Nedenståede kommentar blev givet til artiklen: Drenge skød på 13-årig under røveri, af Niels Gandrup, Jydste Vestkysten, 28. juni 2008
Mange steder har man indført "Teen courts" som en option for unge - teknisk set uden en nedre aldersgrænse, men hvor at myndighederne og forældrene siger god for at de er moden nok til at deltage.
Det er en domstol, som superviseres af en dommer, men hvor alle aktører er teenagere og hvor at konsekvenserne består af skriftlige opgaver, undskyldninger til ofre og forældre, samfundstjeneste, stuearrest og obligatorisk jurytjeneste, når konsekvenserne er afsonet. Forældrene skal være tilstede i retten og de skal svare under vidneansvar som de ville have gjort det ellers.
Formålet er at vise de unge, hvordan at domstolssystemet virker uden at de skal slæbe rundt på straffeattester og uden at de for alvor bliver sendt på institution, hvor at de hurtigt finder en plads i hakkeordenen blandt de større børn, men også lærer en hel masse uheldige vaner.
Det ville være en passende følge at de måtte blive målt på deres handlinger af nogle som de formentlig vægter tungere end os gamle saltstøtter.Alt for mange unge ved ikke hvad de enkelte handlinger koster. De forstår ikke hvor at alvorligt selv ganske små forskelle i deres handlinger kan blive. Havde de listet mobil og penge ud af drengens lommer havde det være tyveri. Havde de blot taget det ud af hånden på drengen imens at han stod måbende tilbage havde det været ran. Men det øjeblik at han giver et pip fra sig, bliver det røveri og så kan det være lige meget om de havde truet med en kuglepen eller en softgun. Røveri er det og det er en meget alvorlig sag.
Det samme kunne vi se i vinterferien, da unge brændte containere af. Havde de brugt en mukkert havde det været hærværk med bødestraf til følge. Nu blev det brandstiftelse og det er lig med ødelagte fremtidsmuligheder.
De unge forstår bare ikke forskellen på de juridiske termer. Nok ved de at de har begået noget kriminel, men når der skal ganske meget til inden at de skal fjernes, da det nemt koster samfundet 100.000 kr. om måneden, så får alt for mange lov til at lave en masse skidt inden at hammeren falder og når den så falder taler vi om den næstbedste løsning, for sjælden er løsningen uden for hjemmet den bedste.
Men havde vi "Teen courts" så var det en noget-for-noget handel: "Accepter din konsekvens og afson den, så er du kvit med samfundet, men sker det ikke så finder samfundet et andet logi til dig."
I en tid, hvor at man taler om 16 års valgrets alder og hvor at dobbeltindkomstsamfundet reelt beordrer de unge til at leve deres liv selv, når de forlader SFO-systemet, så må de også få mulighed for at demonstrere at de er så modne at de kan tage personligt ansvar for deres handlinger ved at stå frem og indrømme disse foran deres ligemænd, når de træder ved siden af.Indfør derfor "Teen Courts" så vores sociale system ikke belastes af unge, der som alle mennesker begår fejl, men som vælger at tage ansvaret for dem.
mandag den 30. juni 2008
torsdag den 26. juni 2008
Udsatte børn strander på akutinstitutioner
Udsatte børn strander på akutinstitutioner, Politiken, 26. juni 2008
Der er en del årsager til at unge ikke kan komme videre fra akutinstitutioner:
1) Der er ikke penge til en permanent løsning. Tidligere har det være rapporteret at unge, som bliver dømt til institutionsophold bliver fanget imellem to kasser. Når de er på den lukkede institution, så betaler en kasse, men når der er lagt en plan, så skal en anden kasse betale. En kasse som i forvejen er spændt hårdt for. (Ungdomssanktion: Kommuner svigter unge kriminelle , Bladet Socialpædagogen, 20. februar 2004 nr. 4)
2) Mange kommuner har ikke overblik over de ressourcer de råder over. Faktum er at Danmark har mange anbragte børn. Vi har en ide om at det at flytte børn til et miljø med færre valg og mere struktur som fagligt kaldes "forsimplet setting". Men anbringelser koster. 100.000 kr. er ingenting. Hvad gør man f.eks. i Finland, hvor at almindelige skoler rummer svære tilfælde?
3) Landet har slet ikke pladserne og de pladser som der er koster ekstra mange penge, da det handler om udbud og efterspørgsel. Et sært paradoks er Tvind koncernen, der er registreret som en kult af Rick A. Ross Institutet i New Jersey. (Tvind skovler stadig penge ind, Berlingske, 17. juni 2008). Ofte ved kommunerne ikke hvem de handler med. (Politikere kender ikke til Tvind, Danmarks Radio, 27. februar 2008). Hvorfor belønne en koncern med den ene hånd, når den anden er fuld beskæftiget med at føre sag mod selvsamme koncern?
