fredag den 28. maj 2010

Indlæg på TV2 Øst om teenagepiger der overfaldt en ældre dame.

På grund af en mærkelig spam-robot kunne jeg ikke sende følgende kommentar til denne artikel:

Vi burde indføre "Teen Peer courts" i Danmark

I en række lande har man nu i en årrække forsøgt sig med "Teen Peer Courts". Konceptet er at tilståelsessager som denne føres foran en gruppe af teenagere med vejledning af jurister.

Der fastsættes så nogle konsekvenser i form af samfundstjeneste, skriftlige undskyldninger til ofre og egne forældre suppleret med skriftlige afhandlinger over relevante emner efterfulgt af jury-tjeneste i en senere sag, hvorefter at straffeattesten slettes hvis konsekvenserne bliver udført. Hvis det ikke sker, så havner sagen på bordet nede i den normale byret.

Bagtanken ved dette princip er at unge i højere grad accepterer konsekvenser udmålt af jævnaldrene og det vil give samfundet den gevinst at alle de medvirkende unge får viden om landets love og hvor let ubetænksomhed kan få dem til at krydse grænsen.

Pigerne havde tyveri i tankerne og straffen for sådanne lovovertrædelser er populært sagt latterlige. Unge som lever i nuet da deres hjerne ikke er fuldt udviklet opnår ved traditionelle domstole let et tocifret antal forhold før at der udløses en mærkbar konsekvens. Her skal man tænke på at unge faktisk ikke forstår konceptet bag en betinget straf da deres hjerner kun vanskeligt kan overskue langsigtede konsekvenser.

Pludselig rykker de op i forbrydelsernes superliga via overfald eller i andre tilfælde røveri. Det er der ingen der ønsker - ikke mindst os som skal betale 1900 kr. pr. døgn for at putte mennesker i fængsel eller sågar 700 kr. pr. døgn ved visse døgninstitutioner.

Derfor skal unge møde en "domstol", der kun afgiver ubetingede straffe i form af arbejdsopgaver hvorefter at luften er renset, når straffen er afsonet.

Derfor skal de øvrige unge være med når domstolene afsiger domme over andre unge.

Udenlandske erfaringer viser at kun 5%-10% af de unge der har været dømt ved disse teenage domstole begår kriminalitet igen.

Ca. 25-25% af dem som forlader fængslerne begår ny kriminalitet.