Hvad med at sætte den kriminelle lavalder op?

Et flertal af danskerne ønsker at sætte den kriminelle lavalder ned.

Så langt, så godt.

Men hvorfor vil vi sætte lavalderen ned?

Jo, et argument lyder at de ældre bruger de yngre til at gå forrest ved lovovertrædelser fordi at de så skulle være straffrie. Diverse undersøgelser sætter spørgsmålstegn med dette argument, men lad nu det ligge. Vi må blot spørge os selv om en anden aldersgrænse blot ikke ville flytte problemet, hvis påstanden er rigtig.

Et andet argument, som Statsministeren også har anvendt på TV2 News er at det social system reagerer for forskelligt. Ja, selvfølgelig gør de det. Det er der mange årsager til. Den primære er den økonomi, som kommunerne er underlagt. En stram økonomi, som er dikteret af den part som Statsministeren repræsenterer, giver dem ikke de store muligheder for at agerer såfremt at de uheldigvis er blevet social dumpingplads for de omkringliggende kommuner. Sekundært så stresses forvaltningerne af tidsfrister, som reelt er umuligt at overholde, hvilket medfører regulere lovbrud. Selv anno 2009 findes der eksempler på at kommuner betaler indskud i nabo-kommuner for familier, som de kan se potentielle udgifter forbundet med i fremtiden, så det er den nye kommune der må bære den sociale byrde i fremtiden.

Konkret kan det nævnes at et barn har større chance for at slippe for en foranstaltning i form af tvangsfjernelse, hvis denne laver kriminalitet sidst på året, for da er de kommunale kasser tomme.

Men er disse to argumenter valide? Vil vi sænke kriminaliteten, hvis vi blot flytter en grænse nogle år?

For at få svar på disse spørgsmål, så må vi se på de foranstaltninger vi har i forhold til målgruppen mellem 15 og 18 år. Foranstaltninger, vi nu vil bruge overfor yngre børn.

Danmarks prestige projekt hedder ungdomssanktionen. Ungdomssanktionen byder på en periode på en lukket institution efterfulgt af en tid på et sted med videre rammer for til sidst at blive ført tilbage til det miljø, som de unge startede i. I alt 2 år i et forløb som er udformet som et samarbejde mellem stat og kommune.

Hvad er den første fejl? Jo, to umage parter skal samarbejde. Da begge helst så at den anden betaler gildet, så går det op i hat og briller. Alt for mange dømte unge sidder på et lukket institution uden en handlingsplan for hvordan at de skal komme videre. Når de sidder der, så betaler staten. Det øjeblik at de skal videre så betaler kommunen. Vi taler om at det koster ca. 5.000 kr. i døgnet, så det er ikke håndøre vi taler om.

Hvad er den næste fejl? Så længe at den unge ved at vedkommende skal tilbage, så skal denne helst komme tilbage som en sejrherre over systemet for at vinde anerkendelse. Vi må ikke forglemme at mange unge er marginaliseret ud i pigebander eller andre ungdomsbander, hvor at værdigrundlaget er anderledes end for den jævne befolkning. Ironisk får de kriminelle unge hjælp af os almindelige voksne og akademiske politikere, som ikke har færdes på samfundets skyggeside. Det er en myte at danske fængsler og institutioner er hoteller. Jeg har ikke siddet i dem, men jeg har leveret IT-udstyr til dem. De er IKKE hoteller. Jeg vil personligt gøre alt for at jeg og for den sags skyld mine børn aldrig skal tilbringe bare en nat i dem.

Det bringer os til tredje fejl. Hvad hvis de er et produkt at det miljø de færdes i? Målet med ungdomssanktionen er at de skal tilbringe den sidste tid under sanktionen i hjemmet godt nok i samarbejde med den lokale socialforvaltning, men et hjem som rummer de basale risici for at den unge vender tilbage til gamle vaner.

Er det et under at succesraten kun er ca. 20%?

