Sækning af den kriminelle lavalder er ikke nødvendig

men en ændret ansvarsfordeling er det.

Der er stadig en trafik fra det sociale system direkte til fængslerne. Det ser ud til at kommunerne tålmodigt venter på at staten kan overtage, hvorefter at borgerne skal betale de næsten 2.000 kroner i døgnet det koster at have en person indsat i de lukkede fængsler i Danmark.

Hvis man virkelig vil kriminaliteten til livs, så skal kommunerne bære deres del af ansvaret for indsatte op til deres 25'ende år.

Kriminaliteten blandt de unge er faldet, som den gør i en krisetid hvor de unge ved at deres indsats er med til at bringe mad på bordet i familierne. Når de unge får ansvar og de får noget at lave, så bliver de ikke kriminelle. Længere er den ikke.

Hvorfor skal den kriminelle lavalder så i spil op til næste valg?

Fordi det er en naturlig reaktion af en højt profileret sag der var i medierne for kort tid siden!

En datter til en tidligere politikker blev overfaldet. Gerningskvinden var i forvejen i det sociale system, men var blevet forsøgskanin i en af de hjernedøde projekter der en gang imellem dukker op, når der skal forskes. Og her har den sociale sektor en ulempe, som andre brancher kan være foruden. Man kan ikke lave dyreforsøg! Man kan ikke finde frivillige unge, der vil stille deres krop til rådighed for hvem vil være kriminel og sætte sin fremtid over styr, hvis de har valget?

Og her bliver et menneskeforsøg som det København kommune havde gang i nemt af medierne beskrevet som om at det er standard for den sociale sektors håndtering af unge mennesker i alle kommuner.

Hvad Københavns kommune havde gang i hos MultifunC var mindst lige så skadelige som det Schuberts Minde udsætter børn for i Ringkøbing eller hvad Godhavn gjorde før 70'erne eller det nu lukkede Solhaven gjorde i Farsø kommune.

Det handler ikke om at belønne god adfærd som man giver sukker til rotter eller tæve den dårlige adfærd ud af børn. Systemer er matematiske ligninger som ikke afspejler det virkelige liv. De unge tilpasser sig og udnytter systemet samtidig med at de ikke mentalt ændrer sig. De ser stadig sig selv om værende aparte eller så speciel at de ikke kan leve et normalt liv. Man kan sige at mange måske slet ikke kender hvad vi ser som et normalt liv. Deres sociale baggrund har måske sendt dem i en retning som det kræver en hel usædvanlig styrke til at bryde i et land som netop ikke ryster hober af mønsterbrydere af sig.

Hvad skal man så gøre med kriminelle unge?

Man skal give dem vej ud til et meningsfyldt arbejde der rummer noget aktion og man behøver ikke at lave et forsøg, for vi har i Danmark ressourcerne og udlandet har lavet forsøgene.

På grund af klimaændringer vil vi opleve både oversvømmelser og ekstreme tørkeperioder.

Derfor har Danmark brug for en forstærkning af vores civilforsvarsberedskab på mindst 2.000 personer. Her kommer de kriminelle unge og unge i risikozonen ind i billedet. Man kan tilbyde dem et alternativ til en tur foran dommeren. I USA hedder det diversion. Når den unge har gennemført indholdet i det alternativ, så slettes sagen i systemet.

Med forbilledet i hvad man i USA kalder "the National Guard Youth ChalleNGe Program" kan vi etablere et sådan alternativ. Et intensivt kursus i katastrofeberedskab hvor de unge kommer igennem hele møllen inklusive ting som vi ikke har etableret endnu f.eks. et staticline kursus i faldskærmsudspring så vi kan få et korps af smokejumpers, der kan sættes ind ved skovbrande. Det forløb kunne tage et år hvor de unge bliver revet helt væk fra deres dagligdag hvor de kunne rekrutteres af kriminelle bander eller bo på opholdssteder til flere tusinde kroner i døgnet (Multifunc tager ca. 9.000 kroner i døgnet).

Udover selve undervisningen i katastrofeberedskab som godt må være temmelig aktionpræget da de unge i målgruppen ofte keder sig da de kan have lettere symptomer i retning af ADHD (Man kunne lade dem simulere et helikopterstyrt i havet - en sådan simulator er i drift i Danmark, de kan blive smidt af en speedbåd i høj fart 50 meter fra kysten, de kan blive sendt på 1 måneds vandretur i Sverige osv.), skal der også være noget undervisning. Da mange er røget ud af folkeskolen bør man se på voksenundervisning hvor vi har et VEU system. Det kunne suppleres med kurser på teknisk skole hvor de kunne lære at svejse og udføre tømmerarbejde.

Udover det så skal de bo på en kaserne, gå i uniform. De skal lære etikette og bordmanere.

Inden året er slut, så skal der laves en plan, så de sammen med en personlig mentor kan sætte en plan for hvordan de kan leve et normalt liv målrettet i mod en position på arbejdsmarkedet samtidig med at de så at sige er i reserven til denne indsatsstyrke, så de kan blive kontaktet hvis en miljøkatastrofe skulle true Danmark eller et naboland.

Ovennævnte alternativ har vist sig at virke i udlandet under en eneste forudsætning: DET SKAL VÆRE DEN ENKELTE UNGES VALG!

Det skal ske af frivillighedens vej for ligesom med alle andre af livets vej så kan forandring kun ske, hvis den enkelte af egen drift ønsker forandring. Det er med ungdomskriminalitet som med alkohol og stoffer. Personen skal være motiveret. Tvang virker ikke.

Så kan det godt være at den unge vælger dette alternativ fordi en lukket institution ikke lyder som et godt alternativ og det er et sted som den unge kan havne uanset om det er en domstol eller en socialforvaltning som beslutter det, men det er stadig den unge som vælger dette alternativ.

Den kriminelle lavalder er ikke vigtig. Det er løsningen som tilbydes der er det.

Stop nu med alle de menneskeforsøg. Se på udlandet. De har testet systemerne og de har betalt prisen i menneskeliv. Pluk i stedet det bedste og brug det.

Vi har f.eks. alt til dette katastrofekorps:

• Vi har kaserne øde steder der står overfor lukning
• Vi har faldskærmsklubber som tilbyder staticline kurser til en 1/3 af prisen på et døgnophold hos MultifunC
• Vi har en nybygget fregat uden mandskab som sagtens kunne sættes på et månedslang togt med unge og søofficerer
• Vi har en helikopter nedstyrningssimulator
• Vi har et VEU system
• Vi har Sveriges ødemark få timers kørsel væk
• Vi har et fungerende beredskabssystem som er spændt hårdt for
• Vi har de tekniske skoler
• Vi har desværre klimakatastroferne

Kilde:
National Guard Youth ChalleNGe Program

Hvorfor at behovet for en reform aldrig har været større

Jeg er bekymret.

Min bekymring går på at vi er ved at skabe disrespekt for loven. At vi på papiret indfører hårde straffe, men på grund af overbelægning ender ud med at der vil blive så meget forskel på den tid at domstolene idømmer folk til at afsone i forhold til den tid de reelt afsoner.

Som følge af at Dansk Folkeparti fik indført en stramning af straffen for hjemmerøveri, så er reglerne for prøveløsladelse blevet ændret. Nu skal folk kun afsone 2 måneder før at de kan mødes på gaden igen. Hvad værre er, så skal anklagemyndigheden og andre involverede i sagen ikke høres. Prøveløsladelserne sker administrativt.

Det er ikke sådan at jeg mener at vi skal slå hjemmerøverier hen som endnu en triviel form for kriminalitet. Tværdimod. I min familien har vi medlemmer som er blevet offer for hjemmerøverier. Det er en ganske alvorlig lovovertrædelse som må adresseres med den skrappeste mulige konsekvens.

Jeg mener at der er behov for at vi gennemgår systemet og ændrer grundlæggende på den måde vi straffer folk på.

Først og fremmest bør fængsler reserveres til mennesker, der har lavet personfarlige lovovertrædelser eller organiseret kriminalitet.

Resten af lovovertrædelserne bør kunne klares ved at de dømte skal udføre opgaver for samfundet ude i samfundet.

Hvis en domstol idømmer en person et års sanktion, så er det en sanktion på et år. Ikke 8 måneder - ikke 2 måneder, hvorefter at der ikke tales mere om det.

Skrækscenariet må være Californien. Her kan mennesker som har lavet ikke personfarlig kriminalitet opnå prøveløsladelse efter at have afsonet cirka 10 procent af deres straf. Så da skuespilleren Michelle Rodriguez der er kendt fra "Lost" fik 180 dage, så afsonede hun 18 dage.

Men vi skal også etablere nye domstole, som kan tage sig af de små sager, så især unge kan stoppes i tide inden at de opnår optagelse i grupper hvor at de indre værdier er for meget ude at trit med samfundets generelle værdier.

I New York har man formået at rette op på mange år, hvor at det var en af de mest farlige byer at færdes i. Værktøjet har primært været brugen af såkaldte "Community Courts". Dvs. domstole hvor at et panel af lokale borgere med hjælp fra dommere behandlede små-sager som butikstyveri, hærværk, slagsmål, graffiti. Et system, hvor at de dømte skal udføre manuelle opgaver i lokalområdet.

Vi burde oprette den slags domstole i kriseområder f.eks. i Vollmose, hvor at grupper har udvist en sjælden form for foragt overfor myndigheder med deres offentliggørelse af videoer af lovovertrædelser.

Disse unge hører ikke til i fængsel. De hører ikke til på døgninstitutioner hvor at de vil møde andre unge og de kan sætte sig ned og lære unoder af hinanden. De skal lære at være ansvarlige for egne gerninger. De skal lære at nok kan man træde ved siden af, men det koster.

Det skal være et domstolsystem, som arbejder sammen med de sociale myndigheder, så de unge bliver sat i arbejde eller igang med en uddannelse. Nogle vil spørge: "Jamen, hvis vi ansætter 100 nye unge som anlægsgartnere fordi at vi ikke kan få dem igang med en ungdomsuddannelse, vil det så ikke koste en masse penge?". Svaret må være: "Det koster 900 kr. pr. døgn at huse et ungt menneske i fængsel. Det kan koste 7.000 kr. i døgnet at huse et ungt menneske i en lukket døgninstitution. Hvor mange anlægsgartnere kan du ikke aflønne for udgifterne til bare et ungt menneske i nød?"


