Du kan ikke afhjælpe hvad du ikke selv erkender.

Hvor tit har vi ikke hørt den sætning hos Dr. Phil?

Men det er rigtigt og derfor kan vi desværre ikke hjælpe den 17 årige dreng, som bankede hele sin familie.

Kommune kan ikke klare 17-årig, Ekstra Bladet
Kommune kan ikke styre 17-årig dreng, Jydske Vestkysten

Men kunne man ikke tvangsafvænne den 17-årige?

Jo, selvfølgelig kunne man det, men erfaringer fra USA, hvor at man en hel industri viser at der er mange ofre på denne sti. For hvornår skal man redde mennesker fra dem selv. Hvem skal være dommer og bedømme hvad der er en uacceptabel levevis og hvad som ikke er?

På Secret prisons for teens nye Wiki-database har vi registreret over 200 programmer af vidt forskellige karakter, som på hver deres måde forsøger at ændre børn og unges adfærd.

Der er ikke en metode, som ikke bliver forsøgt. Vi taler om elektrochok, tortur, regiliøs djævleuddrivelse, marathon terapi i grupper, storeforsamlinger og en-til-en. Vi taler om at hente de unge midt om natten i deres egen seng uden forudgående snak. Vi taler om at isolere dem, så de ikke engang kan tale med deres forældre og forsøge at manipulere dem. Alt hvad der ikke slår dem ihjel er forsøgt (Det som slår dem ihjel er også forsøgt).

Der findes ikke en metode som giver 100 % resultat.

Vi vender gang på gang tilbage til udgangspunktet: Du kan ikke afhjælpe hvad du ikke selv erkender.

Resultat: Den 17 årige dreng kan ikke hjælpes.

Eller?

Jo, familien har en chance med to mulige udfald - De kan forsøge en intervention. Kun ved at man tromler familien, venner og et par profesionelle sammen omkring den unge mand og sørger for at han sidder ned i de timer at interventionen tager, kan man få EN chance til at trænge igennem.

Det gøres ikke som en pludselig indskydelse. Det kræver forberedelse. Der skal være mad og drikke til alle - inkl. den unge mand. De rigtige mennesker skal være tilstede.

Når det så er klar så står det på X antal timer hvor at alle parter forsikrer den unge mand at de holder af vedkommende og at de er meget bekymret. De må tale om fortiden, om hvor mange gode timer at de har haft sammen og hvordan at de har følt at de er blevet lukket ude fra noget som de har både tid og overskud til at høre om, hvis de får lov.

Formentlig kommer man frem til at den unge mand på et tidspunkt erkender at han har mistet kontrollen over sit eget liv. Det er målet og heller ikke mere. Det er ikke et forhør. Det er ikke et forum hvor at man skal vide hvor mange gram af det ene og det andet at der er konsumeret. Det er ligemeget! Det der er målet er at få den unge mand til at række hånden ud efter hjælp hvor at alle i salen så må stille sig parate til at modtage den udstrakte hånd.

Hvis de efter mange timer kommer frem til at den unge mand ikke er istand til det, så er der kun en vej. De må erkende at den unge mand har valgt dem fra. Det er slut med at være familie og venner med den unge mand. Det er hårdt. Det grænser til at være grusom. Det vil være som at miste et familiemedlem i en trafikulykke, men det er hans valg!

Han har valgt at følge sit misbrug. Familie og venner vil kun komme ind i et forløb med nederlag og svigt, hvis de fortsat støtter op omkring ham. Han må drage konsekvenserne af sit valg. Må det ikke komme dertil, men gør det, så må det være sådan.

Hvis han derimod vælger at række hånden ud, så er det ud af hjemmet til et sted hvor at han omgivet af venner og familie, men afsondret fra andre kan få fred til at afgifte sig fra sine dæmoner. Den svenske ødemark i et telt i 2 uger er et godt bud. At gå hærvejen i fuld længde og sove i telt er et godt bud. Et sommerhus på Bornholm OM VINTEREN er et godt bud. Men vi taler om at få ro omkring den unge mand og tid til eftertanke.

En bog med spørgsmål som den unge mand kan stille sig selv og en telefonisk kontakt til en PROFESSIONEL terapeut en gang om ugen kan hjælpe, men den unge mand må tegne en cirkel med alle elementer i livet som han finder vigtigt og vægte dem. Han vil finde at stofferne fylder et godt stykke ud. Hans opgave efter den første uge når kroppen begynder at give slip, er at finde ud af hvad det stykke skal fyldes ud med. Det handler om at lave en strategi. Det handler om at forpligte sig selv.

Når han så vender tilbage er han stadig en stofmisbruger. Han er ikke kureret, men det er nu at strategien skal følges. Det tomrum i hans liv, som er skabt af stofferne skal fyldes ud med de nye aktiviteter. Her bliver han nok en pine for omgangskredsen, men de SKAL og MÅ lytte. Hvis aktiviteten er skemalagt og den er social, så tilbyd at være med. Der kan forekomme tilbagefald, hvor at omgangskredsen må gå ind og minde ham om hvad han har lovet sig selv.

Men følger de den unge mand og giver ham en skulderklap, når det går godt, er fremtiden lys.

Men det kræver en ting til at starte med. Det kræver en erkendelse af hovedregel nummer 1 i livet:

Du kan ikke afhjælpe hvad du ikke selv erkender!

Publiseret både på Retsreform Nu og Secret prisons for teens