Et sekundært problem er at mange tvangsfjernede børn ikke har noget at miste. En sanktion går hen over hovedet på dem, da de allerede har mistet retten til at sove i egen seng. Vi ser en række eksempler på at kriminalitet begås af unge som er anbragt. Vi taler om unge som har oplevet en række nederlag i livet. Det begår en lovovertrædelse til har ikke den store betydning. Det betyder ofte blot en flytning til en ny institution.

Hvordan kommer vi så videre?

Jo, vi skal arbejde på flere fronter.

1) Der skal skabes alternative skolesystemer til de unge som ikke befinder sig vel i de tilbud vi har i dag.

2) Der skal etableres et kadet-korps drevet af den professionelle det af hjemmeværnet i samarbejdet med VEU-systemet, så de unge som er trætte af at hænge på gaden kan få et tilbud om at starte på en frisk ved at indgå i et forløb med 6 måneder på en kaserne efterfulgt af 12 måneder med personlig mentor i hjembyen. Systemet kendes i USA som National Guard Youth Challenge Program og virker betydelig bedre end 90’ernes Boot Camps, som ødelagde eller slog unge ihjel.

3) Når unge begår fejl så skal de gives chancen til at forklare sig og så modtage konsekvenser i form af skriftligt undskyldninger eller opgaver, samfundstjeneste og geo-fencing i stedet for indespærring eller betingede straffe. De unges hjerner er ikke færdigudviklede. De lever i nuet og magter ikke at overskue de langsigtede konsekvenser af en given handling på samme måde som en voksen. Vores retssystem må tilpasse sig dette videnskabelige faktum. Den konsekvens de skal have skal falde hurtigt og konsekvent, men på en måde så de kan lære af det og rejse sig igen. Vi skal studere ideologien bag ”Restorative justice” og vurdere om vi ikke kan anvende dette koncept i den danske kriminalforsorg.

4) De unge skal involveres i domstolsprocessen, idet en af de store problemer i dag er at der er for stor afstand mellem domstolene og befolkningen. Der er ikke forståelse for hvilke kriterier der lægges til grund for en dom. Ved at de unge forelægges milde sager i et såkaldt ”Peer Court” system, så kan de få en større forståelse for hvor hurtigt at tingene kan gå galt og dem som får en konsekvens, får den udmålt af en gruppe mennesker som de kan relatere sig til og som de egentlig søger accept hos.

5) Når et ungt menneske træder ved siden af, skal familien involveres i processen. En familie-coach skal vende problemstillinger i hjemmet og familien skal fungere som ekstra vagt ved udførelse af samfundstjeneste hvor at det er formålstjenligt.

6) Vi må lade være med at forfalde til letkøbte budskaber. ”Being tough on crime” sælger i form af 5 minutters opmærksomhed på en TV-kanal, men det har skabt USA’s største tragedie. I Time Magazine lyder det at tiden er kommet til at kriminalforsorgen for unge skal til at blive voksen. Budskabet er at vi ikke kan indespærre os ud af problemerne. En tilsvarende konklusion lyder i en 300-sider rapport, man kan downloade fra det danske justitsministeriums hjemmeside.

På hjemmesiden retsreformnu har jeg listet nogle løsninger. Vi behøver som land ikke gentage USA’s fejltagelser. Et menneske skal ikke konsekvent bag tremmer fordi at der begås en fejl, men omvendt med en lovovertrædelse ikke gå upåtalt hen. De unge er en gruppe som skal vejledes under hensyn til det stadie de er i deres udvikling i forhold til et voksent menneske.

Så lad os lære af den nyeste viden indenfor dette område og ikke 10 år gamle populistiske budskaber.

Kilder:

Flertal: Straf børn - men ikke i fængsel, Politiken, 18. april 2009
Lavalder har ingen betydning, TV2, 14. april 2009
Når kassen er tom, må udsatte børn vente, 24Timer, 17. september 2008
Fængselsansatte: Tving de unge i skole, Politiken, 18. april 2009
Getting the Juvenile-justice system to grow up, Time Magazine, 24 marts 2009
Udredning til brug for Kommissionen vedrørende ungdomskriminalitet (Udkast), af Susanne Clausen, Merete Djurhuus og Britta Kyvsgaard, Justitsministeriets Forskningsenhed, August 2008