Når de unge opdager at deres handlinger ikke vækker begejstring hos deres forældre, naboer, skolekammerater, kollegaer og at de hver eneste gang bliver sendt ned for male grafitti over og rydde op i de grønne områder, så forstår de at de med deres handlinger skader ikke bare dem selv, men hele områdets ry. Deres brødres, deres forældres, deres kærestes og deres kammeraters ry. De kan vælge en anden vej. De kan få tilbudt meningsfyldt beskæftigelse, hvis de vil. Men den eneste som kan foretage det valg for dem, er dem selv. Indtil at de foretager det valg, vil samfundet hjælpe dem til omtanke ved at udstikke nye opgaver til dem.

Danmark kan som land gøre så meget mere end vi gør idag. Problemet er at vi som nation er begyndt at se alle problemer som enkeltsager. Vi sætter prop i hullet i en både der er lavet af råddent træ og træet giver efter når vi prøver at stoppe dette forlis.

Lad os stoppe den medie-orienterede retspolitik. Lad os få en permanent strategi, som handler om at stoppe unge i at komme ud i en forkert livsførelse.

Kilder:
DF overdriver antallet af røverier (TV2, 4. Juni 2011)
Bred kritik af forslag om tidlig fangeløsladelse (Berlingske Tidende, 28. maj 2011)
Michelle Rodriguez out of jail after 18 days (MS NBC, 10. januar 2008)
Unge gør politiet til grin i Vollsmose (Fyens Stifstidende, 31. maj 2011)
Center for Court Innovation

Texas sparer penge ved en "Dansk" løsning

Den typiske Amerikanske fremgangsmetode har været at kan børn lave en "voksen" forbrydelse, så er det ind bag tremmer.

Men det koster.

Indespærring i en statslig sikret institution koster 323,05 dollars (1.861,83 kr.) pr. døgn.
Indespærring i en lokal ungdomsdetention koster 111,90 dollars (644,91 kr.) pr. døgn.

Men det koster kun 32,68 dollars (188,34 kr.) pr. døgn at holde dem under 24/7 observation i det lokale samfund.

TEAM Court is saving Grayson County and the state some serious cash. Bristow said it costs $32.68 per day for a TEAM Court case and the state pays the bill. It would cost Grayson County $111.90 a day to incarcerate these youth at the Juvenile Detention Center and it would cost the state $323.05 per day to keep them in TYC.

Så i Texas af alle steder har man så indset at der skal ske noget nyt. De har lavet noget som ligner det danske SSP-samarbejde og har ladet dette samarbejde stå for strafudmålingen.

Metoden i Texas ligner ikke den danske. Deres tivolimodel er en light udgave og metodikken er tilpasset den tankeproces unge har. Unge begår ikke lovovertrædelser baseret på en længere analyse af et problem. Der er tale om impulsive handlinger baseret på noget der opstår i en given situation. Ofte fordi at der simpelthen ikke sker noget i deres liv. Det gamle ordsprog: "Lediggang er roden til alt ondt" passer mere end noget til ungdomskriminalitet.

Der er brug for en umiddelbar og hurtig reaktion. Der er ikke brug for at bruge uger, måneder og i nogle tilfælde sågar år før at der er lavet en paragraf 50 undersøgelse, hvorefter at en dom kan afsiges.

Der er brug for at fastsætte en konsekvens, som er hård, kontant, men samtidig blød forstået på den måde at den kan overstås uden at fjerne den unge fra samfundet.

Hvad er det hvad den nye fremgangsmetode i Texas så går ud på?

Der er lokkemidler dvs. elementer af Tivoli-metoden: De unge kan få forkortet deres straf, gratis måltider hos et lokalt spisested og færre statusmøder.

Der er pisk som samfundstjeneste, weekender i boot camps og konvertering af straf til afsoning på lukket institution.

I dette spil tæller forældrenes rolle i barnets liv. Forældre som ikke støtter op omkring deres barn kan selv ende i fængsel eller blive idømt bøde.

Systemet virker. Hvorfor?

Fordi at de unge kan se at der sker noget. Når politiet giver unge, der holder vagt for hårdere kriminelle den ene advarsel og anmærkning efter den anden, så mister de unge respekten for loven og når så hammeren endelig falder, så falder den så hårdt at det bliver utroligt dyrt for samfundet. I Danmark koster et døgn på en lukket institution op imod 7.000 kr. pr. døgn.

Danmark har brug for at lære hvad andre lande har lært af os og bruge en forædlet udgave af deres erfaringer i vores samfund.

Vi har sænket den kriminelle lavalder og fundet at det ingen virkning har. Det var forventlig idet at problemet aldrig har været at unge har spekuleret i om de er 13, 14 eller 15 år.

Problemet har alle dage været at det er unge, som i et inaktivt øjeblik tager nogle forkerte beslutninger måske fordi at de slet ikke er rustet til at kede sig, når de efter endt barsel har været i konstant aktivering af verdens måske bedste pædagoger. Hvad sker der så den dag at der ikke er nogen til at skubbe på? For ender denne udfordring i at de laver handlinger, der er en lovovertrædelse.

Vi må huske på at det i denne situation aldrig kan blive legitimt at kedsomhed må betyde acceptabel kriminalitet, idet at lovovertrædelser kræver ofre. Det vil næsten altid betyde at nogle må lide når loven overtrædes.

Danmark har alle elementer der skal til for at lave et endnu bedre og billigere system end det Amerikanske. Vi har familiecentre i alle kommuner med de rette kompetancer.

Så når 3 unge laver et overfald på en tankstation som det skete oppe i Hillerød, så burde de ved grundlovsforhøret spørges om de vil på institution og afvente en normal retssag eller om de vil tilstå foran en særlig ungdomsdomstol.

Vælger de den sidste mulighed, så vil et tribunal under en dommer fastsætte vilkårene for både forældrene og de unge for en periode. De skal beskæftige sig med skole eller arbejde. De skal holde sig inde fra klokken 21 til klokken 6, medmindre at arbejde, skole eller fritidsaktiviteter dikterer andet. De skal møde op til statusmøde mindst 2 gange om måneden. Hvis de overtræder betingelserne, så kan tribunalet idømme dem sanktioner som arbejde på genbrugspladsen eller under Materialgårdens kommando. Der er mange grønne arealer i offentlig regi, hvor at de unge kan beskæftiges så ikke weekender betyder fornyet kriminalitet.

Men det kræver en styring fra samme organ fra dom til at afsonelsen er sket. Vi kender alle til fiaskoen ungdomssanktionen som fejler fordi at der ikke er en rød tråd igennem hele forløbet. Når ansvaret overdrages mellem stat og kommuner, så mistes en del unge og det går ud over resten af samfundet.

Jeg ser gerne at unges gerninger inddeles i 3 kategorier:

1) Almindeligt hærværk eller småtyverier, slagsmål (f.eks. i skolen)
2) Indbrud, overfald uden fysisk personskade, røverier uden større personskade
3) Lovovertrædelser med alvorlig personskade

Tilståelsessager i den første kategori bedømmes af unge, der yder frivilligt arbejde ved at være jurymedlem i samarbejde med lokale advokater. Sanktioner er arbejde af forskellig karakter eller skriftlige opgaver over forskellige emner.

Tilståelsessager i den anden kategori bedømmes af et tribunal under en dommer. Tribunalet skal bestå af repræsentanter fra familiecenteret, en lokalpolitiker og en repræsentant fra politiet. Der fastsættes en periode, hvor at den unge skal yde forskellige ting i samarbejde med sin familie. Den kan afkortes baseret på den unges indsats.

Sager, hvor at de unge ikke vil tilstå deres gerninger skal køre for en normal domstol ligesom de alvorligste sager.

Reference:
TEAM Court changes teens' lives (Herald Democrat)
Mulighedsfelter i ungdomssanktionen (Kandidatafhandling, Stine Skipper)
Se billederne: To drenge røver en Shell-tank (Sjællandske Tidende)

Intentionerne er gode, men ....

Her til morgen kan man i Jyllandsposten læse at de unge kan begå den første lovovertrædelse gratis, men laver de så en mere indenfor 3 år fra at de har fået deres dom vil begge lovovertrædelser optræde på straffeattesten.

Ren straffeattest til unge kriminelle, Jylland-posten

Der er kun et problem med dette forslag. Det arbejder fuldstændig imod den måde som en teenagehjerne fungerer på. Den kendetegner alt hvad der er galt med vores retssystem når det skal bruges ved unge klienter.

Primært tænker unge kortsigtede. De lever i nuet. Forskning viser at de dele af hjernen som sørger for at langsigtede konsekvenser af en given handling medindrages i beslutningsgrundlaget slet ikke er fuldt udviklet før at de unge er 18-20 år.

Man risikerer at de unge konkluderer at hvad der skulle være en ny chance bliver opfattet som om at der ikke er en konsekvens ved at bryde loven.

At give de unge ren straffeattest mod at holde sig ude af kriminalitet i 3 år grænser til respektløshed imod de unge. Det er en ting. Men det er også respektløs overfor ofrene. Vi må ikke forglemme at hver eneste lovovertrædelse også har mindst et offer.

Forslaget undrer idet at dagens unge i en del tilfælde når at oparbejde et to-cifret antal forhold før at deres sag får en endelig får en afgørelse. I rigtig mange sager oplever de unge, deres pårørende og de sagsbehandlere, der har arbejdet med dem og som har rettet dem op siden at lovovertrædelsen fandt sted, at fortiden indhenter den unge som er et helt andet menneske når dommen falder måneder eller år efter at forholdet fandt sted.

De unge lever i overhalingsbanen. Det går rigtig stærkt når det går galt, men det kan også gå rigtig stærkt med at rette dem op, hvis kommunen går ind og retter på de ofte ganske få faktorer, der skubbede de unge ud på et sidespor. Dagens retssystem passer ikke til det tempo de unge lever i.

