Sænkningen af den kriminelle lavalder til 14 år er virkningsløs

Nu forlyder det at man vil sænke den kriminelle lavalder til 14 år.

Det er en panisk reaktion som svar på at man havde en kommision som kom frem til samme resultat som Maryland rapporten - en 600 siders analyse produceret i USA som ellers er kendt for at svaret på alle problemer er indespærring.

Der skulle satses kraftig på den sociale indsats, men der er kun et problem. Kommunerne har ikke råd. Årsagen er at man i Danmark anbringer unge i langt højere grad end i vores nabolande.

Det koster nemt næsten 100.000 kr. pr. måned at anbringe et ungt menneske hvis der skal nogle få støtte ydelser til. Det har kommunerne reelt ikke råd til. Der er onde tunger som peger på at mange af disse unge mennesker som kunne være stoppet med nogle få, billige og kontante tiltag får lov til at få linien ud med et to-cifret antal forhold, hvor at politiet venter på deres 15 års fødselsdag fordi at staten overtager udgifterne når politiet arresterer dem.

Det er kassetænkning og efter min mening hovedårsagen til at antallet af anbragte vanskelige unge er så højt i Danmark.

Det som regeringen og Dansk Folkeparti gør er ikke en bekæmpelse af kriminalitet. Det er en ompostering af omkostninger.

Det kriminelle miljø vil justere. De vil blot hyre yngre meddelere til at holde øje med tingene. Ansøgerne til banderne, der allerede i dag kommer til jobsamtale i fængsler og ungdomsinstitutioner vil også blive yngre. De vil få et år mere til at cementere identiteten som kriminel.

Det havde klædt regeringen at de lyttede lidt til Venstres tidligere udspil, som talte om at pålægge de unge at udføre arbejde som kompensation for deres handlinger. Sekundært så udtaler Tom Bencke her til morgen på TV2 news at de unge er modne tidligere. Så havde det været på sin plads at etablere nogle domstole hvor at de unge skal dømme unge med hjælp fra jurister, så alle unge får noget hands-on viden om hvad der sker, hvis de overtræder loven.

Men i virkeligheden så ligger det vigtigste middel til at bekæmpe kriminalitet et andet sted. Det handler om at sætte de unge i arbejde, så de ikke hænger ud og keder sig. Konverter børnechecken for unge over 13 år til en skattefri lønpakke, som de unge kan få udbetalt ved at tilbringe nogle få timer om ugen med at arbejde i lokale projekter.

Der kan graves dybere overløbsbassiner, fjernes affald, repareres ødelagte legepladser, overmales grafitti, etableres BMX-baner osv. så de unge kan mærke at de giver noget til gavn for deres kvarter som de kan føle stolthed over. Bonussen for resten af samfundet ville være at de unge er beskæftiget og de lærer at arbejde sammen med andre istedet for at isolere sig i grupper.

Disse arbejdshold vil så kunne bruges til "afsoning", så de unge også lærer at laver man noget galt, så er der en konsekvens hvor at der skal leveres noget tilbage til samfundet som kompensation for det som bliver taget i form af tryghed og moral, når folk overtræder loven.

Brixtofte sætter den standard vi burde have.

Advokat: Peter Brixtofte får særbehandling (Politiken)

Peter Brixtofte er flyttet fra Horserød til en pension med meget fleksible afsoningsforhold. Det falder nogle meget for brystet.

Men faktisk så burde vi få set på vores afsoningsforhold. Det er ikke sådan at vores fængsler skal ligne rene hoteller og det gør de langt fra hvilket jeg har set når jeg har leveret IT udstyr til dem.

Men vi bør se på hvad folk er dømt for og så indplacere dem i systemet på en måde så de kan få tilknytning til arbejdsmarkedet frem for de bandegrupperinger, der har oprettet deres private arbejdsformidlinger i fængslerne.

Der er et sikkerhedsspørgsmål som samfundet skal tage stilling til. Her må vi se på udlandet. I USA har man længe brugt fængslerne som svar på alt. Det har medført at 1 ud af 100 borgere i dag sidder i fængsel. Det koster!

En døgn i lukket fængsel koster 1.800 til 1.900 kr. I et åbent fængsel er prisen cirka den halve. Men det kan gøres billigere endnu og her må vi se på hvad f.eks. Californien gør. De løslader 27.000 fanger til afsoning i hjemmet. Vi må spørge os selv om hvor mange vi kunne sende hjem.

