lørdag den 4. juni 2011

Hvorfor at behovet for en reform aldrig har været større

Jeg er bekymret.

Min bekymring går på at vi er ved at skabe disrespekt for loven. At vi på papiret indfører hårde straffe, men på grund af overbelægning ender ud med at der vil blive så meget forskel på den tid at domstolene idømmer folk til at afsone i forhold til den tid de reelt afsoner.

Som følge af at Dansk Folkeparti fik indført en stramning af straffen for hjemmerøveri, så er reglerne for prøveløsladelse blevet ændret. Nu skal folk kun afsone 2 måneder før at de kan mødes på gaden igen. Hvad værre er, så skal anklagemyndigheden og andre involverede i sagen ikke høres. Prøveløsladelserne sker administrativt.

Det er ikke sådan at jeg mener at vi skal slå hjemmerøverier hen som endnu en triviel form for kriminalitet. Tværdimod. I min familien har vi medlemmer som er blevet offer for hjemmerøverier. Det er en ganske alvorlig lovovertrædelse som må adresseres med den skrappeste mulige konsekvens.

Jeg mener at der er behov for at vi gennemgår systemet og ændrer grundlæggende på den måde vi straffer folk på.

Først og fremmest bør fængsler reserveres til mennesker, der har lavet personfarlige lovovertrædelser eller organiseret kriminalitet.

Resten af lovovertrædelserne bør kunne klares ved at de dømte skal udføre opgaver for samfundet ude i samfundet.

Hvis en domstol idømmer en person et års sanktion, så er det en sanktion på et år. Ikke 8 måneder - ikke 2 måneder, hvorefter at der ikke tales mere om det.

Skrækscenariet må være Californien. Her kan mennesker som har lavet ikke personfarlig kriminalitet opnå prøveløsladelse efter at have afsonet cirka 10 procent af deres straf. Så da skuespilleren Michelle Rodriguez der er kendt fra "Lost" fik 180 dage, så afsonede hun 18 dage.

Men vi skal også etablere nye domstole, som kan tage sig af de små sager, så især unge kan stoppes i tide inden at de opnår optagelse i grupper hvor at de indre værdier er for meget ude at trit med samfundets generelle værdier.

I New York har man formået at rette op på mange år, hvor at det var en af de mest farlige byer at færdes i. Værktøjet har primært været brugen af såkaldte "Community Courts". Dvs. domstole hvor at et panel af lokale borgere med hjælp fra dommere behandlede små-sager som butikstyveri, hærværk, slagsmål, graffiti. Et system, hvor at de dømte skal udføre manuelle opgaver i lokalområdet.

Vi burde oprette den slags domstole i kriseområder f.eks. i Vollmose, hvor at grupper har udvist en sjælden form for foragt overfor myndigheder med deres offentliggørelse af videoer af lovovertrædelser.

Disse unge hører ikke til i fængsel. De hører ikke til på døgninstitutioner hvor at de vil møde andre unge og de kan sætte sig ned og lære unoder af hinanden. De skal lære at være ansvarlige for egne gerninger. De skal lære at nok kan man træde ved siden af, men det koster.

Det skal være et domstolsystem, som arbejder sammen med de sociale myndigheder, så de unge bliver sat i arbejde eller igang med en uddannelse. Nogle vil spørge: "Jamen, hvis vi ansætter 100 nye unge som anlægsgartnere fordi at vi ikke kan få dem igang med en ungdomsuddannelse, vil det så ikke koste en masse penge?". Svaret må være: "Det koster 900 kr. pr. døgn at huse et ungt menneske i fængsel. Det kan koste 7.000 kr. i døgnet at huse et ungt menneske i en lukket døgninstitution. Hvor mange anlægsgartnere kan du ikke aflønne for udgifterne til bare et ungt menneske i nød?"


Når de unge opdager at deres handlinger ikke vækker begejstring hos deres forældre, naboer, skolekammerater, kollegaer og at de hver eneste gang bliver sendt ned for male grafitti over og rydde op i de grønne områder, så forstår de at de med deres handlinger skader ikke bare dem selv, men hele områdets ry. Deres brødres, deres forældres, deres kærestes og deres kammeraters ry. De kan vælge en anden vej. De kan få tilbudt meningsfyldt beskæftigelse, hvis de vil. Men den eneste som kan foretage det valg for dem, er dem selv. Indtil at de foretager det valg, vil samfundet hjælpe dem til omtanke ved at udstikke nye opgaver til dem.

Danmark kan som land gøre så meget mere end vi gør idag. Problemet er at vi som nation er begyndt at se alle problemer som enkeltsager. Vi sætter prop i hullet i en både der er lavet af råddent træ og træet giver efter når vi prøver at stoppe dette forlis.

Lad os stoppe den medie-orienterede retspolitik. Lad os få en permanent strategi, som handler om at stoppe unge i at komme ud i en forkert livsførelse.

Kilder:
DF overdriver antallet af røverier (TV2, 4. Juni 2011)
Bred kritik af forslag om tidlig fangeløsladelse (Berlingske Tidende, 28. maj 2011)
Michelle Rodriguez out of jail after 18 days (MS NBC, 10. januar 2008)
Unge gør politiet til grin i Vollsmose (Fyens Stifstidende, 31. maj 2011)
Center for Court Innovation