Jeg vil kritisere dette forslag for at det ikke er det rette for de unge. De skal som hovedregel ikke have en straffeattest, men beslutningen om hvorvidt at de skal have det skal være baseret på deres evne til at udføre de opgaver, som retten pålægger dem ved hver eneste lovovertrædelse de laver.

Dvs. laver de unge lovovertrædelser skal de hurtigt for en domstol, som vil idømme dem nogle opgaver de skal løse. Opgaver som vil kræve tankevirksomhed eller fysisk arbejde, hvor at det måtte være passende i forhold til den begåede lovovertrædelse.

Når opgaverne er udført, så nulstilles straffeattesten. Derved så lærer de unge at lovovertrædelser ikke betaler sig og håndhævelsen af loven ser under hensyn til de mentale ressourcer de unge besidder.

Kære Folketing. Motivet bag dette lovforslag er ældet, men det bakkes ikke op af videnskablige fakta. Det risikerer at sende det forkerte forslag. Kort sagt: Om igen.

Vi vil have en virkelig ny start

Den første juli satte Folketinget den kriminelle lavalder ned til 14 år. Det har medført megen kritik. Som det har været de sidste 40 år, så er domstolenes arbejde baseret en kombination på det sociale systems budgetnedskæringer og en stadig større ansvarsforflygtigelse fra det enkelte individ, familie enheden til samfundet.

Vi har to modeller i spil når vi taler om at gribe ind overfor hvad de i udlandet kalder asocial opførsel. Det er tivoli-modellen og smid-nøglen-væk modellen.

Tivoli-modellen baserer sig på at kriminalitet er socialt betinget. Unge under 18 kan jf. denne model kan populært sagt aktiveres til at opgive kriminalitet ved at blive fulgt ud til aktiviteter af pædagoger. Det er uden tvivl korrekt at man at de unge mennesker, der begår kriminalitet har sociale udfordringer. Vi så sagen fra Århus, hvor at en ung pige stak en kammerat ned med en urtekniv. Rapporterne som blev lagt frem under retssagen viste jf. TV2 at moderen var syg og at faderen havde et misbrug. Uskyldige drillerier som skoleforvaltningen betegnede de daglige hændelser blev som følge af pigens tynde psykiske barriere opfattet som mobning og personlig forfølgelse. Knivoverfaldet som var en tragedie for både pigen og hendes offer kan opfattes som et råb om hjælp.

Men virker Tivoli metoden? Ja, i nogle tilfælde vil samværet med pædagogerne få de unge til at åbne sig og det bliver muligt at trænge ind til problemets kerne. Modellen rummer dog en altafgørende fejl. Negativ opførsel bliver positivt belønnet. Alle normer for normal opførsel bliver udfordret. Hvor at de voksne som omgiver de unge kan se de store linier, så er hjernen hos mennesker ikke færdigudviklet før at de er 18-20 år og de unge, der ikke er i stand til at tage beslutninger baseret på langsigtede konsekvenser, vil måske begå ny kriminalitet baseret på de kortsigtede goder.

I den anden grøft finder vi smid-nøglen-væk modellen. Den fik sine fortalere i USA under Clinton og under den nuværende økonomiske krise kæmper man med at betale prisen. Indespærring koster. I USA har man i dag ca. 1 procent af landets totale befolkning bag tremmer. På trods af dette massive antal indespærrede er kriminaliteten på samme niveau som i 1970. Overbelægningen i fængslerne har med andre ord ikke medført lavere kriminalitet, men derimod kreativitet med respekten for domstolene. Det har medført absurde tilstande som i Californien hvor at indsatte bliver løsladt efter at have udstået 10 % af deres straf, hvis de ikke har begået vold som en del af deres forbrydelse.

Vi ved i dag at når man koncentrerer kriminelle så sker der en negativ erfaringsudveksling. 25 % af de indsatte vil begå ny kriminalitet igen efter at de er blevet løsladt. Meget tyder på at dette tal kan reduceres hvis den indsatte har samme kontaktperson hele vejen igennem forløbet og i et stykke tid efter at personen bliver løsladt. Ved ungdomssanktionen har vi i perioder set at 70 til 80 procent af de unge begår ny kriminalitet inden udløbet af forløbet. Ungdomssanktionen er netop kendetegnet ved at ansvaret for det enkelte forløb er delt mellem to instanser og at der i mange tilfælde ikke er en rød tråd igennem forløbet.

Når en løsning er så dyr som døgninstitutioner, så er den også sårbar i en tid med dårlig økonomi. Det har længe forlydt at unge slap billigere fra deres gerninger sidst på året hvor at de kommunale kasser var tomme end først på året, hvor at man står med et frisk ubrugt budget. Når Svendborg stod med den første person på 14 år, der blev sigtet for en forbrydelse, så var det netop et udslag af sårbarheden ved døgn behandling.

Når man tænker på at blot en anbringelse forholdsvis nemt kan koste en halv til en hel million pr. år, så er det tid til at vi gør op med begge modeller. De kan ikke stå alene.

Der skal findes en metode, hvor at der er plads til at anerkende at mennesker kan begå fejl og at det vil have en konsekvens at begå fejl, men også at det anerkendes at tage ansvar for egne handlinger.

Siden 2006 har jeg hostet to hjemmesider. Det ene rummer en registrering af metoder brugt kloden over til at håndtere asocial opførsel blandt unge og det andet en side med anbefalinger med metoder der har gode resultater, når vi taler om at forhindre at de unge, der har begået kriminelle handlinger, begår dem igen.

Den løsning, som jeg primært anbefaler, er at indføre voldgift i almindelige retssager, som vi kender det fra civile sager. Den bygger på:

1) At stoppe udviklingen på linie med at stoppe en ulykke, så situationen ikke eskalerer indtil at anbringelse er uundgåelig.
2) At involvere individet i straffe processen, så de tager hånd om deres egen situation.
3) At involvere andre unge i processen, så de lærer om værdien ved at støtte op om lokalsamfundet og ikke begår samme fejl.

Når politiet tager den unge i den stjålne bil, så er der basalt set tale om en tilståelsessag. I sådanne tilfælde hvor at de unge fanges imens at de er i gang med at begå deres gerninger, så skal de have tilbuddet om at få sagen afgjort ved en voldgift. De vil blive pålagt opgaver – kaldet konsekvenser – de skal udføre i lokalområdet, hvorefter at de vil stå med en ren straffeattest.

Det vigtigste er dog som ved uheld at stoppe udviklingen, så omfanget af ulykken ikke udbredes. Man observerer ikke et biluheld og går i gang med at redde de nødstedte. Man sætter en advarselstrekant op først så man ikke risikerer at andre kører ind i den forulykkede køretøj og eskalerer skaden, hvorefter at redningsarbejdet kan gå i gang. På samme måde så stopper en arrestation med efterfølgende sigtelse og sluttelig ekskorte hjem til forældrene ikke for nye kriminelle handlinger inden at sagen kommer for. I dag er det nærmest som om at tingene skal eskalere indtil at der enten er et tocifret antal forhold at foreligge for retten eller at vægten af sagsakterne er over 2 kilo for at begrunde tvangsfjernelse, et argument der også kom frem i forbindelse med den tragiske sag fra København for at et avisbud blev dræbt under udførslen af hans arbejde.

Læser man landets aviser her i sommerferieperioden så er det aldrig de unges problem at de keder sig. Det er forældrenes skyld at de unge køre ulovligt, eller det er nogle andres skyld der er ikke lagt brænde frem så de unge kan tænde sig et bål og så går de ud over kommunens træer. Det er blevet legitimt at ødelægge når man keder sig.

Det er i den forbindelse at jeg er bekymret for at vi lader de unge beskytte for godt, så de ikke tidligt lærer at tage ansvar for egne gerninger. En meget brugt parole før murens fald var “Frihed under ansvar”. Hvad om vi erkendte at barndommen stopper i de tidlige teenageår, som mange eksperter beklager og lod det være en samfundspligt at unge skal være med til at håndhæve loven på linje med værnepligten?

I en række lande har man åbnet for at unge kan stilles for et panel af unge på deres egen alder. Dvs. fremover vil politiet efter arrestationen spørge den unge om han vil vente på en dom eller få afgjort sagen indenfor en uge ved en voldgift mod at få en konsekvens, der skal udføres hvorefter at tavlen er renset og deres straffeattest er blank. Da mange unge tænker i nutid vil de vælge denne løsning ganske som mange unge i gamle dage tog en lussing fra landbetjenten i stedet for at lade sagen skrive.

Derefter vil de få en GPS-fodlænke på som de skal diskret skal bære indtil at sagen er slut. Det er nødvendigt for at stoppe udviklingen. Der skal ikke være yderligere restriktioner på, men den enkelte ved nu at storebror i form af politiet ved hvor at de er døgnet rundt og at en fjernelse af den vil betyde automatisk tilbageholdelse på en lukket institution

I løbet af den uge, der vil gå indtil at voldgiften skal finde sted vil de blive kaldt ind til to møder med de udpegede unge og deres vejleder der skal udfylde rollen som anklager og forsvarer. Der vil politirapporten blive gennemgået og de vil få stillet kritiske spørgsmål.

Ved selve voldgiften vil den unge møde de førnævnte unge, samt en panel af yderlige 5-7 unge, der sammen med en domsmand og vil beslutte hvilke konsekvenser deres handlinger skal have. Der skal være en repræsentant for socialforvaltningen tilstede.

Det kan være konsekvenser som medhjælp på genbrugspladsen, hvor at haveaffald ofte skal flyttes rundt, det kan være vedligeholdelse af parkområder, direkte opgaver relateret til deres gerninger så som at male graffiti over, anden samfundstjeneste eventuelt suppleret med nogle skriftlige opgaver, hvor at juryen måtte finde det nødvendigt. Udgangspunktet er at dem der begår nogle kriminelt i nærmiljøet tager tryghed fra dette. De skal som led af deres konsekvens betale tilbage til nærmiljøet.