Men en fodlænke gør det ikke alene. Vi skal sikre at de bliver sendt ud i beskæftigelse. Her må især kommunerne gøre deres til at der bliver etableret nogle hold, hvor at fangerne kan arbejde med affaldsopsamling, samt opbygning af diger, støjvolde og sti-systemer, så dagen ikke føles så lang at nogle henfalder til ny kriminalitet. Vi taler om 7 dages arbejdsuge, medmindre at den enkelte møder op til afsoning med et ansættelsesforhold til en arbejdsplads i lommen. De som selv sikrer sig beskæftigelse, skal kun arbejde på holdene de dage, hvor de ikke er på deres private beskæftigelse.

Vi skal endvidere se på om der ikke kan etableres flere kollegier i stil som Pensionen i Skejby. Især personer, der ikke har begået personfarlige lovovertrædelser og som vil læse på en uddannelse bør bo på kollegier, hvor at forholdene kan suppleres med at de skal bære en GPS-fodlænke.

I det hele taget så burde vi bruge GPS-fodlænker i højere grad. Især mange unge mennesker under 18-20 år forstår slet ikke konceptet bag betingede domme. De dele af deres hjerner som tager sig af behandlingen af langtidskonsekvenser af en given handling, er slet ikke udviklet. En betinget dom bør som minimum rumme en periode hvor at personen bærer en fodlænke med nogle få betingelser som at passe uddannelse eller arbejde suppleret med et udgangsforbud mellem 22 0g 05 medmindre at det er der at de er på arbejde. Derved så mærker de på en blød måde at deres handlinger har konsekvenser og det er så vigtigt, fordi at det er alt for nemt for de unge at miste respekten for landets love, hvis de efter mange måneder efter lovovertrædelsen får en dom, som er betinget eller er uden straffastsættelse.

Kriminalforsorgen gør det helt rigtige når de sætter en mand på en åben pension, hvor at undertegnede dog gerne så at dagen dog ikke var hel så fri, men skemalagt med nogle påtvungne aktiviteter i lokalområdet. Hans handlinger ville dårligt være forbrydelser i det politiske klima som eksisterer i de fleste EU-lande, så sikkerhed handler det ikke om.

Men den lille ting som åbner for avis-overskrifterne er naturligvis at systemet generelt ikke er så velfungerende. Det burde kriminalforsorgen tænke over. Det må naturligvis ikke gå over i negativ forskelsbehandling som det sås i Californien hvor at Paris Hilton som den eneste de sidste 5 år afsonede mere end 10% af sin dom, hvilket er standarden for førstegangsdømte for ikke-voldelige lovovertrædere derovre, men kriminalforsorgen skal liste rundt når de har med kendte at gøre.

Som sædvane forstår kommunerne ingenting

Nu vil kommunerne lukke de sikrede institutioner. De mener at de får for lidt for de ca. 7.500 kr. om dagen det koster at have de unge der.

I stedet foreslår de at de unge skal tage ud i ødemarken med en jægersoldat eller anden erfaren person, som skulle give dem nye input.

De forstår ingenting.

Man kan ikke forvente positive resultater ved hver sag, når vi er derude, hvor at indespærring er eneste option. På den wiki-database som jeg driver i samarbejde med nogle Amerikanere, så har vi registreringer om næsten 1.000 afsonings-/rehabiliterings-sytemer. Konklusionen er at de virker dårligt uanset om vi indespærrer folk ude i en skov, på efter efterskole med hegn omkring eller ej, i et fængsel eller i en boot camp.

En overlevelsestur, som i USA markedsføres som ”vildmarksterapi” for at retfærdiggøre en dagspris på 400 dollars virker i øvrigt på en anden målgruppe, nemlig et menneske som er fanget i dagligdagens stress suppleret med lidt misbrug af alkohol- eller stoffer. Et sådan menneske bør som os alle hive stikket ud og få skoven til at virke som en mur. En mur som holder dem væk fra misbruget, men så sandelig også en mur, som holder den grumme virkelighed væk fra dem. Men opholdet bliver kun en succes, hvis personen er indstillet på forandring for der skal arbejdes hårdt på det personlige plan, fordi at når skoven forlades så venter samme sociale forhold derhjemme. Dvs. de samme faktorer som forårsagede misbruget vil trofast vente på den afgiftede person.

Vi skal have disse overlevelsesture, men de skal drives af offentlige misbrugscentre og de enkelte unge skal have en voksen fra husstanden med, så der er en voksen der kan coache når de kommer hjem til alle fristelserne.

Nok om overlevelsesture. Hvad kan vi gøre for at fjerne presset fra de sikrede ungdomsinstitutioner og stoppe praksis med at sende unge i voksenfængsel hvilket er på kant med internationale konventioner som vi har skrevet under på?

