgift. De vil blive pålagt opgaver – kaldet konsekvenser – de skal udføre i lokalområdet, hvorefter at de vil stå med en ren straffeattest.
Det vigtigste er dog som ved uheld at stoppe udviklingen, så omfanget af ulykken ikke udbredes. Man observerer ikke et biluheld og går i gang med at redde de nødstedte. Man sætter en advarselstrekant op først så man ikke risikerer at andre kører ind i den forulykkede køretøj og eskalerer skaden, hvorefter at redningsarbejdet kan gå i gang. På samme måde så stopper en arrestation med efterfølgende sigtelse og sluttelig ekskorte hjem til forældrene ikke for nye kriminelle handlinger inden at sagen kommer for. I dag er det nærmest som om at tingene skal eskalere indtil at der enten er et tocifret antal forhold at foreligge for retten eller at vægten af sagsakterne er over 2 kilo for at begrunde tvangsfjernelse, et argument der også kom frem i forbindelse med den tragiske sag fra København for at et avisbud blev dræbt under udførslen af hans arbejde.
Læser man landets aviser her i sommerferieperioden så er det aldrig de unges problem at de keder sig. Det er forældrenes skyld at de unge køre ulovligt, eller det er nogle andres skyld der er ikke lagt brænde frem så de unge kan tænde sig et bål og så går de ud over kommunens træer. Det er blevet legitimt at ødelægge når man keder sig.
Det er i den forbindelse at jeg er bekymret for at vi lader de unge beskytte for godt, så de ikke tidligt lærer at tage ansvar for egne gerninger. En meget brugt parole før murens fald var “Frihed under ansvar”. Hvad om vi erkendte at barndommen stopper i de tidlige teenageår, som mange eksperter beklager og lod det være en samfundspligt at unge skal være med til at håndhæve loven på linje med værnepligten?
I en række lande har man åbnet for at unge kan stilles for et panel af unge på deres egen alder. Dvs. fremover vil politiet efter arrestationen spørge den unge om han vil vente på en dom eller få afgjort sagen indenfor en uge ved en voldgift mod at få en konsekvens, der skal udføres hvorefter at tavlen er renset og deres straffeattest er blank. Da mange unge tænker i nutid vil de vælge denne løsning ganske som mange unge i gamle dage tog en lussing fra landbetjenten i stedet for at lade sagen skrive.
Derefter vil de få en GPS-fodlænke på som de skal diskret skal bære indtil at sagen er slut. Det er nødvendigt for at stoppe udviklingen. Der skal ikke være yderligere restriktioner på, men den enkelte ved nu at storebror i form af politiet ved hvor at de er døgnet rundt og at en fjernelse af den vil betyde automatisk tilbageholdelse på en lukket institution
I løbet af den uge, der vil gå indtil at voldgiften skal finde sted vil de blive kaldt ind til to møder med de udpegede unge og deres vejleder der skal udfylde rollen som anklager og forsvarer. Der vil politirapporten blive gennemgået og de vil få stillet kritiske spørgsmål.
Ved selve voldgiften vil den unge møde de førnævnte unge, samt en panel af yderlige 5-7 unge, der sammen med en domsmand og vil beslutte hvilke konsekvenser deres handlinger skal have. Der skal være en repræsentant for socialforvaltningen tilstede.
Det kan være konsekvenser som medhjælp på genbrugspladsen, hvor at haveaffald ofte skal flyttes rundt, det kan være vedligeholdelse af parkområder, direkte opgaver relateret til deres gerninger så som at male graffiti over, anden samfundstjeneste eventuelt suppleret med nogle skriftlige opgaver, hvor at juryen måtte finde det nødvendigt. Udgangspunktet er at dem der begår nogle kriminelt i nærmiljøet tager tryghed fra dette. De skal som led af deres konsekvens betale tilbage til nærmiljøet.
Erfaringer fra udlandet viser at de unge som har fået deres gerninger bedømt af populært sagt deres egne ikke begår kriminelle gerninger igen. Rent statistisk taler vi om under 5 procent.