Erfaringer fra udlandet viser at de unge som har fået deres gerninger bedømt af populært sagt deres egne ikke begår kriminelle gerninger igen. Rent statistisk taler vi om under 5 procent.

Det skyldes jvf. eksperterne at de unge ikke længere søger accept hos forældrene eller andre voksne. De søger accept blandt unge som dem selv. Tvinges de ind i en analyse hvor at de skal forholde sig til deres gerninger i et forum hvor at konklusionen har værdi hos den enkelte, så vil de forholde sig til resultatet i langt højere grad end hvis konklusionen bliver draget af nogle personer de ikke kan identificere sig med.

Men det skyldes også at de små ting tages alvorligt og at der skrides tidligt ind, så de unge forstår at lovovertrædelser har konsekvenser.

Når konsekvensen så er udmålt er det op til forældre og socialforvaltningen at opmuntre til at konsekvensen udmåles. Det må sigtes at det sker på en værdig måde for den unge. Der skal genopbygges – ikke nedbrydes. Dvs. at den unge skal tiltales som en normal menig medarbejder og den unge skal svare høflig tilbage. Der er ikke brug for drama i den situation. Der er brug for ro til eftertanke.

Danmark har brug for en virkelig ny start. Vi har brug for et opgør med begge anvendte modeller hen imod at der laves en arbejdsfordeling imellem vores domstolssystem og socialforvaltningen, så de hver især beskæftiger sig med hvad de er gode til.

Mennesker hører til i frihed, men det er frihed under ansvar for både sig selv og vores samfund. Den læreproces er nødvendig at implementere hos de generationer, der om ikke så få år skal styre vores land.

Referencer:
Om børne domstole
Stor succes for børnedomstole, af Jesper Termansen, Berlingske Tidende, 21. september 2007
The National Association of Youth Courts, Inc.
Ungdomsdomstolen, Retsreform Nu

Indlæg på TV2 Øst om teenagepiger der overfaldt en ældre dame.

På grund af en mærkelig spam-robot kunne jeg ikke sende følgende kommentar til denne artikel:

Vi burde indføre "Teen Peer courts" i Danmark

I en række lande har man nu i en årrække forsøgt sig med "Teen Peer Courts". Konceptet er at tilståelsessager som denne føres foran en gruppe af teenagere med vejledning af jurister.

Der fastsættes så nogle konsekvenser i form af samfundstjeneste, skriftlige undskyldninger til ofre og egne forældre suppleret med skriftlige afhandlinger over relevante emner efterfulgt af jury-tjeneste i en senere sag, hvorefter at straffeattesten slettes hvis konsekvenserne bliver udført. Hvis det ikke sker, så havner sagen på bordet nede i den normale byret.

Bagtanken ved dette princip er at unge i højere grad accepterer konsekvenser udmålt af jævnaldrene og det vil give samfundet den gevinst at alle de medvirkende unge får viden om landets love og hvor let ubetænksomhed kan få dem til at krydse grænsen.

Pigerne havde tyveri i tankerne og straffen for sådanne lovovertrædelser er populært sagt latterlige. Unge som lever i nuet da deres hjerne ikke er fuldt udviklet opnår ved traditionelle domstole let et tocifret antal forhold før at der udløses en mærkbar konsekvens. Her skal man tænke på at unge faktisk ikke forstår konceptet bag en betinget straf da deres hjerner kun vanskeligt kan overskue langsigtede konsekvenser.

Pludselig rykker de op i forbrydelsernes superliga via overfald eller i andre tilfælde røveri. Det er der ingen der ønsker - ikke mindst os som skal betale 1900 kr. pr. døgn for at putte mennesker i fængsel eller sågar 700 kr. pr. døgn ved visse døgninstitutioner.

Derfor skal unge møde en "domstol", der kun afgiver ubetingede straffe i form af arbejdsopgaver hvorefter at luften er renset, når straffen er afsonet.

Derfor skal de øvrige unge være med når domstolene afsiger domme over andre unge.

Udenlandske erfaringer viser at kun 5%-10% af de unge der har været dømt ved disse teenage domstole begår kriminalitet igen.

Ca. 25-25% af dem som forlader fængslerne begår ny kriminalitet.

Peter Skaarup fortolker en artikel forkert

I Berlingske Tidende kan man læse at unge mennesker ikke finder at et fængselsophold er en straf. Som svar på denne information vil Peter Skaarup se på om man ikke kunne gøre fængslerne mindre komfortable.

Nu er det sådan at selvom at jeg ikke har boet i et fængsel på noget tidspunkt i mit liv, så har jeg haft berøring med kriminalforsorgen som IT-leverandør.

Fængsler er ikke hoteller. De er ikke rare steder at opholde sig. Hver eneste gang at en politiker eller en kendt person har været tvunget i fængsel, så hører man ikke om hvor godt at de har haft det, kun om deres lidelser. Jeg nævner i flæng Kurt Thorsen, Peter Brixtofte og Klaus Riskær. Vi taler om risiko for overfald af medfanger, nedslidte omgivelser og manglende motion. Oven i dette stress over at være spærret inde. Hvis Folketingets politikere gav sig selv et frivilligt ophold for at se hvad vi byder vores medborgere, som de på trods af deres lovovertrædelser stadig er, så ville de være overbevist om at indespærring er en straf uanset om der er gulvhaner eller betongulv.

Men selvfølgelig kan virkeligheden udenfor fængslet være så meget slemmere at det at komme i fængsel føles som en lettelse. Det er en af de budskaber som ligger i artiklen. Vi taler om nogle unge, der ikke har mødt grænser og det er et problem uanset om det er gjort som følge af forældrenes manglende evner eller i bedste mening når forældrebibelen "Det kompetente Barn" er blevet overfortolket. Når de unge kommer fra kaos til orden, hvor at andre tager beslutninger for dem som de alt for tidligt har måttet tage stilling til, så trives de. Men det ændrer ikke på at det er et fængsel.

Artiklen leverer også en anden interessant oplysning. Institutioner er hårdere mentalt for de unge end fængsler. De så som ofte så udskældte pædagoger gør noget ved de unge som de unge finder mere udfordrende og derfor også ubehagelig end nok så mange fængselsbetjente. De kræver forandring! Alle som har haft en problem i deres liv og som frivilligt har prøvet at gøre noget ved det ved at det er en hård proces. Vi har alle lyse og mørke sider. Vi har egenskaber vi finder mindre behagelige og hvor at det kan være som at åbne Pandoras æske at dykke ned i disse egenskaber. Når det så ovenikøbet bliver gjort med tvang så kan det i nogle tilfælde medføre personens mentale destruktion hvis det bliver gjort forkert.

For år tilbage var der opmærksomhed i BT på institutionen Solhaven i Nordjylland, hvor at man netop aktivt for ca. 7.000 kroner om dagen går ind og presser forandring igennem. Forsøg på fysisk magtanvendelse fra de unges side er der forventelig, hvilket de fleste også ville forsøge hvis de fik at vide at f.eks. en blindtarmsoperation skulle foretages på dem uden bedøvelse. De unge finder sjælden påtvungne forandringer positive. I USA findes der idag flere foreninger af nu voksne mennesker der har fået deres liv ødelagt af påtvungen terapi og selvmordsraten er beviselig høj.

Så Peter Skaarup burde istedet se på hvad de unge finder hårdt og så oprette flere pædagogiske institutioner, hvis han mener at de unge ikke skal holde ferie. Der er dog et men! Det største problem med lukkede institutioner er prisen. Hvis et sted ikke skal befolkes af billig importeret arbejdskraft som det ofte sker i USA med de skadevirkninger det har når f.eks. en landbrugsmedhjælper skal lege terapeut, så er dagsprisen som før nævnt 7.000 kr. pr. indsat.

Så kan der ikke findes en billigere løsning?

Jo, selvfølgelig kan der det. Det vigtigste våben imod ungdomskriminalitet er kommunerne. De kan se problemerne komme lang tid i forvejen. De ved i halvdelen af tilfældene at der er noget galt i børnehavealderen. Men de skal have hjælp til at etablere bofælleskaber for unge familier, så man via tvang kan tvinge hele familien i behandling, men de skal også have hjælp til at etablere nogle lokale foranstaltninger man kan dømme unge til at udføre i lokalområdet fremfor at fjerne dem.

Vi vender tilbage til disse myter om danske fængsler som hoteller. I langt de fleste tilfælde er det forældrene der ødelægger de unges respekt for samfundets hårdeste sanktion, men hvis en af de unge kommer hjem på orlov fra en institution så vil denne selvfølgelig ikke tabe anseelse ved at fortælle at det er hårdt. Så er det at der fokuseres på de positive ting, der findes. Er hjemmet alkoholisk eller præget af sygdom, så kan det godt være at den samlede pakke på institutionen er bedre end forholdene i hjemmet, men generelt har den unge oplevet tiden udenfor hjemmet som hård.

Men hvad om man tog de små ting som alle kriminelle løbebaner starter med og gav dem en seriøs behandling, der består af et forløb i en domstol hvor at den unge kan komme til orde og konsekvensen også blev en sanktion som skulle udføres i fuld offentlighed lokalt? Ville det ikke sætte større respekt om loven? Der er ikke længere nogle muligheder for mytedannelser. Vi må regne med at de unge der står i dette vadested ofte har mistet troen på de voksne. De forholder sig kritisk til hvad de hører. Vi kan fortælle dem alt hvad vi har lyst til om hvorvidt at fængsler er barske. De lukker af. Derfor må de se sanktionerne blive udført i stedet. Hvis de kan se unge fra deres egen by f.eks. udgrave regnvandsbassiner, male legeredskaber nede på skolen, overmale grafitti eller arbejde på genbrugsstationen så kan de se en umiddelbar konsekvens af lovovertrædelser.

Vi burde også overveje at forholde os til de unges mentale udvikling. Deres hjerner er ikke færdigudviklede. De kan ikke tænke langsigtet som voksne. De tænker i nuet. Så drop betingede domme. Straksafregn de enkelte lovovertrædelser med samfundstjeneste og drop desuden straffeattesten så snart at samfundstjenesten er udført så de unge kan se en gevinst ved at gøre dette arbejde færdig.