Der hvor at der skal sættes ind er i kommunerne og de skal have nogle flere værktøjer og penge til løfte opgaven, men de skal også have hjælp.

En hjælp som de skal have af befolkningen. Vi har brug for en generation af mennesker som skal have en større forståelse af de konsekvenser der sker af deres handlinger og hvilke parametre som ligger til grund for en dom fra vores retsvæsen. Der har aldrig været større afstand mellem befolkningen og domstolene.

Vores magt er tredelt og i pensum for en ungdomsuddannelse bør kendskab til aktuelle sager, deres behandlinger og resultater medgå. Alle der har modtaget undervisning ved at den undervisning som virker bedst er den undervisning som er ”hands-on”. Derfor bør vi rekruttere de unge til at afgøre sager med unge på anklagebænken. Sager hvor vi taler om butikstyveri, vandalisme og mindre slagsmål.

Og der er rigeligt at tage af. Vi kan blot gå til den nærmeste folkeskole og finde eksempler på både vandalisme og vold. Ja selv lærerne får tæv. Der skal simpelthen indføres en slags værnepligt for unge, der trækker frinummer til forsvarets dag. Trækkes der frinummer, så skal man enten være jury-medlem i 5 sager eller være forsvarer eller anklager i 2 sager. Møder kvinder ikke op til forsvarets dag, så er det deres værnepligt.

Men at få en masse mennesker til at dømme er ikke nok. Vi har også brug for at gøre brug af moderne konsekvenser og en kommunal kriminalforsorg:

Et fælles træk for mange unge voldspersoner er at de mangler empati. Der er sket et svigt et sted, hvor at 10-24 måneders ventetid på en paragraf 50 rapport som i princippet skal laves før at der kan ske sociale tiltag heller ikke har gjort sagen bedre. En fast bestanddel af en dom ved en domstol for unge bør derfor være at sige undskyld. Først og fremmest undskyld til den part som det er gået ud over, men også undskyld til gerningspersonens egne forældre, da vi taler om at vise de unge hvor mange at deres handlinger egentlig rammer.

Sekundært så skal domstolen sørge før at de unge fastholdes i deres netværk. Langt de fleste unge er velfungerende mennesker og alle har i deres netværk positive rollemodeller. Det er ikke ensbetydende med at unge skal fastholdes i eget hjem for enhver pris, men vi må indføre et opgør med trafikken til et opholdssted i den anden del af landet. Opholdsteder som for størstedelen godt nok gør et godt og solidt arbejde, men der er også steder hvor at stedet drives af en psykoanalytiker med to aftenskoletimer som deres uddannelsesgrundlag. Der er ingen landsdækkende standard for hvad der forventes af et opholdssted eller et behandlingshjem, hvilket har vist sig at være en ladeport på vid gab for diverse halvreligiøse aktører og deciderede plattenslagere. I stedet skal hver kommune have sin efterskolelignende institution, hvor at den sociale indsats overfor beboerne så forstærkes med de kræfter som er i den lokale familieafdeling, der kender beboerne i forvejen.

Når de skal holdes i lokalområdet kan man bruge konsekvenser som samfundstjeneste. Vi taler om at fjerne affald, forhøje støjvolde og diger eller fordybe overløbsbassiner i teams, så de lærer at samarbejde. Disse teams kunne suppleres med velfungerende unge, som så skulle modtage betaling for deres arbejde. Vi ved at uanset hvordan at vi samler vanskelige unge, så skaber vi en negativ synergi, når det sker. Der vil være sager, hvor at konsekvensen kunne blive blødere f.eks. i form af at skulle tage ned i en børnehave og læse historier for børn, hvis vi taler om f.eks. butikstyveri begået at et ungt menneske som egentlig vil have hjælp. Hjælpen skal gives, men konsekvensen skal stadig være der for at sende et signal om døren til hjælpen står åben uden at der skal begås kriminelle handlinger.

Der er selvfølgelig unge som ikke skal færdes ude om natten, hvis de skal passe deres uddannelse og et offer for gadevold skal heller ikke kunne møde sin voldsmand på gaden. Derfor må vi supplere med såkaldt geo-fencing, som er en GPS-fodlænke der kodes til at den unge kan færdes indenfor et område som rummer hjem, skole, arbejde og fritidsaktivitet, men også et område som kan blive mindre forskellige tidsrum f.eks. når samfundet dikterer at den enkelte unge skal motiveres til 8 timers søvn. Hvis den unge piller fodlænken af eller forsømmer opladning, så koster det en overnatning i den lokale detention første gang, to overnatninger anden gang osv. Budskabet vil sive ind.