Det skyldes jvf. eksperterne at de unge ikke længere søger accept hos forældrene eller andre voksne. De søger accept blandt unge som dem selv. Tvinges de ind i en analyse hvor at de skal forholde sig til deres gerninger i et forum hvor at konklusionen har værdi hos den enkelte, så vil de forholde sig til resultatet i langt højere grad end hvis konklusionen bliver draget af nogle personer de ikke kan identificere sig med.
Men det skyldes også at de små ting tages alvorligt og at der skrides tidligt ind, så de unge forstår at lovovertrædelser har konsekvenser.
Når konsekvensen så er udmålt er det op til forældre og socialforvaltningen at opmuntre til at konsekvensen udmåles. Det må sigtes at det sker på en værdig måde for den unge. Der skal genopbygges – ikke nedbrydes. Dvs. at den unge skal tiltales som en normal menig medarbejder og den unge skal svare høflig tilbage. Der er ikke brug for drama i den situation. Der er brug for ro til eftertanke.
Danmark har brug for en virkelig ny start. Vi har brug for et opgør med begge anvendte modeller hen imod at der laves en arbejdsfordeling imellem vores domstolssystem og socialforvaltningen, så de hver især beskæftiger sig med hvad de er gode til.
Mennesker hører til i frihed, men det er frihed under ansvar for både sig selv og vores samfund. Den læreproces er nødvendig at implementere hos de generationer, der om ikke så få år skal styre vores land.
Referencer:
Om børne domstole
Stor succes for børnedomstole, af Jesper Termansen, Berlingske Tidende, 21. september 2007
The National Association of Youth Courts, Inc.
Ungdomsdomstolen, Retsreform Nu
fredag den 28. maj 2010
Indlæg på TV2 Øst om teenagepiger der overfaldt en ældre dame.
På grund af en mærkelig spam-robot kunne jeg ikke sende følgende kommentar til denne artikel:
Vi burde indføre "Teen Peer courts" i Danmark
I en række lande har man nu i en årrække forsøgt sig med "Teen Peer Courts". Konceptet er at tilståelsessager som denne føres foran en gruppe af teenagere med vejledning af jurister.
Der fastsættes så nogle konsekvenser i form af samfundstjeneste, skriftlige undskyldninger til ofre og egne forældre suppleret med skriftlige afhandlinger over relevante emner efterfulgt af jury-tjeneste i en senere sag, hvorefter at straffeattesten slettes hvis konsekvenserne bliver udført. Hvis det ikke sker, så havner sagen på bordet nede i den normale byret.
Bagtanken ved dette princip er at unge i højere grad accepterer konsekvenser udmålt af jævnaldrene og det vil give samfundet den gevinst at alle de medvirkende unge får viden om landets love og hvor let ubetænksomhed kan få dem til at krydse grænsen.
Pigerne havde tyveri i tankerne og straffen for sådanne lovovertrædelser er populært sagt latterlige. Unge som lever i nuet da deres hjerne ikke er fuldt udviklet opnår ved traditionelle domstole let et tocifret antal forhold før at der udløses en mærkbar konsekvens. Her skal man tænke på at unge faktisk ikke forstår konceptet bag en betinget straf da deres hjerner kun vanskeligt kan overskue langsigtede konsekvenser.
Pludselig rykker de op i forbrydelsernes superliga via overfald eller i andre tilfælde røveri. Det er der ingen der ønsker - ikke mindst os som skal betale 1900 kr. pr. døgn for at putte mennesker i fængsel eller sågar 700 kr. pr. døgn ved visse døgninstitutioner.
Derfor skal unge møde en "domstol", der kun afgiver ubetingede straffe i form af arbejdsopgaver hvorefter at luften er renset, når straffen er afsonet.
Derfor skal de øvrige unge være med når domstolene afsiger domme over andre unge.
Udenlandske erfaringer viser at kun 5%-10% af de unge der har været dømt ved disse teenage domstole begår kriminalitet igen.
Ca. 25-25% af dem som forlader fængslerne begår ny kriminalitet.
Abonner på:
Opslag (Atom)