En typisk sag fra denne uges medier er at finde i Svenborg området. Under overskriften En 14-årig dreng skal mandsopdækkes finder man en historie om en dreng der overfalder ældre. En relateret artiklen rummer sætningen.

B opsøger gerne - sammen med andre - de svageste beboere i boligkvarteret Byparken.

Spørgsmålet man som læser stiller sig er: Hvem er "andre"?

B som drengen benævnes er med andre ord blevet negativ forbillede for andre unge. Når han kommer på hjemmebesøg så er det som helt. Vi kender ikke drengens opvækstbetingelser. Måske er opholdet hårdt for ham. Måske er det en forbedring i forhold til forholdene i hjemmet. Faktum er at han selvfølgelig ikke røber fakta overfor kammeraterne og nu følger de ham så rundt på røvertogter for at få accept i denne omgangskreds.

Løsningen som kommunen har valgt er anbringelse til typisk 50.000-100.000 kr. om måneden. Nu overvejer man at flytte ham længere væk uden at det dog kan medføre en udgiftsforøgelse. Hvad værre er at samfundet for at ofrene kunne føle retfærdighed burde have krav på at resten af ungdomsbanden sendes væk på samme måde, men så taler vi om 10-15 gange dette beløb og det kunne man næsten drive en kostskole for hvis man anlagde den i en tilstødende lokale til kommunens familiecenter og brugte personalet der i forvejen arbejder i kommunen til at håndtere de anbragte børn også.

Istedet kunne man have valgt en anden løsning, som kræver en ændring af domstolssystemet og omlægning af børnechecken fra at være en gratis ydelse til en ydelse de unge kan få, hvis de yder et stykke arbejde:

• Man kunne lade politiet udføre deres opklaringsarbejde som de plejer. Dog kan man indføre et hotline nummer som forældre kan bruge, hvis de bliver vidne om at deres børn har deltaget direkte eller inddirekte til en forbrydelse og de vil sikre deres barn en blank straffeattest efter at den pådømte straf er afsonet.
  
  
• De unge som tilstår deres andel kan få lov til at få foretræde foran en ungdomsdomstol af unge der tjener til deres børnecheck ved at levere nogle timers arbejde som jury-medlem, forsvarer, anklager eller dommer. Denne børnedomstol drives med vejledning af professionelle jurister og personale fra kommunens familieafdeling. De voksnes opgave er at sikre at de dømte sanktioner er rimelige i forhold til de begåede forbrydelser. Den anklagede skal tage ansvar for sine egne handlinger. Sanktionerne kan kun bestå af opgaver, der skal klares i lokalsamfundet og en straffeattest slettes når sanktionerne er udført. Domstolen kan ikke idømme frihedsberøvelse. Parallelt med udførelsen af den dømte sanktion indvilliger familien i at åbne dørene for en kommunal familie coach i den periode som kommunen finder nødvendig.
  
  
• De unge som ikke tilstår deres andel vil få deres sag bedømt af enten det sociale system eller domstolssystemet som idag. Her kan anbringelse udenfor hjemmet komme på tale.

De unge skal have nogle nye muligheder. De skal kunne bede om accelereret afsoning. D.v.s. at de kan vælge frivillig anbringelse på en kommunal efterskole, en kommunal Boot Camp udformet ferielejr, eller en bande-exit plan som kunne bygge på en dansk udgave af det genoptræningsprogram som drives af det amerikanske hjemmeværn. D.v.s. at vil de unge have struktur i deres liv, så skal samfundet kunne tilbyde dem nogle løsninger.

Hans kommentar er en eksempel på at vi ikke utraditionelt og åbner for at vi bliver en førende nation indenfor lov og orden. At gøre et fængselophold til en barskere oplevelse for at afskrække er forsøgt andre steder og det virker ikke.

Unge oplever fængsel som afslapning (Berlingske Tidende, 3. nov 2009)

DF: Fængsler skal ikke være ferie (Berlingske Tidende, 3. nov 2009)

14-årig dreng skal mandsopdækkes (Fyens Stiftstidende, 2. nov 2009)

Ungdomsdomstolen (Retsreform nu)

Før-efterskole (Retsreform nu)

Sommer Boot Camp / Nationalt hjælpekorps (Retsreform Nu)

Hjemmeværnsudfordringen (Retsreform Nu)

Sænkningen af den kriminelle lavalder til 14 år er virkningsløs

Nu forlyder det at man vil sænke den kriminelle lavalder til 14 år.

Det er en panisk reaktion som svar på at man havde en kommision som kom frem til samme resultat som Maryland rapporten - en 600 siders analyse produceret i USA som ellers er kendt for at svaret på alle problemer er indespærring.

Der skulle satses kraftig på den sociale indsats, men der er kun et problem. Kommunerne har ikke råd. Årsagen er at man i Danmark anbringer unge i langt højere grad end i vores nabolande.

Det koster nemt næsten 100.000 kr. pr. måned at anbringe et ungt menneske hvis der skal nogle få støtte ydelser til. Det har kommunerne reelt ikke råd til. Der er onde tunger som peger på at mange af disse unge mennesker som kunne være stoppet med nogle få, billige og kontante tiltag får lov til at få linien ud med et to-cifret antal forhold, hvor at politiet venter på deres 15 års fødselsdag fordi at staten overtager udgifterne når politiet arresterer dem.

Det er kassetænkning og efter min mening hovedårsagen til at antallet af anbragte vanskelige unge er så højt i Danmark.

Det som regeringen og Dansk Folkeparti gør er ikke en bekæmpelse af kriminalitet. Det er en ompostering af omkostninger.

Det kriminelle miljø vil justere. De vil blot hyre yngre meddelere til at holde øje med tingene. Ansøgerne til banderne, der allerede i dag kommer til jobsamtale i fængsler og ungdomsinstitutioner vil også blive yngre. De vil få et år mere til at cementere identiteten som kriminel.

Det havde klædt regeringen at de lyttede lidt til Venstres tidligere udspil, som talte om at pålægge de unge at udføre arbejde som kompensation for deres handlinger. Sekundært så udtaler Tom Bencke her til morgen på TV2 news at de unge er modne tidligere. Så havde det været på sin plads at etablere nogle domstole hvor at de unge skal dømme unge med hjælp fra jurister, så alle unge får noget hands-on viden om hvad der sker, hvis de overtræder loven.

Men i virkeligheden så ligger det vigtigste middel til at bekæmpe kriminalitet et andet sted. Det handler om at sætte de unge i arbejde, så de ikke hænger ud og keder sig. Konverter børnechecken for unge over 13 år til en skattefri lønpakke, som de unge kan få udbetalt ved at tilbringe nogle få timer om ugen med at arbejde i lokale projekter.

Der kan graves dybere overløbsbassiner, fjernes affald, repareres ødelagte legepladser, overmales grafitti, etableres BMX-baner osv. så de unge kan mærke at de giver noget til gavn for deres kvarter som de kan føle stolthed over. Bonussen for resten af samfundet ville være at de unge er beskæftiget og de lærer at arbejde sammen med andre istedet for at isolere sig i grupper.

Disse arbejdshold vil så kunne bruges til "afsoning", så de unge også lærer at laver man noget galt, så er der en konsekvens hvor at der skal leveres noget tilbage til samfundet som kompensation for det som bliver taget i form af tryghed og moral, når folk overtræder loven.

Brixtofte sætter den standard vi burde have.

Advokat: Peter Brixtofte får særbehandling (Politiken)

Peter Brixtofte er flyttet fra Horserød til en pension med meget fleksible afsoningsforhold. Det falder nogle meget for brystet.

Men faktisk så burde vi få set på vores afsoningsforhold. Det er ikke sådan at vores fængsler skal ligne rene hoteller og det gør de langt fra hvilket jeg har set når jeg har leveret IT udstyr til dem.

Men vi bør se på hvad folk er dømt for og så indplacere dem i systemet på en måde så de kan få tilknytning til arbejdsmarkedet frem for de bandegrupperinger, der har oprettet deres private arbejdsformidlinger i fængslerne.

Der er et sikkerhedsspørgsmål som samfundet skal tage stilling til. Her må vi se på udlandet. I USA har man længe brugt fængslerne som svar på alt. Det har medført at 1 ud af 100 borgere i dag sidder i fængsel. Det koster!

En døgn i lukket fængsel koster 1.800 til 1.900 kr. I et åbent fængsel er prisen cirka den halve. Men det kan gøres billigere endnu og her må vi se på hvad f.eks. Californien gør. De løslader 27.000 fanger til afsoning i hjemmet. Vi må spørge os selv om hvor mange vi kunne sende hjem.

Men en fodlænke gør det ikke alene. Vi skal sikre at de bliver sendt ud i beskæftigelse. Her må især kommunerne gøre deres til at der bliver etableret nogle hold, hvor at fangerne kan arbejde med affaldsopsamling, samt opbygning af diger, støjvolde og sti-systemer, så dagen ikke føles så lang at nogle henfalder til ny kriminalitet. Vi taler om 7 dages arbejdsuge, medmindre at den enkelte møder op til afsoning med et ansættelsesforhold til en arbejdsplads i lommen. De som selv sikrer sig beskæftigelse, skal kun arbejde på holdene de dage, hvor de ikke er på deres private beskæftigelse.

Vi skal endvidere se på om der ikke kan etableres flere kollegier i stil som Pensionen i Skejby. Især personer, der ikke har begået personfarlige lovovertrædelser og som vil læse på en uddannelse bør bo på kollegier, hvor at forholdene kan suppleres med at de skal bære en GPS-fodlænke.

I det hele taget så burde vi bruge GPS-fodlænker i højere grad. Især mange unge mennesker under 18-20 år forstår slet ikke konceptet bag betingede domme. De dele af deres hjerner som tager sig af behandlingen af langtidskonsekvenser af en given handling, er slet ikke udviklet. En betinget dom bør som minimum rumme en periode hvor at personen bærer en fodlænke med nogle få betingelser som at passe uddannelse eller arbejde suppleret med et udgangsforbud mellem 22 0g 05 medmindre at det er der at de er på arbejde. Derved så mærker de på en blød måde at deres handlinger har konsekvenser og det er så vigtigt, fordi at det er alt for nemt for de unge at miste respekten for landets love, hvis de efter mange måneder efter lovovertrædelsen får en dom, som er betinget eller er uden straffastsættelse.