Det er i øvrigt ikke kun den dømte som skal behandles. Ved enhver dom skal der kobles et team af to familievejledere på de enkelte familier. Et sådan team kan betjene 10 familier og det er således langt billigere end at indespærre en person. De skal kunne trække på en social- og sundhedshjælper, hvis det drejer sig om mangel på basal struktur i hjemmet i form af rengøring eller madlavning.

Sidst og ikke mindst bør en konsekvens rumme et element af at de dømte selv skal være jurymedlemmer når de øvrige konsekvenser er afsonet. Der skal være en gulerod. Hvis de dømte udfører deres konsekvenser, så er straffeattesten blank. Mennesker begår af natur fejl, men hvis de angrer deres gerninger og udfører pålagte opgaver, så skal vi i et kristent samfund kunne tilgive.

Et tilbagevendende spørgsmål er den kriminelle lavalder. Indfører vi en kommunal kriminalforsorg med en målsætning om at unge helst skal afsone i lokalområdet, så kan denne godt sænkes. I dag risikerer de at spørgsmål om deres tvangsfjernelse afgøres af yngstemand på socialkontoret jf. Politiken.

Ved at have nogle effektive stopklodser før at vi taler om at indespærre unge på sikrede institutioner, så vil vi få lige så få indsatte sådanne steder som i de andre nordiske lande. Vi er dem som fængsler flest unge i norden i forhold til landets befolkning.

Siden årtusindeskiftet har det handlet om at vi har kopieret USA’s strategi fra 1900’erne om at vi skal straffe hårdt. I USA har man indset skadesvirkningerne af et årti, hvor at man forsøgte sig med at fængsle sig ud af problemerne og man er i gang med at rette op med mange tomme ungdomsfængsler til følge.

Vi er ikke kommet så langt ud. Vi kan vende skuden.

Men det kræver at kommunerne og ikke mindst staten, der sidder på pengene følger eksperternes råd som alle siger det samme på verdensplan i stedet for at forfalde til hvad der kan sælges som et populært budskab på fjernsynet i form af 5 minutters forargelse.

Er dette muligt eller styrer hensynet til taburetkløen for meget?

Kilder:

Kommuner, Luk institutionerne (TV2)

Børn bøder for socialrådgivernes svigt (Politiken)

Danske unge sidder oftere bag tremmer (Urban)

Hvad med at sætte den kriminelle lavalder op?

Et flertal af danskerne ønsker at sætte den kriminelle lavalder ned.

Så langt, så godt.

Men hvorfor vil vi sætte lavalderen ned?

Jo, et argument lyder at de ældre bruger de yngre til at gå forrest ved lovovertrædelser fordi at de så skulle være straffrie. Diverse undersøgelser sætter spørgsmålstegn med dette argument, men lad nu det ligge. Vi må blot spørge os selv om en anden aldersgrænse blot ikke ville flytte problemet, hvis påstanden er rigtig.

Et andet argument, som Statsministeren også har anvendt på TV2 News er at det social system reagerer for forskelligt. Ja, selvfølgelig gør de det. Det er der mange årsager til. Den primære er den økonomi, som kommunerne er underlagt. En stram økonomi, som er dikteret af den part som Statsministeren repræsenterer, giver dem ikke de store muligheder for at agerer såfremt at de uheldigvis er blevet social dumpingplads for de omkringliggende kommuner. Sekundært så stresses forvaltningerne af tidsfrister, som reelt er umuligt at overholde, hvilket medfører regulere lovbrud. Selv anno 2009 findes der eksempler på at kommuner betaler indskud i nabo-kommuner for familier, som de kan se potentielle udgifter forbundet med i fremtiden, så det er den nye kommune der må bære den sociale byrde i fremtiden.

Konkret kan det nævnes at et barn har større chance for at slippe for en foranstaltning i form af tvangsfjernelse, hvis denne laver kriminalitet sidst på året, for da er de kommunale kasser tomme.

Men er disse to argumenter valide? Vil vi sænke kriminaliteten, hvis vi blot flytter en grænse nogle år?

For at få svar på disse spørgsmål, så må vi se på de foranstaltninger vi har i forhold til målgruppen mellem 15 og 18 år. Foranstaltninger, vi nu vil bruge overfor yngre børn.

Danmarks prestige projekt hedder ungdomssanktionen. Ungdomssanktionen byder på en periode på en lukket institution efterfulgt af en tid på et sted med videre rammer for til sidst at blive ført tilbage til det miljø, som de unge startede i. I alt 2 år i et forløb som er udformet som et samarbejde mellem stat og kommune.