For at komme problemet til livs, så må vi forhindre at så mange fjernes fra hjemmet. Dels må der ligges kraftigt pres på kommunerne, så de straffes alvorligt ved tvangfjernelser i sager, hvor at der kunne have været sat forebyggende ind. Måske skal regningen selv i de tilfælde hvor at der er tale om varetægtsfængslinger også havde hos kommunen, hvis ankestyrelsen finder at der har været svigt.
Men vi bør også indføre "Teen courts" til at fange de unge, som er på vej ud på en kriminel løbebane. "Teen courts" bygger principielt på indlæring. Indlæring af de unge, som er sigtet, men også af de unge, som skal dømme. Her er ingen straffeattester, her er intet afbrudt skoleforløb, her er en mulighed for at forholde sig til egne handlinger og afsone konsekvensen i nærområdet.
Vi bør se på selvudviklingslejre. I byen Blue Springs in Missouri afholder man hvert år en sommer Boot camp. Her kan unge med domme deltage mod at få slettet resten af deres straf, så de kan starte på en frisk efter sommerferien, men denne Boot camp som foregår i byen i dagtimerne tiltrækker også mange unge, som ikke har været straffet. De kommer for at bevise overfor sig selv og deres nærmeste at de kan stå distancen. Det giver en ganske anderledes positiv ånd end man oplever på institutioner og genopdragelseslejre. Resultaterne taler også for sig selv. Markant færre laver ny kriminalitet end det er tilfældet med børn, der har været anbragt.
Endvidere bør vi se på at udvikle en dansk udgave af det amerikanske National Guard Youth ChalleNGe Program. Vi har et velfungerende VEU-system, vi har kaserner som er under afvikling. Her er en oplagt mulighed for at lave noget for de unge, som enten er gået i stå eller føler det svært at bryde med bandemiljøer. Her kan de selv vælge at trække sig ud af samfundet og få værktøjer til at finde deres ressourcer og komme igang igen.
En deltalje, som kendetegner dette amerikanske program er dens bruge af mentorer. Vores undervisningsminister promoverer også brugen af mentorer, for de beklagelige fakta er at vi aldrig har formået at bryde den sociale arv. Vi har brug for at flere gennemfører en ungdomsuddannelse, men de voksne i hjemmet ikke har gjort det, så er det svært for dem at være den støtte, som børnene har brug for.
Noget skal der gøres. Når diverse ministre råber op om forældreansvar, så viser udenlandske erfaringer at vi får FLERE anbringelser. Mange forældre vil så kræve prævensiv anbringelse for at forhindre at de bliver gjort økonomisk og juridisk ansvarlig for deres barns handlinger. Det bliver en bombe under vores system.
Sæt derfor forebyggende ind og indfør til en start "Teen courts", så vi kan lære den næste generation om personligt ansvar og at tage ansvar for egne handlinger. Når dette sker, vil antallet af anbringelser blive reduceret og denne ulykkelige situation med børn, som hænger fast vil blive fjernet.
Der er en del årsager til at unge ikke kan komme videre fra akutinstitutioner:
1) Der er ikke penge til en permanent løsning. Tidligere har det være rapporteret at unge, som bliver dømt til institutionsophold bliver fanget imellem to kasser. Når de er på den lukkede institution, så betaler en kasse, men når der er lagt en plan, så skal en anden kasse betale. En kasse som i forvejen er spændt hårdt for. (Ungdomssanktion: Kommuner svigter unge kriminelle , Bladet Socialpædagogen, 20. februar 2004 nr. 4)
2) Mange kommuner har ikke overblik over de ressourcer de råder over. Faktum er at Danmark har mange anbragte børn. Vi har en ide om at det at flytte børn til et miljø med færre valg og mere struktur som fagligt kaldes "forsimplet setting". Men anbringelser koster. 100.000 kr. er ingenting. Hvad gør man f.eks. i Finland, hvor at almindelige skoler rummer svære tilfælde?
3) Landet har slet ikke pladserne og de pladser som der er koster ekstra mange penge, da det handler om udbud og efterspørgsel. Et sært paradoks er Tvind koncernen, der er registreret som en kult af Rick A. Ross Institutet i New Jersey. (Tvind skovler stadig penge ind, Berlingske, 17. juni 2008). Ofte ved kommunerne ikke hvem de handler med. (Politikere kender ikke til Tvind, Danmarks Radio, 27. februar 2008). Hvorfor belønne en koncern med den ene hånd, når den anden er fuld beskæftiget med at føre sag mod selvsamme koncern?