Kriminalforsorgen gør det helt rigtige når de sætter en mand på en åben pension, hvor at undertegnede dog gerne så at dagen dog ikke var hel så fri, men skemalagt med nogle påtvungne aktiviteter i lokalområdet. Hans handlinger ville dårligt være forbrydelser i det politiske klima som eksisterer i de fleste EU-lande, så sikkerhed handler det ikke om.

Men den lille ting som åbner for avis-overskrifterne er naturligvis at systemet generelt ikke er så velfungerende. Det burde kriminalforsorgen tænke over. Det må naturligvis ikke gå over i negativ forskelsbehandling som det sås i Californien hvor at Paris Hilton som den eneste de sidste 5 år afsonede mere end 10% af sin dom, hvilket er standarden for førstegangsdømte for ikke-voldelige lovovertrædere derovre, men kriminalforsorgen skal liste rundt når de har med kendte at gøre.

Som sædvane forstår kommunerne ingenting

Nu vil kommunerne lukke de sikrede institutioner. De mener at de får for lidt for de ca. 7.500 kr. om dagen det koster at have de unge der.

I stedet foreslår de at de unge skal tage ud i ødemarken med en jægersoldat eller anden erfaren person, som skulle give dem nye input.

De forstår ingenting.

Man kan ikke forvente positive resultater ved hver sag, når vi er derude, hvor at indespærring er eneste option. På den wiki-database som jeg driver i samarbejde med nogle Amerikanere, så har vi registreringer om næsten 1.000 afsonings-/rehabiliterings-sytemer. Konklusionen er at de virker dårligt uanset om vi indespærrer folk ude i en skov, på efter efterskole med hegn omkring eller ej, i et fængsel eller i en boot camp.

En overlevelsestur, som i USA markedsføres som ”vildmarksterapi” for at retfærdiggøre en dagspris på 400 dollars virker i øvrigt på en anden målgruppe, nemlig et menneske som er fanget i dagligdagens stress suppleret med lidt misbrug af alkohol- eller stoffer. Et sådan menneske bør som os alle hive stikket ud og få skoven til at virke som en mur. En mur som holder dem væk fra misbruget, men så sandelig også en mur, som holder den grumme virkelighed væk fra dem. Men opholdet bliver kun en succes, hvis personen er indstillet på forandring for der skal arbejdes hårdt på det personlige plan, fordi at når skoven forlades så venter samme sociale forhold derhjemme. Dvs. de samme faktorer som forårsagede misbruget vil trofast vente på den afgiftede person.

Vi skal have disse overlevelsesture, men de skal drives af offentlige misbrugscentre og de enkelte unge skal have en voksen fra husstanden med, så der er en voksen der kan coache når de kommer hjem til alle fristelserne.

Nok om overlevelsesture. Hvad kan vi gøre for at fjerne presset fra de sikrede ungdomsinstitutioner og stoppe praksis med at sende unge i voksenfængsel hvilket er på kant med internationale konventioner som vi har skrevet under på?

Der hvor at der skal sættes ind er i kommunerne og de skal have nogle flere værktøjer og penge til løfte opgaven, men de skal også have hjælp.

En hjælp som de skal have af befolkningen. Vi har brug for en generation af mennesker som skal have en større forståelse af de konsekvenser der sker af deres handlinger og hvilke parametre som ligger til grund for en dom fra vores retsvæsen. Der har aldrig været større afstand mellem befolkningen og domstolene.

Vores magt er tredelt og i pensum for en ungdomsuddannelse bør kendskab til aktuelle sager, deres behandlinger og resultater medgå. Alle der har modtaget undervisning ved at den undervisning som virker bedst er den undervisning som er ”hands-on”. Derfor bør vi rekruttere de unge til at afgøre sager med unge på anklagebænken. Sager hvor vi taler om butikstyveri, vandalisme og mindre slagsmål.

Og der er rigeligt at tage af. Vi kan blot gå til den nærmeste folkeskole og finde eksempler på både vandalisme og vold. Ja selv lærerne får tæv. Der skal simpelthen indføres en slags værnepligt for unge, der trækker frinummer til forsvarets dag. Trækkes der frinummer, så skal man enten være jury-medlem i 5 sager eller være forsvarer eller anklager i 2 sager. Møder kvinder ikke op til forsvarets dag, så er det deres værnepligt.

Men at få en masse mennesker til at dømme er ikke nok. Vi har også brug for at gøre brug af moderne konsekvenser og en kommunal kriminalforsorg:

Et fælles træk for mange unge voldspersoner er at de mangler empati. Der er sket et svigt et sted, hvor at 10-24 måneders ventetid på en paragraf 50 rapport som i princippet skal laves før at der kan ske sociale tiltag heller ikke har gjort sagen bedre. En fast bestanddel af en dom ved en domstol for unge bør derfor være at sige undskyld. Først og fremmest undskyld til den part som det er gået ud over, men også undskyld til gerningspersonens egne forældre, da vi taler om at vise de unge hvor mange at deres handlinger egentlig rammer.

Sekundært så skal domstolen sørge før at de unge fastholdes i deres netværk. Langt de fleste unge er velfungerende mennesker og alle har i deres netværk positive rollemodeller. Det er ikke ensbetydende med at unge skal fastholdes i eget hjem for enhver pris, men vi må indføre et opgør med trafikken til et opholdssted i den anden del af landet. Opholdsteder som for størstedelen godt nok gør et godt og solidt arbejde, men der er også steder hvor at stedet drives af en psykoanalytiker med to aftenskoletimer som deres uddannelsesgrundlag. Der er ingen landsdækkende standard for hvad der forventes af et opholdssted eller et behandlingshjem, hvilket har vist sig at være en ladeport på vid gab for diverse halvreligiøse aktører og deciderede plattenslagere. I stedet skal hver kommune have sin efterskolelignende institution, hvor at den sociale indsats overfor beboerne så forstærkes med de kræfter som er i den lokale familieafdeling, der kender beboerne i forvejen.

Når de skal holdes i lokalområdet kan man bruge konsekvenser som samfundstjeneste. Vi taler om at fjerne affald, forhøje støjvolde og diger eller fordybe overløbsbassiner i teams, så de lærer at samarbejde. Disse teams kunne suppleres med velfungerende unge, som så skulle modtage betaling for deres arbejde. Vi ved at uanset hvordan at vi samler vanskelige unge, så skaber vi en negativ synergi, når det sker. Der vil være sager, hvor at konsekvensen kunne blive blødere f.eks. i form af at skulle tage ned i en børnehave og læse historier for børn, hvis vi taler om f.eks. butikstyveri begået at et ungt menneske som egentlig vil have hjælp. Hjælpen skal gives, men konsekvensen skal stadig være der for at sende et signal om døren til hjælpen står åben uden at der skal begås kriminelle handlinger.

Der er selvfølgelig unge som ikke skal færdes ude om natten, hvis de skal passe deres uddannelse og et offer for gadevold skal heller ikke kunne møde sin voldsmand på gaden. Derfor må vi supplere med såkaldt geo-fencing, som er en GPS-fodlænke der kodes til at den unge kan færdes indenfor et område som rummer hjem, skole, arbejde og fritidsaktivitet, men også et område som kan blive mindre forskellige tidsrum f.eks. når samfundet dikterer at den enkelte unge skal motiveres til 8 timers søvn. Hvis den unge piller fodlænken af eller forsømmer opladning, så koster det en overnatning i den lokale detention første gang, to overnatninger anden gang osv. Budskabet vil sive ind.

Det er i øvrigt ikke kun den dømte som skal behandles. Ved enhver dom skal der kobles et team af to familievejledere på de enkelte familier. Et sådan team kan betjene 10 familier og det er således langt billigere end at indespærre en person. De skal kunne trække på en social- og sundhedshjælper, hvis det drejer sig om mangel på basal struktur i hjemmet i form af rengøring eller madlavning.

Sidst og ikke mindst bør en konsekvens rumme et element af at de dømte selv skal være jurymedlemmer når de øvrige konsekvenser er afsonet. Der skal være en gulerod. Hvis de dømte udfører deres konsekvenser, så er straffeattesten blank. Mennesker begår af natur fejl, men hvis de angrer deres gerninger og udfører pålagte opgaver, så skal vi i et kristent samfund kunne tilgive.

Et tilbagevendende spørgsmål er den kriminelle lavalder. Indfører vi en kommunal kriminalforsorg med en målsætning om at unge helst skal afsone i lokalområdet, så kan denne godt sænkes. I dag risikerer de at spørgsmål om deres tvangsfjernelse afgøres af yngstemand på socialkontoret jf. Politiken.

Ved at have nogle effektive stopklodser før at vi taler om at indespærre unge på sikrede institutioner, så vil vi få lige så få indsatte sådanne steder som i de andre nordiske lande. Vi er dem som fængsler flest unge i norden i forhold til landets befolkning.

Siden årtusindeskiftet har det handlet om at vi har kopieret USA’s strategi fra 1900’erne om at vi skal straffe hårdt. I USA har man indset skadesvirkningerne af et årti, hvor at man forsøgte sig med at fængsle sig ud af problemerne og man er i gang med at rette op med mange tomme ungdomsfængsler til følge.

Vi er ikke kommet så langt ud. Vi kan vende skuden.

Men det kræver at kommunerne og ikke mindst staten, der sidder på pengene følger eksperternes råd som alle siger det samme på verdensplan i stedet for at forfalde til hvad der kan sælges som et populært budskab på fjernsynet i form af 5 minutters forargelse.

Er dette muligt eller styrer hensynet til taburetkløen for meget?

Kilder:

Kommuner, Luk institutionerne (TV2)

Børn bøder for socialrådgivernes svigt (Politiken)

Danske unge sidder oftere bag tremmer (Urban)

Hvad med at sætte den kriminelle lavalder op?