Hvad er den første fejl? Jo, to umage parter skal samarbejde. Da begge helst så at den anden betaler gildet, så går det op i hat og briller. Alt for mange dømte unge sidder på et lukket institution uden en handlingsplan for hvordan at de skal komme videre. Når de sidder der, så betaler staten. Det øjeblik at de skal videre så betaler kommunen. Vi taler om at det koster ca. 5.000 kr. i døgnet, så det er ikke håndøre vi taler om.

Hvad er den næste fejl? Så længe at den unge ved at vedkommende skal tilbage, så skal denne helst komme tilbage som en sejrherre over systemet for at vinde anerkendelse. Vi må ikke forglemme at mange unge er marginaliseret ud i pigebander eller andre ungdomsbander, hvor at værdigrundlaget er anderledes end for den jævne befolkning. Ironisk får de kriminelle unge hjælp af os almindelige voksne og akademiske politikere, som ikke har færdes på samfundets skyggeside. Det er en myte at danske fængsler og institutioner er hoteller. Jeg har ikke siddet i dem, men jeg har leveret IT-udstyr til dem. De er IKKE hoteller. Jeg vil personligt gøre alt for at jeg og for den sags skyld mine børn aldrig skal tilbringe bare en nat i dem.

Det bringer os til tredje fejl. Hvad hvis de er et produkt at det miljø de færdes i? Målet med ungdomssanktionen er at de skal tilbringe den sidste tid under sanktionen i hjemmet godt nok i samarbejde med den lokale socialforvaltning, men et hjem som rummer de basale risici for at den unge vender tilbage til gamle vaner.

Er det et under at succesraten kun er ca. 20%?

Et sekundært problem er at mange tvangsfjernede børn ikke har noget at miste. En sanktion går hen over hovedet på dem, da de allerede har mistet retten til at sove i egen seng. Vi ser en række eksempler på at kriminalitet begås af unge som er anbragt. Vi taler om unge som har oplevet en række nederlag i livet. Det begår en lovovertrædelse til har ikke den store betydning. Det betyder ofte blot en flytning til en ny institution.

Hvordan kommer vi så videre?

Jo, vi skal arbejde på flere fronter.

1) Der skal skabes alternative skolesystemer til de unge som ikke befinder sig vel i de tilbud vi har i dag.

2) Der skal etableres et kadet-korps drevet af den professionelle det af hjemmeværnet i samarbejdet med VEU-systemet, så de unge som er trætte af at hænge på gaden kan få et tilbud om at starte på en frisk ved at indgå i et forløb med 6 måneder på en kaserne efterfulgt af 12 måneder med personlig mentor i hjembyen. Systemet kendes i USA som National Guard Youth Challenge Program og virker betydelig bedre end 90’ernes Boot Camps, som ødelagde eller slog unge ihjel.

3) Når unge begår fejl så skal de gives chancen til at forklare sig og så modtage konsekvenser i form af skriftligt undskyldninger eller opgaver, samfundstjeneste og geo-fencing i stedet for indespærring eller betingede straffe. De unges hjerner er ikke færdigudviklede. De lever i nuet og magter ikke at overskue de langsigtede konsekvenser af en given handling på samme måde som en voksen. Vores retssystem må tilpasse sig dette videnskabelige faktum. Den konsekvens de skal have skal falde hurtigt og konsekvent, men på en måde så de kan lære af det og rejse sig igen. Vi skal studere ideologien bag ”Restorative justice” og vurdere om vi ikke kan anvende dette koncept i den danske kriminalforsorg.

4) De unge skal involveres i domstolsprocessen, idet en af de store problemer i dag er at der er for stor afstand mellem domstolene og befolkningen. Der er ikke forståelse for hvilke kriterier der lægges til grund for en dom. Ved at de unge forelægges milde sager i et såkaldt ”Peer Court” system, så kan de få en større forståelse for hvor hurtigt at tingene kan gå galt og dem som får en konsekvens, får den udmålt af en gruppe mennesker som de kan relatere sig til og som de egentlig søger accept hos.

5) Når et ungt menneske træder ved siden af, skal familien involveres i processen. En familie-coach skal vende problemstillinger i hjemmet og familien skal fungere som ekstra vagt ved udførelse af samfundstjeneste hvor at det er formålstjenligt.