For at komme problemet til livs, så må vi forhindre at så mange fjernes fra hjemmet. Dels må der ligges kraftigt pres på kommunerne, så de straffes alvorligt ved tvangfjernelser i sager, hvor at der kunne have været sat forebyggende ind. Måske skal regningen selv i de tilfælde hvor at der er tale om varetægtsfængslinger også havde hos kommunen, hvis ankestyrelsen finder at der har været svigt.
Men vi bør også indføre "Teen courts" til at fange de unge, som er på vej ud på en kriminel løbebane. "Teen courts" bygger principielt på indlæring. Indlæring af de unge, som er sigtet, men også af de unge, som skal dømme. Her er ingen straffeattester, her er intet afbrudt skoleforløb, her er en mulighed for at forholde sig til egne handlinger og afsone konsekvensen i nærområdet.
Vi bør se på selvudviklingslejre. I byen Blue Springs in Missouri afholder man hvert år en sommer Boot camp. Her kan unge med domme deltage mod at få slettet resten af deres straf, så de kan starte på en frisk efter sommerferien, men denne Boot camp som foregår i byen i dagtimerne tiltrækker også mange unge, som ikke har været straffet. De kommer for at bevise overfor sig selv og deres nærmeste at de kan stå distancen. Det giver en ganske anderledes positiv ånd end man oplever på institutioner og genopdragelseslejre. Resultaterne taler også for sig selv. Markant færre laver ny kriminalitet end det er tilfældet med børn, der har været anbragt.
Endvidere bør vi se på at udvikle en dansk udgave af det amerikanske National Guard Youth ChalleNGe Program. Vi har et velfungerende VEU-system, vi har kaserner som er under afvikling. Her er en oplagt mulighed for at lave noget for de unge, som enten er gået i stå eller føler det svært at bryde med bandemiljøer. Her kan de selv vælge at trække sig ud af samfundet og få værktøjer til at finde deres ressourcer og komme igang igen.
En deltalje, som kendetegner dette amerikanske program er dens bruge af mentorer. Vores undervisningsminister promoverer også brugen af mentorer, for de beklagelige fakta er at vi aldrig har formået at bryde den sociale arv. Vi har brug for at flere gennemfører en ungdomsuddannelse, men de voksne i hjemmet ikke har gjort det, så er det svært for dem at være den støtte, som børnene har brug for.
Noget skal der gøres. Når diverse ministre råber op om forældreansvar, så viser udenlandske erfaringer at vi får FLERE anbringelser. Mange forældre vil så kræve prævensiv anbringelse for at forhindre at de bliver gjort økonomisk og juridisk ansvarlig for deres barns handlinger. Det bliver en bombe under vores system.
Sæt derfor forebyggende ind og indfør til en start "Teen courts", så vi kan lære den næste generation om personligt ansvar og at tage ansvar for egne handlinger. Når dette sker, vil antallet af anbringelser blive reduceret og denne ulykkelige situation med børn, som hænger fast vil blive fjernet.
En sag lige til ungdomsdomstolen
Teenager anholdt for uorden, Jydske Vestkysten, Af Sophie Grønlund Sondrup, 26 juni 2008
En ung mand på 17 år går amok i hjemmet og smadrer et vindue. På vej i byen ryger der et vindue mere i kroen. En typisk lovovertrædelse begået i affekt, som ligger godt til en ungdomsdomstol.
Uden at vide hvad en jury bestående af jævnaldrene måtte finde frem til, så kunne en passende palette af konsekvenser være:
1) Undskyldning til forældrene i retten
2) Skriftlig undskyldning til kroen, som mistede et vindue.
3) Økonomisk kompensation til kroen. Fejning af gårdsplads eller fortorv ud mod kirken.
4) Et kursus i vredeshåndtering
5) Jury-tjans
Det er i sådanne sager om små-vandalisme at samfundet har en gylden mulighed for at lære de unge om personligt ansvar. Måtte folketinget dog snart se lyset.
En ung mand på 17 år går amok i hjemmet og smadrer et vindue. På vej i byen ryger der et vindue mere i kroen. En typisk lovovertrædelse begået i affekt, som ligger godt til en ungdomsdomstol.
Uden at vide hvad en jury bestående af jævnaldrene måtte finde frem til, så kunne en passende palette af konsekvenser være:
1) Undskyldning til forældrene i retten
2) Skriftlig undskyldning til kroen, som mistede et vindue.
3) Økonomisk kompensation til kroen. Fejning af gårdsplads eller fortorv ud mod kirken.
4) Et kursus i vredeshåndtering
5) Jury-tjans
Det er i sådanne sager om små-vandalisme at samfundet har en gylden mulighed for at lære de unge om personligt ansvar. Måtte folketinget dog snart se lyset.
Abonner på:
Opslag (Atom)