Et flertal af danskerne ønsker at sætte den kriminelle lavalder ned.

Så langt, så godt.

Men hvorfor vil vi sætte lavalderen ned?

Jo, et argument lyder at de ældre bruger de yngre til at gå forrest ved lovovertrædelser fordi at de så skulle være straffrie. Diverse undersøgelser sætter spørgsmålstegn med dette argument, men lad nu det ligge. Vi må blot spørge os selv om en anden aldersgrænse blot ikke ville flytte problemet, hvis påstanden er rigtig.

Et andet argument, som Statsministeren også har anvendt på TV2 News er at det social system reagerer for forskelligt. Ja, selvfølgelig gør de det. Det er der mange årsager til. Den primære er den økonomi, som kommunerne er underlagt. En stram økonomi, som er dikteret af den part som Statsministeren repræsenterer, giver dem ikke de store muligheder for at agerer såfremt at de uheldigvis er blevet social dumpingplads for de omkringliggende kommuner. Sekundært så stresses forvaltningerne af tidsfrister, som reelt er umuligt at overholde, hvilket medfører regulere lovbrud. Selv anno 2009 findes der eksempler på at kommuner betaler indskud i nabo-kommuner for familier, som de kan se potentielle udgifter forbundet med i fremtiden, så det er den nye kommune der må bære den sociale byrde i fremtiden.

Konkret kan det nævnes at et barn har større chance for at slippe for en foranstaltning i form af tvangsfjernelse, hvis denne laver kriminalitet sidst på året, for da er de kommunale kasser tomme.

Men er disse to argumenter valide? Vil vi sænke kriminaliteten, hvis vi blot flytter en grænse nogle år?

For at få svar på disse spørgsmål, så må vi se på de foranstaltninger vi har i forhold til målgruppen mellem 15 og 18 år. Foranstaltninger, vi nu vil bruge overfor yngre børn.

Danmarks prestige projekt hedder ungdomssanktionen. Ungdomssanktionen byder på en periode på en lukket institution efterfulgt af en tid på et sted med videre rammer for til sidst at blive ført tilbage til det miljø, som de unge startede i. I alt 2 år i et forløb som er udformet som et samarbejde mellem stat og kommune.

Hvad er den første fejl? Jo, to umage parter skal samarbejde. Da begge helst så at den anden betaler gildet, så går det op i hat og briller. Alt for mange dømte unge sidder på et lukket institution uden en handlingsplan for hvordan at de skal komme videre. Når de sidder der, så betaler staten. Det øjeblik at de skal videre så betaler kommunen. Vi taler om at det koster ca. 5.000 kr. i døgnet, så det er ikke håndøre vi taler om.

Hvad er den næste fejl? Så længe at den unge ved at vedkommende skal tilbage, så skal denne helst komme tilbage som en sejrherre over systemet for at vinde anerkendelse. Vi må ikke forglemme at mange unge er marginaliseret ud i pigebander eller andre ungdomsbander, hvor at værdigrundlaget er anderledes end for den jævne befolkning. Ironisk får de kriminelle unge hjælp af os almindelige voksne og akademiske politikere, som ikke har færdes på samfundets skyggeside. Det er en myte at danske fængsler og institutioner er hoteller. Jeg har ikke siddet i dem, men jeg har leveret IT-udstyr til dem. De er IKKE hoteller. Jeg vil personligt gøre alt for at jeg og for den sags skyld mine børn aldrig skal tilbringe bare en nat i dem.

Det bringer os til tredje fejl. Hvad hvis de er et produkt at det miljø de færdes i? Målet med ungdomssanktionen er at de skal tilbringe den sidste tid under sanktionen i hjemmet godt nok i samarbejde med den lokale socialforvaltning, men et hjem som rummer de basale risici for at den unge vender tilbage til gamle vaner.

Er det et under at succesraten kun er ca. 20%?

Et sekundært problem er at mange tvangsfjernede børn ikke har noget at miste. En sanktion går hen over hovedet på dem, da de allerede har mistet retten til at sove i egen seng. Vi ser en række eksempler på at kriminalitet begås af unge som er anbragt. Vi taler om unge som har oplevet en række nederlag i livet. Det begår en lovovertrædelse til har ikke den store betydning. Det betyder ofte blot en flytning til en ny institution.

Hvordan kommer vi så videre?

Jo, vi skal arbejde på flere fronter.

1) Der skal skabes alternative skolesystemer til de unge som ikke befinder sig vel i de tilbud vi har i dag.

2) Der skal etableres et kadet-korps drevet af den professionelle det af hjemmeværnet i samarbejdet med VEU-systemet, så de unge som er trætte af at hænge på gaden kan få et tilbud om at starte på en frisk ved at indgå i et forløb med 6 måneder på en kaserne efterfulgt af 12 måneder med personlig mentor i hjembyen. Systemet kendes i USA som National Guard Youth Challenge Program og virker betydelig bedre end 90’ernes Boot Camps, som ødelagde eller slog unge ihjel.

3) Når unge begår fejl så skal de gives chancen til at forklare sig og så modtage konsekvenser i form af skriftligt undskyldninger eller opgaver, samfundstjeneste og geo-fencing i stedet for indespærring eller betingede straffe. De unges hjerner er ikke færdigudviklede. De lever i nuet og magter ikke at overskue de langsigtede konsekvenser af en given handling på samme måde som en voksen. Vores retssystem må tilpasse sig dette videnskabelige faktum. Den konsekvens de skal have skal falde hurtigt og konsekvent, men på en måde så de kan lære af det og rejse sig igen. Vi skal studere ideologien bag ”Restorative justice” og vurdere om vi ikke kan anvende dette koncept i den danske kriminalforsorg.

4) De unge skal involveres i domstolsprocessen, idet en af de store problemer i dag er at der er for stor afstand mellem domstolene og befolkningen. Der er ikke forståelse for hvilke kriterier der lægges til grund for en dom. Ved at de unge forelægges milde sager i et såkaldt ”Peer Court” system, så kan de få en større forståelse for hvor hurtigt at tingene kan gå galt og dem som får en konsekvens, får den udmålt af en gruppe mennesker som de kan relatere sig til og som de egentlig søger accept hos.

5) Når et ungt menneske træder ved siden af, skal familien involveres i processen. En familie-coach skal vende problemstillinger i hjemmet og familien skal fungere som ekstra vagt ved udførelse af samfundstjeneste hvor at det er formålstjenligt.

6) Vi må lade være med at forfalde til letkøbte budskaber. ”Being tough on crime” sælger i form af 5 minutters opmærksomhed på en TV-kanal, men det har skabt USA’s største tragedie. I Time Magazine lyder det at tiden er kommet til at kriminalforsorgen for unge skal til at blive voksen. Budskabet er at vi ikke kan indespærre os ud af problemerne. En tilsvarende konklusion lyder i en 300-sider rapport, man kan downloade fra det danske justitsministeriums hjemmeside.

På hjemmesiden retsreformnu har jeg listet nogle løsninger. Vi behøver som land ikke gentage USA’s fejltagelser. Et menneske skal ikke konsekvent bag tremmer fordi at der begås en fejl, men omvendt med en lovovertrædelse ikke gå upåtalt hen. De unge er en gruppe som skal vejledes under hensyn til det stadie de er i deres udvikling i forhold til et voksent menneske.

Så lad os lære af den nyeste viden indenfor dette område og ikke 10 år gamle populistiske budskaber.

Kilder:

Flertal: Straf børn - men ikke i fængsel, Politiken, 18. april 2009
Lavalder har ingen betydning, TV2, 14. april 2009
Når kassen er tom, må udsatte børn vente, 24Timer, 17. september 2008
Fængselsansatte: Tving de unge i skole, Politiken, 18. april 2009
Getting the Juvenile-justice system to grow up, Time Magazine, 24 marts 2009
Udredning til brug for Kommissionen vedrørende ungdomskriminalitet (Udkast), af Susanne Clausen, Merete Djurhuus og Britta Kyvsgaard, Justitsministeriets Forskningsenhed, August 2008

En skole skal afspejle virkeligheden

Hvis en borger kom hen på gaden og kaldte dig luder eller noget andet som ikke passer, så ville næste skridt være såfremt at man ikke er voldelig at stævne vedkommende for ærekrænkelser.

Og en lektion i virkeligheden er måske hvad eleverne på en skole i Aalborg trænger til:

Elever mopper lærere ud i sygdom, TV2 nyhederne

Elever mopper skolelærere, Nordjyske

Det er tid til et eksperiment som viser eleverne hvad der venter dem ude i samfundet når de forlader den osteklokke som nogle skoler er blevet til.

Det er en misforståelse at der inde på en skole skal være et sæt regler og ude i samfundet et andet. Vold gør ikke mindre ondt på en skole og ærekrænkelser som dem der nævnes gør lige så psykisk ondt på skolen som udenfor.

Vi har skoler med meget inteligente elever som sagtens vil kunne forstå at et samfund kun kan fungere med love og regler.

Man må ikke sende eleverne på gaden i den tro at de frit kan postulere ærekrænkelser overfor andre mennesker. Ytrer de sig om de samme ting til en anden offentlig embedmand f.eks. en politibetjent så kan de havne i fængsel. Så det ville være på sin plads at spare dem for den skæbne ved at skolen indgår et samarbejde med nogle jurister om at etablere en "domstol" til at håndtere disse problemer.

En ungdomsdomstol hvor at pladserne er besat af unge fra skolen vil under vejledning jurister kunne føre disse sager og udstikke konsekvenser. De såkaldte "Peer courts" bruges allerede i dag verdenen over i det juridiske system netop for at undgå at unge enten får for lang snor indtil at deres handlinger er så alvorlige at indespærring er den eneste option eller at de rammer "det voksne" juridiske system hvilket belaster dem med en straffeattest for resten af livet.