6) Vi må lade være med at forfalde til letkøbte budskaber. ”Being tough on crime” sælger i form af 5 minutters opmærksomhed på en TV-kanal, men det har skabt USA’s største tragedie. I Time Magazine lyder det at tiden er kommet til at kriminalforsorgen for unge skal til at blive voksen. Budskabet er at vi ikke kan indespærre os ud af problemerne. En tilsvarende konklusion lyder i en 300-sider rapport, man kan downloade fra det danske justitsministeriums hjemmeside.

På hjemmesiden retsreformnu har jeg listet nogle løsninger. Vi behøver som land ikke gentage USA’s fejltagelser. Et menneske skal ikke konsekvent bag tremmer fordi at der begås en fejl, men omvendt med en lovovertrædelse ikke gå upåtalt hen. De unge er en gruppe som skal vejledes under hensyn til det stadie de er i deres udvikling i forhold til et voksent menneske.

Så lad os lære af den nyeste viden indenfor dette område og ikke 10 år gamle populistiske budskaber.

Kilder:

Flertal: Straf børn - men ikke i fængsel, Politiken, 18. april 2009
Lavalder har ingen betydning, TV2, 14. april 2009
Når kassen er tom, må udsatte børn vente, 24Timer, 17. september 2008
Fængselsansatte: Tving de unge i skole, Politiken, 18. april 2009
Getting the Juvenile-justice system to grow up, Time Magazine, 24 marts 2009
Udredning til brug for Kommissionen vedrørende ungdomskriminalitet (Udkast), af Susanne Clausen, Merete Djurhuus og Britta Kyvsgaard, Justitsministeriets Forskningsenhed, August 2008

En skole skal afspejle virkeligheden

Hvis en borger kom hen på gaden og kaldte dig luder eller noget andet som ikke passer, så ville næste skridt være såfremt at man ikke er voldelig at stævne vedkommende for ærekrænkelser.

Og en lektion i virkeligheden er måske hvad eleverne på en skole i Aalborg trænger til:

Elever mopper lærere ud i sygdom, TV2 nyhederne

Elever mopper skolelærere, Nordjyske

Det er tid til et eksperiment som viser eleverne hvad der venter dem ude i samfundet når de forlader den osteklokke som nogle skoler er blevet til.

Det er en misforståelse at der inde på en skole skal være et sæt regler og ude i samfundet et andet. Vold gør ikke mindre ondt på en skole og ærekrænkelser som dem der nævnes gør lige så psykisk ondt på skolen som udenfor.

Vi har skoler med meget inteligente elever som sagtens vil kunne forstå at et samfund kun kan fungere med love og regler.

Man må ikke sende eleverne på gaden i den tro at de frit kan postulere ærekrænkelser overfor andre mennesker. Ytrer de sig om de samme ting til en anden offentlig embedmand f.eks. en politibetjent så kan de havne i fængsel. Så det ville være på sin plads at spare dem for den skæbne ved at skolen indgår et samarbejde med nogle jurister om at etablere en "domstol" til at håndtere disse problemer.

En ungdomsdomstol hvor at pladserne er besat af unge fra skolen vil under vejledning jurister kunne føre disse sager og udstikke konsekvenser. De såkaldte "Peer courts" bruges allerede i dag verdenen over i det juridiske system netop for at undgå at unge enten får for lang snor indtil at deres handlinger er så alvorlige at indespærring er den eneste option eller at de rammer "det voksne" juridiske system hvilket belaster dem med en straffeattest for resten af livet.

De unge er mennesker og de begår fejl som alle andre mennesker. Det vigtigste når en fejl er begået er at sætte sig ned og forstå hvorfor at fejlen skete og så lære af den, fordi at eleverne må lære at alle handlinger har konsekvenser. Ikke kun for dem selv, men også for deres ofre. Det værste der kan ske er at fejlen står tilbage uden analyse, da ingen så lærer af den. 

Konsekvenser, som en sådan ungdomsdomstol skulle uddele, skulle være forskellige arbejdsopgaver på skolen som at male plankeværk, fjerne affald, luge ukrudt lige efter skoletid og med en forældre eller voksent familiemedlem som oppasser under udførelsen af opgaven.

Med et alternativer såfremt at de unge ikke udfører opgaverne som kunne lyde på deportering til en institution eller efterskole eller en uges praktik på Aalborg kaserne, hvor at de kunne få lidt motion.

Så hjælp lærerne og især også eleverne ved at få forståelsen af hvorfor at de vælger at gøre disse handlinger og giv sagerne den fornødne analyse og eleverne konsekvenser af deres handlinger når de har fået lov til at fortælle deres opfattelse af begivenhederne.

En efterligning af den juridiske proces som de vil møde ude i samfundet vil hjælpe de unge til at få en dybere forståelse af hvordan at den lidt mørkere side af samfundet fungerer på og i sidste ende gøre dem til bedre borgere.

Skyldnere skal ej i fængsel

Skat vil sende tusinder i fængsel lyder en overskrift fra Politiken.

Ja, selvfølgelig skal borgerne ikke bare slippe for straf ved at lade være med at betale deres bøde. Det er ikke småpenge vi taler om. DSB gratister skylder således 176 millioner kr.

Men de skal heller ikke i fængsel. Jvf. kriminalforsorgens hjemmeside koster et døgn i åbent fængsel 967 kr. og i et lukket 1814 kr.

Der er en billigere måde at få pengene hjem:

Tvungen samfundstjeneste hvor at 2 x 3 timers indsats om dagen kan afdrage 250 kr. pr. dag.

De mennesker som ikke kan betale eller ikke vil betale, skal gå ned på nærmeste skattecenter, hvor de vil få:

• - lavet et ID-kort


• - indlæst deres fingeraftryk elektronisk


• - udleveret en kedeldragt og bælte til drikkedunk


• - klippekort til transport, drikkedunk, gummistøvler og handsker, hvis de er på bistandshjælp


• - og et skema over det antal dage, de skal arbejde og hvor at de skal møde.

Denne option skal være til rådighed hvis de enten ikke har pengene eller deres arbejdsgiver vil fyre dem, hvis denne skal have besværet med at stå for den administrative byrde med en lønindholdelse. Møder de ikke op, så skal politiet have overdraget en anholdelsesbegæring så de henter skylderen ned til skattecenteret.

Så er det egentlig kun at møde op ved den genbrugsplads, som udpeges som mødested. Mødetiden kunne være klokken 9 for at undgå at lægge unødig pres på den offentlige transportsektor, som er belastet af folk på vej til arbejde tidligere om morgenen.

Når de møder op, så vil de blive kørt ud til den vejstrækning eller park/skov de skal rense for affald. Hvis denne afsoningsform bruges til mindreårige, skal der tages hensyn til at de ikke arbejder for tæt på befærdede veje.

De vil få et gratis måltid mad i form af spagetti eller milionbøf alt efter hvad der er billigst at producere i felten. Der vil blive ydet een kop kaffe eller the fra termokanne efter 1,5 timers arbejde.

De vil blive kørt tilbage til genbrugspladsen. De må påregne op til en time i transport, så de reelt kan blive "frigivet" omkring kl. 17.30, hvilket vil give en samlet tid til arbejde, transport og frokost/kaffepauser på 8,5 timer.

Den gennemsnitlig gæld som en DSB gratist står for, hvilket er opgivet til at være 5000 kr. vil således tage 20 dage at afdrage. De mennesker som har 5000 kr. ville nok finde det praktisk at råde over de 20 dage selv og betale ved kasse 1.

Gevinsten for samfundet vil være:

• Højning af den umålbare retsfølelse


• Et effektivt pressionsmiddel overfor skyldnerne


• Skylderne udsættes ikke for det kriminelle miljø i fængslerne


• Et renere samfund - Byer som København er faktisk langt ned på listen, når de gælder skrald på gaden set i forhold til byer i andre lande.

Hvad hvis skylderne ikke møder op? Jo, Skattevæsenet vil så kunne ringe til politiet som sørger for afhentning til arbejde om nødvendig om natten, som det er tilfældet med mennesker der bliver væk fra fogedretten. Så må skylderne finde sig i risikoen for afhentning på arbejdspladsen eller de må sove nogle timer i detentionen indtil at de skal møde. En afhentning skal ikke være gratis, men skal koste en ekstra arbejdsdag pr. gang!

Er det ikke et dyrt system at holde igang? Jo, men hvis samfundet fængsler folk så taber samfundet for det første bådeindtægten og derefter må de afholde udgiften til fængslingen. Samfundet løber en stor risiko for at svage sjæle introduceres til kriminelle vaner af de andre indsatte.

Systemet kunne holdes igang ved et samarbejde imellem vejdirektoratet, de kommunale gartnerafdelinger, kriminalforsorgen og skattevæsenet.

Vejdirektoratet og kommunerne udpeger områder som skal rengøres og står for kontrollen af om folk møder op hvilket kan gøres med en moderne bærbar computer, der næsten alle leveres med fingeraftrykscanner når de koster i nærheden af 5000 kr.

Kriminalforsorgen og skattevæsenet står for det administrative.

Systemet kunne bruges i forbindelse med en eventuel indførelse af ungdomsdomstole og overfor unge kriminelle, som samfundet ikke ønsker at anbringe på institutioner.