De unge er mennesker og de begår fejl som alle andre mennesker. Det vigtigste når en fejl er begået er at sætte sig ned og forstå hvorfor at fejlen skete og så lære af den, fordi at eleverne må lære at alle handlinger har konsekvenser. Ikke kun for dem selv, men også for deres ofre. Det værste der kan ske er at fejlen står tilbage uden analyse, da ingen så lærer af den. 

Konsekvenser, som en sådan ungdomsdomstol skulle uddele, skulle være forskellige arbejdsopgaver på skolen som at male plankeværk, fjerne affald, luge ukrudt lige efter skoletid og med en forældre eller voksent familiemedlem som oppasser under udførelsen af opgaven.

Med et alternativer såfremt at de unge ikke udfører opgaverne som kunne lyde på deportering til en institution eller efterskole eller en uges praktik på Aalborg kaserne, hvor at de kunne få lidt motion.

Så hjælp lærerne og især også eleverne ved at få forståelsen af hvorfor at de vælger at gøre disse handlinger og giv sagerne den fornødne analyse og eleverne konsekvenser af deres handlinger når de har fået lov til at fortælle deres opfattelse af begivenhederne.

En efterligning af den juridiske proces som de vil møde ude i samfundet vil hjælpe de unge til at få en dybere forståelse af hvordan at den lidt mørkere side af samfundet fungerer på og i sidste ende gøre dem til bedre borgere.

Skyldnere skal ej i fængsel

Skat vil sende tusinder i fængsel lyder en overskrift fra Politiken.

Ja, selvfølgelig skal borgerne ikke bare slippe for straf ved at lade være med at betale deres bøde. Det er ikke småpenge vi taler om. DSB gratister skylder således 176 millioner kr.

Men de skal heller ikke i fængsel. Jvf. kriminalforsorgens hjemmeside koster et døgn i åbent fængsel 967 kr. og i et lukket 1814 kr.

Der er en billigere måde at få pengene hjem:

Tvungen samfundstjeneste hvor at 2 x 3 timers indsats om dagen kan afdrage 250 kr. pr. dag.

De mennesker som ikke kan betale eller ikke vil betale, skal gå ned på nærmeste skattecenter, hvor de vil få:

• - lavet et ID-kort


• - indlæst deres fingeraftryk elektronisk


• - udleveret en kedeldragt og bælte til drikkedunk


• - klippekort til transport, drikkedunk, gummistøvler og handsker, hvis de er på bistandshjælp


• - og et skema over det antal dage, de skal arbejde og hvor at de skal møde.

Denne option skal være til rådighed hvis de enten ikke har pengene eller deres arbejdsgiver vil fyre dem, hvis denne skal have besværet med at stå for den administrative byrde med en lønindholdelse. Møder de ikke op, så skal politiet have overdraget en anholdelsesbegæring så de henter skylderen ned til skattecenteret.

Så er det egentlig kun at møde op ved den genbrugsplads, som udpeges som mødested. Mødetiden kunne være klokken 9 for at undgå at lægge unødig pres på den offentlige transportsektor, som er belastet af folk på vej til arbejde tidligere om morgenen.

Når de møder op, så vil de blive kørt ud til den vejstrækning eller park/skov de skal rense for affald. Hvis denne afsoningsform bruges til mindreårige, skal der tages hensyn til at de ikke arbejder for tæt på befærdede veje.

De vil få et gratis måltid mad i form af spagetti eller milionbøf alt efter hvad der er billigst at producere i felten. Der vil blive ydet een kop kaffe eller the fra termokanne efter 1,5 timers arbejde.

De vil blive kørt tilbage til genbrugspladsen. De må påregne op til en time i transport, så de reelt kan blive "frigivet" omkring kl. 17.30, hvilket vil give en samlet tid til arbejde, transport og frokost/kaffepauser på 8,5 timer.

Den gennemsnitlig gæld som en DSB gratist står for, hvilket er opgivet til at være 5000 kr. vil således tage 20 dage at afdrage. De mennesker som har 5000 kr. ville nok finde det praktisk at råde over de 20 dage selv og betale ved kasse 1.

Gevinsten for samfundet vil være:

• Højning af den umålbare retsfølelse


• Et effektivt pressionsmiddel overfor skyldnerne


• Skylderne udsættes ikke for det kriminelle miljø i fængslerne


• Et renere samfund - Byer som København er faktisk langt ned på listen, når de gælder skrald på gaden set i forhold til byer i andre lande.

Hvad hvis skylderne ikke møder op? Jo, Skattevæsenet vil så kunne ringe til politiet som sørger for afhentning til arbejde om nødvendig om natten, som det er tilfældet med mennesker der bliver væk fra fogedretten. Så må skylderne finde sig i risikoen for afhentning på arbejdspladsen eller de må sove nogle timer i detentionen indtil at de skal møde. En afhentning skal ikke være gratis, men skal koste en ekstra arbejdsdag pr. gang!

Er det ikke et dyrt system at holde igang? Jo, men hvis samfundet fængsler folk så taber samfundet for det første bådeindtægten og derefter må de afholde udgiften til fængslingen. Samfundet løber en stor risiko for at svage sjæle introduceres til kriminelle vaner af de andre indsatte.

Systemet kunne holdes igang ved et samarbejde imellem vejdirektoratet, de kommunale gartnerafdelinger, kriminalforsorgen og skattevæsenet.

Vejdirektoratet og kommunerne udpeger områder som skal rengøres og står for kontrollen af om folk møder op hvilket kan gøres med en moderne bærbar computer, der næsten alle leveres med fingeraftrykscanner når de koster i nærheden af 5000 kr.

Kriminalforsorgen og skattevæsenet står for det administrative.

Systemet kunne bruges i forbindelse med en eventuel indførelse af ungdomsdomstole og overfor unge kriminelle, som samfundet ikke ønsker at anbringe på institutioner.

Stigmatiserer man ikke skyldnerne ved at lade dem afsone deres straf ganske offentligt? Nej, det gør man ikke. Der går ganske mange mennesker rundt i vejkanten og ryder op i forvejen. Det er ikke et arbejde at man skal ringeagte. Den unge dame på billedet er skuespilleren Michelle Rodriguez som er et forbilledet for mange unge mennesker. Hun betalte sin gæld tilbage til samfundet ved at rydde op langs landevejene forskellige steder i Californien. Ingen kan være for fine til dette arbejde.

Jeg kan ikke se nogle ulemper ved at oprette dette system. Kan I?

Forældres økonomiske ansvar

Andre steder er det allerede forsøgt at påtvinge forældre mere ansvar. Det har medført et boom af private halv religiøse genopdragelseslejre og i nogle tilfælde er børnene helt opgivet af forældrene for at beskytte resten af familien imod økonomiske forpligtelser som følge af børnene handlinger:

Older Children Abandoned Under Law for Babies, (New York Times)

Særligt hårdt ramt er Nebraska, som har en lov der skulle sikre babyer mod at bliver fundet døde rundt som det sker her i landet. Her kan unge mødre aflevere deres nyfødte uden videre spørgsmål. Det er den lov som forældrene nu benytter sig af.

Andre steder har man også forsøgt sig med særdeles hårde straffe for ungerne handlinger. En af de mest absurte eksempeler er nok Elisa Kelly som blev idømt 8 års fængsel for at have holdt en fødselsdagsfest for hendes 16 årige søn med alkohol.

Loven i staten som til forveksling ligner noget fra de mørkeste steder i mellemøsten er ganske klar (Virginia Alcohol Laws and Parental Responsibility). Forældrene skal agerer politibetjente og de skal om nødvendige fængsle deres afkom preventivt på en efterskole for at undgå forældre ansvar hvis afkommet drikker. I staten Illinios strækker dette ansvar sig til afkommets 21'ende år, hvis det nu voksne og myndige afkom er hjemmeboende eller på besøg i hjemmet (USE IT & LOSE IT -> Parental Responsibility) . Det er ikke bare bøde, det er fængselsstraf, vi taler om.

Danmark - Hvad vil vi med loven?

Det altafgørende spørgsmål er om vi i Danmark tillader forældrene at ansvarsfraskrive ved at sende barnet væk til en efterskole, et ophold i Faderhuset eller til Sudan på Koran skole, så de overtager ansvaret. Ret mange forældre er begge to udearbejdende og siden dobbeltindkomstsamfundets introduktion, så er der ikke længere samme føling med hvad børnene går rundt og laver.

Vælger politikerne at ansvarsfraskrivning ved brug af privat fængsling ikke skal være en mulighed, så opnår vi samme situation som i de ovennævnte stater. Forældre vil forsøge at dumpe børnene på det offentliges dørtrin, hvorefter at det så er skatteborgerne, som må stå for. Det er ikke blot en teori. Det er desværre beviseligt og testet. Nogle vil så hævde at danske forældre ikke vil reagere sådan - at de elsker deres børn. Faktum er bare at tallene er stigende selv uden denne nye lovgivning. Berlingske Tidende kunne allerede sidste år fortælle om denne tendens.

Vi må spørge os selv om hvad vi vil med loven og om vi skal forlænge barndommen kunstig. Allerede idag er børn erstatningsansvarlige i en ung alder. Når det vurderes at de er i stand til at skelne imellem rigtig og forkert, så fanger bordet. Så kommer de nogle gange til at hænge på en gæld, som de skal afdrage på i voksenlivet.

Hvor er det personlige ansvar henne?

En gang for længe siden havde man et slogan som lød "Frihed under ansvar". Hvad blev der af dette. Danske unge har meget frihed, men hvornår skal de lære noget om ansvar?

Kunne man ikke vende tingene om og inddrage de unge i deres egen situation tidligere? Dvs. at den 12 årige efter pågribelsen kan få nogle jævnaldrene til at se på vedkommendes sag og føre disse argumenter frem imod nogle andre unge som repræsenter staten for derefter at lade en gruppe unge bestemme en konsekvens.

Det virker jo andre steder og de steder hvor at det såkaldte "Peer Court" princip bruges, så er tilbagefald til ny kriminalitet lille.

Vi må spørge os selv om hvorvidt at fremtidens unge er parate til at gå ind i voksenlivet og tage ansvar for samfundets videre drift, hvis de har fået påtvunget curlingforældre af staten indtil deres 18'ende leveår.