Stigmatiserer man ikke skyldnerne ved at lade dem afsone deres straf ganske offentligt? Nej, det gør man ikke. Der går ganske mange mennesker rundt i vejkanten og ryder op i forvejen. Det er ikke et arbejde at man skal ringeagte. Den unge dame på billedet er skuespilleren Michelle Rodriguez som er et forbilledet for mange unge mennesker. Hun betalte sin gæld tilbage til samfundet ved at rydde op langs landevejene forskellige steder i Californien. Ingen kan være for fine til dette arbejde.

Jeg kan ikke se nogle ulemper ved at oprette dette system. Kan I?

Forældres økonomiske ansvar

Andre steder er det allerede forsøgt at påtvinge forældre mere ansvar. Det har medført et boom af private halv religiøse genopdragelseslejre og i nogle tilfælde er børnene helt opgivet af forældrene for at beskytte resten af familien imod økonomiske forpligtelser som følge af børnene handlinger:

Older Children Abandoned Under Law for Babies, (New York Times)

Særligt hårdt ramt er Nebraska, som har en lov der skulle sikre babyer mod at bliver fundet døde rundt som det sker her i landet. Her kan unge mødre aflevere deres nyfødte uden videre spørgsmål. Det er den lov som forældrene nu benytter sig af.

Andre steder har man også forsøgt sig med særdeles hårde straffe for ungerne handlinger. En af de mest absurte eksempeler er nok Elisa Kelly som blev idømt 8 års fængsel for at have holdt en fødselsdagsfest for hendes 16 årige søn med alkohol.

Loven i staten som til forveksling ligner noget fra de mørkeste steder i mellemøsten er ganske klar (Virginia Alcohol Laws and Parental Responsibility). Forældrene skal agerer politibetjente og de skal om nødvendige fængsle deres afkom preventivt på en efterskole for at undgå forældre ansvar hvis afkommet drikker. I staten Illinios strækker dette ansvar sig til afkommets 21'ende år, hvis det nu voksne og myndige afkom er hjemmeboende eller på besøg i hjemmet (USE IT & LOSE IT -> Parental Responsibility) . Det er ikke bare bøde, det er fængselsstraf, vi taler om.

Danmark - Hvad vil vi med loven?

Det altafgørende spørgsmål er om vi i Danmark tillader forældrene at ansvarsfraskrive ved at sende barnet væk til en efterskole, et ophold i Faderhuset eller til Sudan på Koran skole, så de overtager ansvaret. Ret mange forældre er begge to udearbejdende og siden dobbeltindkomstsamfundets introduktion, så er der ikke længere samme føling med hvad børnene går rundt og laver.

Vælger politikerne at ansvarsfraskrivning ved brug af privat fængsling ikke skal være en mulighed, så opnår vi samme situation som i de ovennævnte stater. Forældre vil forsøge at dumpe børnene på det offentliges dørtrin, hvorefter at det så er skatteborgerne, som må stå for. Det er ikke blot en teori. Det er desværre beviseligt og testet. Nogle vil så hævde at danske forældre ikke vil reagere sådan - at de elsker deres børn. Faktum er bare at tallene er stigende selv uden denne nye lovgivning. Berlingske Tidende kunne allerede sidste år fortælle om denne tendens.

Vi må spørge os selv om hvad vi vil med loven og om vi skal forlænge barndommen kunstig. Allerede idag er børn erstatningsansvarlige i en ung alder. Når det vurderes at de er i stand til at skelne imellem rigtig og forkert, så fanger bordet. Så kommer de nogle gange til at hænge på en gæld, som de skal afdrage på i voksenlivet.

Hvor er det personlige ansvar henne?

En gang for længe siden havde man et slogan som lød "Frihed under ansvar". Hvad blev der af dette. Danske unge har meget frihed, men hvornår skal de lære noget om ansvar?

Kunne man ikke vende tingene om og inddrage de unge i deres egen situation tidligere? Dvs. at den 12 årige efter pågribelsen kan få nogle jævnaldrene til at se på vedkommendes sag og føre disse argumenter frem imod nogle andre unge som repræsenter staten for derefter at lade en gruppe unge bestemme en konsekvens.

Det virker jo andre steder og de steder hvor at det såkaldte "Peer Court" princip bruges, så er tilbagefald til ny kriminalitet lille.

Vi må spørge os selv om hvorvidt at fremtidens unge er parate til at gå ind i voksenlivet og tage ansvar for samfundets videre drift, hvis de har fået påtvunget curlingforældre af staten indtil deres 18'ende leveår.